Mere om Tea Parties

I danske medier er de blevet fremstillet som en samling forrykte tosser, men der er betydeligt mere at sige om deltagerne til de mange “tea parties“, der samlede skatte-skeptiske amerikanere den 15. april. En “broget flok” er nok en mere rigtig betegnelse, og måske et massefænomen med op imod 700.000 deltagere. Her fra Reason:

Judging from the left’s hysterical reaction, something really big must have happened. But the only way to really understand the left’s misinformed and paranoid attacks is to realize that the protests represent tangible proof that basic libertarian values continue to resonate with the American electorate. That, apparently, is a difficult thing for some to accept.

I attended the tea party in Atlanta along with 15,000 other activists, and was struck by the makeup of the crowd. This was not a typical conservative Republican rally, with local GOP activists, Ron Paul enthusiasts, and single-issue obsessives. (Those folks always show up—and they did in Atlanta.) The difference was the new people: Young hipsters, families, angry moms, and retirees alike left their normal routines and work obligations to show up in protest of government policies that they passionately believe will ruin what is unique about America.

Te-festerne tager naturligvis deres navn fra det berømte Boston Tea Party, der startede koloniernes oprør mod briterne i 1773.

3 tanker om “Mere om Tea Parties”

  1. Undskyld mig, det her kommer til at lyde mere mavesurt end det nok er. Jeg kan egentligt godt lide dine blogs, og har læst dem jævnligt de sidste par år, men synes det kammer over for dig, når du forsvarer folk som Glenn Beck og disse Tea Parties.

    For selvom deltagerne i te-bevægelsen, som Andrew Sullivan meget rammende har kaldt Tea Tantrums, muligvis mener det godt, så er det de foreslår – eller måske nærmere, det at de ikke foreslår noget realiserbart alternativ til det de kritiserer – uanset hvordan du vender og drejer det, forrykt.

    Jeg har det lidt med disse te-folk, som jeg har det med den yderste venstrefløj. Deltagerne i den slags bevægelser vil inderst inde det gode, og det kan man da godt påskønne eller rose dem for, men det bliver deres idéer, forslag og handlinger altså ikke automatisk gode af.

    Hvor i alverden har disse te-mennesker (og mange, mange andre konservative og liberale) været i de sidste otte år? Republikanerne etablerede en lånemaskine uden sidestykke, og udvidede staten, samtidig med at der blev givet store skattelettelser. Alligevel vil te-bevægelsen først nu – hvor der er valgt en demokratisk præsident, som endda nyder opbakning i langt størstedelen af befolkningen, og gælden skal betales tilbage, og der er økonomisk krise – have endnu større skattelettelser?

    Det såkaldt “unique about America” ER blevet ødelagt de sidste otte år (tortur, overvågning, mere stat, fiscal uansvarlighed osv.), men alligevel er det først nu, hvor en voksen har indtaget det hvide hus, og er begyndt at rydde op i lortet, at man åbentbart finder det timeligt at protestere.

    Det minder mig ærligt talt om sortklædte danske anarkister, der vil have statsbetalte ungdomshuse at holde deres fællesmøder i, fordi det ganske enkelt ikke hænger sammen med den virkelighed vi befinder os i.

    Mere hos Sullivan:
    http://andrewsullivan.theatlantic.com/the_daily_dish/2009/04/time-for-tea.html
    http://andrewsullivan.theatlantic.com/the_daily_dish/2009/04/deciphering-the-tea-tantrums-ctd.html
    http://andrewsullivan.theatlantic.com/the_daily_dish/2009/04/left-behind.html

  2. Hej M

    Jeg kan på sin vis godt være enig med dig, og det har jeg også skrevet flere gange andre steder. Det er mærkeligt, at main stream republikanerne først nu har opdaget, hvor farligt det er at forbruge over evne og at politikken under Bush har været forkert. Disse protester burde have været igangsat langt før. Organisationen Freedomworks – der er medorganisatør på en lang række af protesterne – burde langt tidligere have kritiseret Bush’ overforbrug.

    Det ændrer dog ikke på, at der også i Bush-æren har været mange “højreorienterede” kritikere af Bush’ forbrugspolitik, fx Reason Magazine, Cato Institute, kongresmedlemmer som Ron Paul m.m. Man kan også argumentere for, at en af grundende til, at Obama blev valgt, var at han fremstillede sig selv som økonomisk konservativ, der ville “balancere budgettet” – hvilket han stadig bliver ved med at påstå, selvom det virker helt urealistisk.

    På den anden side synes jeg det er mærkeligt, at du anerkender problemerne med Bush’ politik, samtidig med at du – og Andrew Sullivan – er blind for, at Obamas økonomiske politik er Bush x 10. Obama står for en fortsættelse og udvidelse af Bush’ politik, selvom han vil favorisere lidt andre grupper (dog først og fremmest middelklassen, som alle gerne vil forkæle, da det er den der afgør valgene). Obama står for endnu større gældsætning, og så vidt jeg kan se, ønsker “te-folket” ikke først og fremmest skattelettelser, men mindskelse af det offentlige forbrug. Ufinansieret offentligt forbrug – vil nødvendigvis føre til fremtidige skatteforhøjelser (eller inflation).

    Der er da helt klar mange forvirrede meldinger fra te-demonstranterne, men at sammenligne dem med sortklædte anarkister (eller som Nancy Pelosi har gjort, kalde dem redskaber for landets rigeste) er ikke rimeligt – deres fornemmelse af, at Obama er på vej til at sætte landet i en helt uoverskuelig gældssituation, deles af mange amerikanere, inklusive mange af dem, der ellers har positive følelser for Obama. Obama er populær ja, men hans politik er langt mindre populær. Hvor stærk den antipati er, får vi nok måske at se, når bevægelsen den 12 september vil marchere mod Washington.

  3. Jeg er i øvrigt også enig med dig i, at der er brug for mere holdbare alternativer til den nuværende model – sundhedssystemet fungerer bare ikke og det er alt for dyrt, pensionssystemet fungerer heller ikke og truer med at ruinere landet osv. Det er ikke nok bare at sige “nej”, hvilket selv republikanerne vil indrømme.

    Jeg har imidlertid svært ved at se, hvordan Obamas løsninger vil komme problemet til livs, og der findes faktisk alternativer derude. Cato Institute (og andre) publicerer hvert år en lang række policy-forslag, det er værd at tage et kig på.

Skriv et svar til Lars Hvidberg Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *