Hvad lavede din bedstefar under krigen?

Hvis han var i modstandsbevægelsen, kan du nu få svar, fortæller Berlingske Tidende. Det er Frihedsmuseet under Nationalmuseet, der står for den storstilede database, der med tiden skal registrere alle kendte individer og organisationer fra modstandskampen. Indtil videre er 21.000 navne ud af i alt 70.000 sat ind i databasen. Det lyder som et voldsomt tal, men så er revl og krat også talt med – af egentligt aktive sabotører, der satte livet på spil, var der kun et par tusinde, hvoraf mange mistede livet. Men alle skal naturligvis med i databasen, der bygger på allerede kendt litteratur og personlige indberetninger.

Min morfar var modstandsmand i Hjørring, og var under jorden i krigens sidste måneder. Hvad han egentligt lavede, udover at være en del af Frit Danmark, har jeg aldrig fundet ud af, og han har aldrig villet tale om det. Eller det vil sige: der går modsaterettede historier. Efter hans død i 2001 har jeg sporadisk forsøgt at finde nogle spor, men uden det store held. Jeg har ikke kunnet finde ham i databasen, men det kan være, at han dukker op. Men hvilke oplysninger der dukker op om navne, som ikke allerede er beskrevne i litteraturen, er sikkert ret tilfældigt.

Det er nu alligevel sjovt at rode med databasen. Den er fyldt med interessante detaljer – men virker også ret mangelfuld på mange områder. Jeg forsøgte at efterspore en afgørende biperson i den danske modstandshistorie, nemlig den gamle spaniensfrivillige “HH”, der spiller en vigtig rolle som mentor for senere modstandsveteraner som Hans Edvard Teglers og “KK”, Jørgen Jespersen. Den sidste er kendt fra Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet, mens Teglers levende har beskrevet forholdet til den ældre lærermester i sin glimrende erindringsbog Kæmp for alt, hvad du har kært, der efter min mening er en af de mest æstetisk vellykkede bøger om modstandskampen.

“HH” har fascineret mig, fordi han med sin person forbinder Anden Verdenskrig Besættelsen med et stærkere internationalt perspektiv, da han lærte krigens håndværk som frivillig i de International Brigader i Spanien. Den Spanske Borgerkrig kan på mange måder ses som et militærindustrielt og ideologisk forspil til Anden Verdenskrig, og den krigserfaring, som de danske frivillige – der hovedsageligt var kommunister – fik, spillede en afgørende rolle, da DKP gik under jorden og ind i den spirende modstandskamp.

“HH” og nogle andre af hans krigskammerater blev ved årsskiftet 1942/43 fødselshjælpere for en samling ganske unge gymnasieelever (Teglers var født i 1925), der ønskede aktiv kamp imod den tyske besættelse. Denne såkaldte “Gentoftegruppe”, der havde større praktisk betydning end den ligesindede “Churchillklub” fra Århus Ålborg, blev altså trænet af nogle garvede arbejdere og spanienskæmpere – det kan man da kalde Folkefront og klassesamarbejde, der vil noget. Teglers’ gruppe af gymnasieelever blev dermed en vigtig del af Bopa, og Teglers tog erfaringerne med sig over i Holger Danske, hvor han forblev en afgørende afdelingsleder indtil befrielsesdagen – hvor han kunne fejre sin 20. fødslesdag. Det er en utrolig historie, men den var næppe blevet til noget uden “HH”s kyndige ledelse.

Men hvem var HH ud over at være spanienskæmper? Jeg forsøgte databasen og fik intet mindre end fem resultater, der sandsynligvis alle peger på den samme mand. Det første resultat virker mest reelt. Her kan man se, at Poul H. Nedergaard Petersen var født i 1907 og bl.a. blikkenslager, lagerarbejder og avisbud. Han hed også “AB” og “Pabs” som dæknavne, og var i Bopa i København. I det andet resultat hedder “HH” blot Poul Petersen og har dæknavnene “Paps” og “Hilmer”. Informationen kommer her fra en anden kilde end det første resultat, men ret beset burde de to personer vel være sat sammen i samme resultat, da der næppe har været to Bopa folk med dæknavnet “HH” og det borgerlige navn Poul Petersen?

Helt galt bliver det med de næste tre resultater, der alle baserer sig på samme kilde – Jørgen Jespersens “KK og Krigen” – men som giver “HH” tre forskellige navne: Poul Pedersen og Paul Nedergaard Pedersen, det sidste navn simpelthen fejlstavet i det tredje resultat, der alligevel henviser til et nyt sted i KKs bog. Fejlene kommer muligvis fra forkerte stavninger fra KKs side, men den slags personsammenfald (eller som her: personsplittelser?) kan der jo forekomme mange af, når man har med besættelestiden at gøre, hvor så mange kilder er andenhånds eller erindringer nedskrevet årevis efter hændelserne. Det giver et sjusket helhedsindtryk af databasen, og vi må håbe, at Frihedsmuseet løbende retter den slags ting, som kan gøre brugen af databasen meget forvirrende for folk uden forkundskab til modstandskampen. Jeg kan gisne mig til, at de fem resultater sandsynligvis henviser til den samme person, men jeg kender også en del af baggrundshistorien.

19 tanker om “Hvad lavede din bedstefar under krigen?”

  1. DET var spændende. Håber du finder noget om din morfar! Jeg ved jo, han arbejdede sammen med Christian Winther, så du kan måske finde noget der. Det var CW, som en aften stod i haven og råbte til din morfar, at “nu var det tid”! Derefter gik din morfar under jorden.
    KH din Mor, som også meget gerne vil vide noget om det.

  2. Det er en interessant database, som dækker et interessant kapitel i danmarkshistorien.

    Givet din tilsyneladende relativt store viden om dette emne, og givet det forhold, at jeg skriver under pseudonym, vil jeg ikke udtale mig noget videre om min egen families aktiviteter på dette område. Jeg vil nøjes med at sige, at ligesom for så mange andre familiers vedkommende dengang, var der mere end et familiemedlem, der risikerede fængsel eller deportation på baggrund af deres aktiviteter for modstandsbevægelsen.

    Det var egentligt en rigtigt godt timet post fra din side. Der holdes fætter-kusine træf på min fars side af familien om et par uger, og jeg ved at både min fars farbror og hans kone deltager. Begge er på den anden side af 87 år, men i øvrigt relativt klare i hovedet. Det ville være oplagt at stille et par spørgsmål i den forbindelse.

  3. @US – Ja, spørg endelig løs! Det er ved at være sidste udkald for at få noget ud af de gamle. Skriv endelig mere, hvis du finder ud af noget. Kilderne er ofte sparsomme og har brug for at blive suppleret. Det er faren ved en database, at mere eller mindre løse oplysninger kan blive “støbt i beton” ved at blive skrevet ind i databasen, så jo flere kilder jo bedre.

    @Belinda. Jeg fandt både Christian Winhter og Poul Bidstrup i databasen – de var begge med i Frit Danmarks bladgruppe i Hjørring (Winther var – eller blev – jo journalist; Bidstrup var morfars arbejdskammerat fra kommunen). Bidstrup var også i en militærgruppe. Det lyder voldsomt, men det betyder en ventegruppe, der bevæbnede sig med henblik på kamp ved befrielsen. Jeg har også hørt andre steder fra, at morfar var med i en pressegruppe, men en avisartikel nævner også noget om sabotage.

  4. Jeg har for øvrigt skrevet til Frihedsmuseet med forslag til rettelse af HH-opslagene. Jeg vil nødig være sådan en gammel “irettesætter”, der retter kommaer i andre folks produkter, og jeg ved, at de sikkert i forvejen får en millard mails fra gamle modstandsfolk, enker, børn og børnebørn, men jeg håber, at det er konstruktivt input.

  5. Fin research! Havde eller har nogle hefter med Poul Bidstrup som satirisk tegner. Så må din morfar måske også have været med i Frit Danmark. Han kunne jo både tegne, male og spille mange instrumenter, trods sin ansættelse i kommunen, lige fra realen af 😉 til han holdt op som 70-årig.

  6. Jeg har nu fået et venligt svar fra en museumsinspektør. De er naturligvis allerede opmærksomme på problemerne og er glade for min henvendelse. Jeg tjekker en af dagen og ser om HH har fået sin egen, unikke profil 🙂

  7. Hans Edvard Teglers signerer sig Bo Teglers i dedikationen i den lille digtsamling “hjem på jorden” 1977/1978 til min far Jørgen Buch 1923-2000.

  8. Nej, hr. Teglers var en af min fars mange venner og bekendte, det er muligt det er et alias de begge kendte, det formoder jeg, uden mindste belæg, far sagde hr. Teglers døde før tiden – ikke direkte udtrykt at det skyldtes krigens tid, men det lå ligesom i sammenhængen- han har selv et digt om en smertefuld ryg i den omtalte lille bog. Far sagde han døde af selvmord, men det ved jeg ikke om har noget på sig. Min far var ikke meget talende om krigen, men ven også- blandt alle de andre- med hr. Seehusen.

    Er du en Hvidberg med relationer til Tonysvej Charlottenlund?
    Der boede Hvidberger nærved og min farfar og farmor i mange år.

  9. Det skal faktisk nok passe, at Teglers skadede sin ryg under krigen, det synes jeg, at jeg husker noget om. Om han begik selvmord, det ved jeg ikke, men han har nok haft svært ved at slippe de dramatiske oplevelser.

    Jeg mener ikke, at jeg har en relation til Tonysvej i Charlottenlund, selvom jeg ikke helt kan holde styr på de mange grand-onkler og tanters addresser. Familien er fra Nordjylland, men mange af dem bor i dag på Sjælland forskellige steder.

  10. En ting er nok at sprænge ting i luften hvor mennesker ikke skades og lignende.
    Jeg tror dog navnlig de færreste der likviderede andre som hr. Teglers også gjorde, så vidt jeg er oplyst, kommer ganske uberørte ud af det. Det ville nok have krævet et meget større antal potentielle modstandsfolk end det faktiske antal der var til stede og en meget grundig undersøgelse, der dengang heller ikke var tid og eksperter til.

  11. Hej og jeg ved godt, at dette er en gammel tråd, men jegskriver nu alligevel 😉

    Min farmors far var modstandmand Gösta Holger Leth
    Jeg har fundet ham i databasen: http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?92123
    Men er der der nogle der kan finde mere om ham?

    Min farfars far var politimand og gik under jorden: Hans Peter Buch. Jeg ved ikke om han var frihedskæmper eller ej? Om han bare gik under jorden, da det skete!

    Jeg havde også nogle familie medlemmer der var “SS” tilhængere, desværre 🙁

    Så det er noget af en familie historie jeg har her.

  12. Kære Winnie – mange tak for din kommentar. Det er da godt at se, at der stadig er liv i tråden. Jeg kender ikke selv til Gösta Leth – men det lyder som en spændende historie – ikke mindst med de andre tråde i historien. De fleste af de 7.000 politifolk gik under jorden og blev aktive modstandsfolk på den ene eller den anden måde. Men få de fleste betød det “aktive” nu egentlig, at de ventede på den dag, de skulle i aktion, dvs. ved befrielsen eller en evt. militær konfrontation med tyskerne (fx en allieret invasion).

  13. Hej og undskyld, at jeg først skrive tilbage nu.

    Nå ja min familie, som så mange andre, er lidt specielt.

    Under 2 verdenskrigen:
    En af mine fars mormors brødre var SS. (Eller som han, min far fortalte, var en del i den familie det.) (Familien Rossil) Normalt vil jeg ikke have skrevet efternavnet, men nu gør jeg en undtagelse.
    Men til gengæld var min fars morfar modstands mand. (Gösta Holger Leth) som jeg jo også har skrevet før 😉

    Min fars farfar var politimand og gik under jorden. (Hans Peter Buch) som jeg også har skrevet tidligere. 😉 http://www.politietsregisterblade.dk/component/sfup/?controller=politregisterblade&task=viewRegisterblad&id=106175&searchname – Det siger ikke så meget, eller gør det?

    Jeg håber at jeg kan grave mere frem om min familie.

Skriv et svar til Lars Hvidberg Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *