Ud af skabet

Det kan godt være, at de vrider hænderne inde på Christiansborg og Asiatisk Plads for at finde en grimasse, der kan passe, og at vi i de næste år må finde os i at være på psykopaternes dødsliste (lige under Israel), men egentlig synes jeg der er kommet et par ganske positive udslag af hele Muhammed-kontroversen – og et par ret negative. Lad os lige kigge på dem:

1) De gode først: Der er kommet hul på bylden. Flere kommentatorer har påpeget, at denne konfrontation med nødvendighed ville opstå før eller siden, og havde det ikke været Muhammed-tegningerne, havde det været noget andet. Det handler om sammenstødet mellem to uforenlige holdninger til religion. Den ene er moderne og individbaseret og siger, at religion i et samfund med mange verdensopfattelser nødvendigvis må være en privat sag, og at man derfor ikke i offentligheden kan være beskyttet imod kritik eller latterliggørelse, selvom man naturligvis kan gøre sit for at opfordre til respekt, og i øvrigt kan gøre hvad man vil på egne præmisser og ejendom. Den anden er traditionalistisk-religiøs (og desværre muligvis postmoderne, hvilket vi vender tilbage til) og handler om, at nogle dogmer ikke er til diskussion, og det vigtigste er at sikre, at de heller ikke bliver diskuteret, kritiseret eller latterliggjort. En sådan holdning må nødvendigvis før eller siden konflikte med den moderne holdning, fordi der vil blive bragt udsagn til torvs, som den traditionalistiske holdning ikke kan acceptere. Bemærk, at der findes muslimer på begge sider af splittelsen, ligesom der findes kristne og ateister på begge sider.

Splittelsen har i øvrigt rod i oplysningstidens kamp for det frie ord, der bunder i den antagelse, at vi ikke selv kan vide, at vi har ret, og vi derfor har brug for at blive konfronteret med modsatte holdninger, hvis vi skal finde en form for sandhed, fx om det gode liv eller det gode samfund. Det handler ikke om, at alt kritikløst skal latterliggøres, men om at ingen dogmer, hverken religiøse, politiske eller kulturelle, i sig selv igennem følelsesbetonede besværgelser kan kvalficere til sandhed. Der må argumenter på bordet, kort og godt. Denne debat har kørt i den vestlige verden i godt 300 år, og nu er den også kommet til Mellemøsten. Det er kun godt og nødvendigt, selvom udfaldet ikke er givet. Det er derfor det er vigtigt at stå fast nu.

2) Det muslimske samfund i Danmark er omsider trådt i karakter som en ligeværdig partner i den offentlige debat. Imamerne er endelig begyndt at tage bladet fra munden og sige hvad de mener: nemlig at frihed ikke er forenelig med deres religiøse dogmer, og friheden derfor bør ofres i integrationens navn – ellers bliver der ballade. Det vidste vi jo egentlig godt i forvejen, at nogle af dem mente, men det er godt, at de endelig siger det on the record, selvom der i nogle tilfælde har skullet afsløres et par dobbeltspil. Abu Laban er en slyngel, men det er godt, at han er blevet klædt af til skindet i al offentlighed som den hadefulde dobbeltspiller og diktaturtilhænger, han er. Hjemlige og udenlandske imamers reaktioner viser med al tydelighed, at tegningerne i Jyllands-Posten bestemt ikke var ubegrundede: Der er faktisk mennesker rundt omkring i verden, som vil slå dig ihjel for at tegne profeten Muhammed. Det er et problem, men det er ikke nødvendigvis et problem for muslimer som sådan.

For hvad der er mindst lige så positivt er, at mange danske muslimer er begyndt at sige fra. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Naser Khaders netværk “Demokratiske muslimer”, men egentlig også på de mange muslimer, som har håndteret situationen fredeligt uden at kræve bål og brand og love og indgreb for at beskytte deres følelser. Ganske vist har en del følt sig krænkede over tegningerne, ikke mindst fordi de kom fra Jyllands-Postens hånd, der sandt for dyden ikke har holdt fingrene imellem og været flittig til at bringe overgeneraliseringer og dæmoniseringer til torvs. Men man har valgt at lufte sin uenighed på demokratisk vis, fx gennem demonstrationer, læserbreve m.m. Så længe utilfredsheden ikke bliver fulgt op af krav om ny lovgivning og særlig respekt for muslimer, så er der ingen grund til at være alarmeret over at muslimer indtræder – moderne – i den demoratiske debat og siger, hvad de mener, fx anmoder om respekt for deres religion eller for at påpege, at tegningernes generaliseringer (for dem at se) er uretfærdige. Dybest set kan man sige, at så længe man har denne reaktion, så kan man i grunden springe op og falde ned på tegningerne, få det overstået og komme videre.

Det store spørgsmål er så: hvor mange er der i den første gruppe, og hvor mange er der i den anden? Det er jo helt uvist, men selvom nationer og grupperinger som Iran, Syrien, Saudi Arabien, Taleban, Hamas, Hizbollah og kohorter dominerer billedet i mange dele af verden, så er mit bud at langt den overvejende del af muslimerne i Danmark tilhører den sidste gruppe. Det er netop nu – mere end nogensinde – tiden til ikke at generalisere og til at lytte nøje efter, hvad folk rent faktisk siger, og ikke hvad man tror de siger. Muslimer er ikke en homogen gruppe, de har aldrig været det, og de bliver det heller aldrig, nogle af dem er troende, nogle af dem ikke, nogle tror på én måde og nogle tror på en anden. Lyt nu til hvad de siger – og støt i øvrigt dem af dem, vi kan leve sammen med. Fronterne bliver trukket stadigt skarpere op, også i den muslimske verden. Det er vigtigt at vi får så mange som muligt med på vores side.

3) Og her er det faktisk, at den største skuffelse i sagen er kommet for mig, nemlig i de hysteriske generaliseringer fra folk der har travlt med at sige “undskyld” og som vil beskytte religion imod angreb ved at give den særstatus, ved at klæde den i “respekt” og “forståelse”. Det gælder – desværre – især dem der burde være de første til at forsvare retten til at krænke, nemlig intelligentsiaen, men det skyldes nok, at den i løbet af 70’erne forvandlede sig fra at være den kritiske offentligheds højborg til at være et snævertsynet kleresi for de rigtige meninger. Jeg ved godt, at vi har en blasfemiparagraf og en racismeparagraf her i landet, men i praksis er begge en krænkelse af ytringsfriheden, og i stedet for at gå den forkerte vej, som en mand som Jakob Erle og kræve indgreb imod blasfemi, burde man gå den anden vej og kræve paragraffen afskaffet, da den er helt uforenelig med et frit samfund. Der er ingen som helst grund til, at religion skulle have en særstatus blandt menneskelige ytringer og livsopfattelser, og religion må kunne kritiseres på samme måde som politik – fordi religion dybest set for de fleste mennesker er politik, fordi religion handler om værdier. Denne holdning, der ønsker at beskytte religion fra kritik, er faktisk særlig farlig, fordi den kommer fra mennesker, der i modsætning til Taleban og Hizbollah virkelig har magt over os: nemlig fra dele af de danske politikere, fra meningsdannere fra dele af EU, men også fra Storbritiannien og USA, hvor man har en lang tradition for fredning af religionskritik i multikulturalismens navn.

At man forestiller sig, at religion på en eller anden måde kan have en særstatus og man samtidigt kan bevare et frit samfund, forudsætter faktisk et helt igennem privat (og moderne) syn på religion, der vender det blinde øje til de åbenlyse konflikter der ligger i, at alle religioner vil kræve respekt for lige netop deres tabuer og særlige forestillinger. De må nødvendigvis konflikte, så længe en religion kræver at have nogen som helst relevans for samfundslivet, og det gør religioner jo: de vejleder om det rigtige liv. Man håber måske på at dæmpe gemytterne ved at lovgive om forbud imod kritik af religion, sådan som Tony Blair gerne ville, men i længden udsætter man kun konflikten. Religion bliver udsat for kritik, fordi religion ligesom alle andre livsopfattelser, har brug for at blive kritiseret. Den dag alle religioner har som deres første forudsætning “Du har ikke ret til at påtvinge andre dine religiøse forestillinger” kan religionen måske fredes. Men ikke før.

Det er her undskyld-folkenes svigt er så enormt. De ser ikke, at den frihed vi har opnået i den vestelige verden er opstået på trods af og i konflikt med religiøse og traditionelle værdier, altså med kristendommen. Dette opgør ville de religiøse skam meget gerne have haft sig frabedt, og hvis kritikerne havde insisteret på ikke at “krænke” nogen, så var vi aldrig kommet nogen vegne. Folk kan blive krænkede over hvad som helst. Det fritager dem ikke fra kritik – tværtimod. Og hvad der i virkeligheden er endnu mere skuffende, er undskyld-folkets ærligt talt nedladende og racistiske holdning til muslimer, som man behandler som små børn, man skal tale efter munden og give lørdagsslik for at få fred. Man spiller fuldstændig ukritisk med på en narrehat som Labans påstande om at man nu har krænket en femtedel af menneskeheden, og er i dødelig konflikt med “muslimerne” som alle som én er “meget vrede og kede af det”. Det da generalisering der vil noget, og den hvide mands byrde er så her at forstå de små negres sære vaner, og ikke sparke til totempælen i landsbyen, når man kommer for at sælge dem glasperler. I stedet burde man vise muslimerne virkelig respekt ved at turde kritisere det i Islam, som skal kritiseres – og det er altså stadig ganske meget. Ikke mindst en fremtrædende tendens til at kræve død og ødelæggelse over alle, man ikke bryder sig om.

Vi har at gøre med to faktorer her: snævertsynet hos den internationaliserede del af danskerne, der nu ærger sig over, at de ikke får skulderklap overalt i verden, når de kommer fra søde lille Danmark. Man vil gerne se sig selv som elsket af alle, og det kan man jo ikke når Jyllands-Posten gør i nælderne. Det skal stoppes, så vi igen kan komme ud med hjælp og godhed til den nødlidende og tilbagestående verden, der har så hårdt brug for sunde, danske, respektfulde og tolerante værdier – eller sælge dem en masse ost. Det er naturligvis synd for dem, men egentlig burde de jo rette vreden imod de fjolser, der insisterer på at gøre Jyllands-Posten til Danmark. Vi har at gøre med en udvidet version af Stockholmsyndromet, hvor man insisterer på, at fejlen ikke ligger hos dem, der vil slå dig ihjel, hvis de ikke får deres vilje, men sikkert hos en selv, fordi man sendte dem et skævt blik. Her må man stå fast og sige “rend og hop”, og ikke blotte halsen som en anden kujon.

Så mange var ordene. Husk, at jeg intet ved om den danske debat og alt her derfor er fiktion. Jeg har nemlig været i udlandet og set Danmark udefra.

15 tanker om “Ud af skabet”

  1. Jeg vil give dig helt ret i det meste, særligt er iagttagelsen med stockholmsyndromet interessant set. Som du siger, er det undskyld-folkets første indskydelse at påtage sig det fulde ansvar for hele sagen. Det er holdninger man kan læse hos humanisme.dk og Information, som i øvrigt normalt er kilder til fornuftige tanker.

    Jeg tror imidlertid disse holdninger er en delmængde af en større tankesamling, som har præget det europæiske kontinent i hele det postkoloniale periode. Det er en eller anden form for kollektiv europæisk skyldsbevidsthed, som stammer fra vores fortid som kolonisatorer, og som vi med ulandshjælp og dårlig samvittighed stadig betaler af på (vel, man kan sige at man kunne betale endnu mere effektivt af ved at fjerne toldbarrieren).

    Man er ikke kommet længere end at det stadig er synd for ulandene og at det er vores skyld. Det er ikke pænt at overveje om afrikanerne f.eks., selv har en skyld i at deres økonomi, og dermed hele deres samfundssystem sejler. F.eks. kunne man jo overveje for de muslimske landes vedkommende, om det er fornuftigt at holde halvdelen af arbejdsstyrken uden for arbejdsmarkedet jf. traditionen om at kvinder skal holde sig hjemme og adlyde manden. Alene sådan noget kan jo være grund til, at det ikke går så godt som det kunne have gået – da særligt i de afrikanske muslimske lande. Afrika, der jo burde være et overflødighedshorn og madkammer for halvdelen af verden.

    Jeg tror derfor, som du antyder, at denne konflikt kan være med til at få pillet ved denne opfattelse af at det altid er synd for resten af verden, og at det europæernes og amerikanernes skyld.

  2. Hørt Lars!

    Jeg har længe hæftet mig ved netop det nedladende i at undskylde bare for at få fred, noget som vores statsministers optræden på Al-Jazeera var et tydeligt eksempel på.

    Hvad jeg ikke forstår er at alle, senest Kofi Annan, påpeger at den voldelige reaktion er udtryk for en ganske lille gruppe ekstremisters propaganda.

    Det er mærkeligt at lederne af de optalte lande ikke går på TV og fremsætter deres synspunkter.

    I så stærkt regulerede samfund som de mellemøstlige har lederne vel grep om medier og kan styre hvordan de bliver representeret, endda i højere grad i f.eks Danmark.

    Men jeg er sikker på at hvis der optrådte en historie om nazister i Danmark, med billeder fra Jonni Hansens borg i greve, ville der ikke gå lang tid før Per Stig Møller dukkede op i Hardline og satte tingene i perspektiv.

    Jeg kan ikke tro andet end at de mellemøstlige ledere føler sig vel representeret af det der vises i fjernsynet nu, og hvis det er tilfældet kan man vel ikke sige det kun er udtryk for et højrystet fåtals meninger.

  3. Hej Lars,

    lige et spørgsmål: Jeg synes ikke, du kom tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt den traditionalistisk-religiøse holdning er postmoderne? Er bare interesseret i at høre, hvad du mener med det..

    Og så en bemærkning til dit indlæg: Jeg ser ikke nogen grund til at være så bange for at sige undskyld. At undskylde betyder ikke nødvendigvis, at man trækker sit udsagn tilbage. Jeg kan godt være ked af, at jeg har såret en persons følelser uden dermed at sige, at jeg ikke mener, hvad jeg har sagt. Og det er da et bedre udgangspunkt for debat end at holde hårdt mod hårdt. Så vidt jeg ved, er det lige præcis, hvad Fogh har gjort (med undtagelse af, at det var wimpet af ham at sige, at han som privatperson ikke ville have trykt tegningerne).

    Et andet positivt aspekt af Muhammed-sagen er vel, at vores eget dogme, ytringsfriheden, er blevet sat til debat. Dermed er vi nødt til at tage aktivt stilling til noget, vi opfatter som en selvfølgelighed. Vi må ikke lade os presse til at gå på kompromis med ytringsfriheden. Det er, når den er trængt, at vi har brug for den.

  4. Sofie, hvad er pointen i at diskutere ytringsfriheden, hvis man ikke kan gå på kompromis med den? Det er jo netop det, der er udfordringen, at det måske har vist sig at være nødvendigt, ja endda godt, med et kompromis. Nogle kommentatorer påpeger (ganske vist udokumenteret de steder, hvor jeg er stødt på det), at vores samfund slet ikke kan fungere uden sådanne kompromis.

    Et problem i debatten er, at man stiller respekt over for ytringsfrihed, som om man skal tage et sort-hvidt valg og altid sætte den ene over den anden. Jeg mener, at det er et spørgsmål om grader. I nogle tilfælde er det nødvendigt at lade hensynet til respekt sætte grænser for ytringsfriheden, mens det i andre tilfælde er nødvendigt at gøre det omvendte. Spørgsmålet er så, hvilken tredje værdi der ligger bag denne balancegang …

  5. Så vidt jeg forstår, ligger det postmoderne i, at alle holdninger er tilladte, inkl. den holdning, at andre holdninger ikke er tilladte.

  6. Der er tre helt forskellige diskussioner her, som det er meget vigtigt at holde adskilt, men som desværre stort set ingen debattører rent faktisk adskiller.

    1) Den første handler om, hvorvidt JP bør/skal undskylde for at have stødt muslimer. Det har jeg absolut ingen mening om, det må de helt selv afgøre. Der er intet galt i at sige undskyld, hvis det ikke var meningen, og har de ikke lyst til at sige undskyld, så er det også fint med mig. Frivllig selvcensur er et fact of life, selvcensur under trussel om vold er et stort problem.

    2) Den anden handler om, hvorvidt den danske regering skal sige undskyld på JP eller “Danmarks” vegne. Dette er et vidt udbredt krav, problemet er blot, at regeringen ingen kompetence har hertil. Faktisk er den forpligtet til at blande sig uden om, hvad en dansk avis skriver. Regerinen KAN ikke sige undskyld.

    3) Den tredje diskussion handler om, hvorvidt man RETSLIGT skal indskærpe grænserne for ytringsfriheden, for ikke at ophidse gemytterne, (eller: “beskytte mindretal”, med en pæn omskrivning). Her er det afgørende, at en ‘krænkelse’ på ‘følelserne’ er et så luftigt begreb, at det ikke kan bruges i retslig sammenhæng. Man vælger i høj grad selv, om man vil føle sig krænket. (æreskrænkelse er noget helt andet, og sorterer under injurieparagrafferne).

    Min holdning er altså: JP kan sige undskyld, hvis de mener de har grund til det og har såret folk unødigt (dog ikke hvis de føler sig truet med bomber), men regeringen skal ikke sige undskyld på JPs vegne, og der skal ikke foretages yderligere retslige afgrænsninger af ytringsfriheden.

    Læs evt. Jacob Bræstrup og Johan Espersens artikler.

  7. Det postmoderne ligger i, at alle holdninger lige så gode og har lige stor ret til beskyttelse: Bliver religøse stødte på manchetterne skal det afvejes på lige fod med beskyttelsen af ytringsfriheden. Eller “ytringsfrihed er jo også bare en religion”, som Abu Laban siger.

  8. Lars, du skriver i artiklen, at det er den traditionelle-religiøse holdning, der er postmoderne. Din sidste kommentar siger kun noget om den moderne, som altså samtidig er postmoderne?

  9. Jeg skriver altså postmoderne i den sidste kommentar.

    Den moderne holdning er, at der muligvis findes en sandhed om et bestemt emne, og at vi (muligvis) gennem brug af fornuften kan rationalisere os frem til den, gennem argumenter og diskussion. Den postmoderne holdning sætter argumentationen i stå eller opløser den gennem at pege på de uudtalte forudsætninger for argumentationen, fx kulturelle eller religiøse. Dermed kan den postmoderne inddirekte give støtte til den traditionalistiske holdning, der således kan få lov til at stå uantastet, eller i mindste bæres over med, fordi den jo i sidste ende bare en en holding/bare er kultur/bare er en konstruktion/indsæt selv. Man kan selvfølgelig sige, at selve konstruktionsholdningen er en voldsom anklage mod den traditionalistiske holdning, men den kan let forstå at vende argumentationen til egen fordel – det er fx Abu Laban et bevis på. Et andet eksempel er Intelligent Design-diskussionen, der på den ene side er traditionalistisk, men på den anden side også er postmoderne/hypermoderne, idet den kræver ‘lighed’ mellem synspunkterne, uafhænigt af deres logiske eller videnskabelige gyldighed.

    Håber jeg har udtalt mig klart nok.

  10. Ja, du skriver “postmoderne”, men du tillægger det det moderne, som jeg forstod det. Men din sidste, lange afklaring er meget fin, tak 🙂

  11. Ja! Hvidberg har ret.Sgu’. Og tak fordi han brugte rationel argumentationsteknik samt klar og korrekt idehistorisk tolkning til at gøre det klart for mig at det var Stokholmsyndromet jeg faktisk led af medens jeg troede konflikten var bedst tjent med en:”vi-skal-bere-være-gode-og-rare-ved-hinanden-løsning”

    Nej, den findes ikke. For det er ikke os der ikke er “gode-og-rare-ved-hinanden”

    Og sort og hvidt er ikke lige, og man skal ikke lede længe efter en onomatopoetisk sandhed i Abu Labans navn… På BBC’s netnyheder kan man ydermere læse følgende:

    “Sixteen people have been killed in northern Nigeria during protests by Muslims over the cartoons satirising the Prophet Muhammad.

    Most of the deaths occurred in rioting in Maiduguri, capital of north-eastern Borno state. One person died in similar riots in north-central Katsina state.

    Witnesses said most of the dead were from Maiduguri’s minority Christians.

    The cartoonist whose cartoons sparked off the worldwide riots told a Scottish newspaper he had “no regrets”.”

    Så meget for logisk tænkning og uvildig nyhedspræsentation…jeg græmmes

  12. Hej Mai-Britt, tak for rosen! Jeg er glad for, at der er nogle der lytter efter 😉

    Rasmus: det gælder jo her, som i alle livets forhold, om at gå foran med et godt eksempel.

Skriv et svar til Abekongen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *