“Hvordan vil de fortsætte? Sæt kryds.

Jeg fortsætter med samme fart, ca. 5 kilometer i timen.

Jeg advarer med horn og lygter.

Jeg drejer til højre med det samme (gør aldrig noget med det samme!)

Jeg sætter hastigheden op.

Jeg giver plads til indfletning fra bilen til højre.

Jeg regner med at bilen til venstre fortsætter.

Jeg venter med at køre til betjenten ser på mig. Da kører jeg ham ned.”

“Så lang tid har rejsen varet, og man har været i utallige fly, utallige ventesale, taxaer, busser, biler for at komme hertil, væltet igennem luften og jorden, de 24 zoner, de tre jorde, de syv himle, og overalt har sproget været fremmed, handlingerne fremmede, mærkelige, fjendske; men nu endelig her i dette fly, så lyder der pludselige velkendte stemmer, og folk sidder og siger bum, bum, bum og fjong, fjong og det går nok alt sammen, og så ved man, at man endelig omsider er på vej tilbage til Danmark.

Hvornår har man mulighed for at komme væk igen?”

Aberne står der i buret. De står og skriger og skaber sig. Også selvom de kun er lavet af ler. Bagved er opsat et spejl.

“Ha, ha, I er lige som dem, aber i et bur!” griner den sarkastiske kurator. Han står i hjørnet og smiler – glad for at have givet os en rigtig Desmond Morris-lektie.

“Gu er vi ej”, hvisker jeg og går videre. “Jeg har aldrig stået sådan med mine arme. Eller pillet lopper af dig.”

“Ej, det tror jeg næppe” siger han og tygger eftertænksomt på sin Marsbar. “Så ville jeg kunne huske det”, noterer han og forklarer: “For jeg har en virkelig god hukommelse. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om noget som helst jeg skulle have glemt.”

Ordbogen:

Egalitet: Se flæsk og krabask.

Filantropi: By i Rusland.

“Hans fikse fingre spiller hurtigt og behændigt, op og ned, ned og op, og tonerne triller ud og han blæser og ler og blæser liv i leret og man klapper begejstret og siger flot flot og hvor er du god, men han ved godt, at nogen Olatunji-mester bliver han aldrig, for han er blot en ussel efterligner, og han ved som alle os, der sidder dér og blæser i leret (her og nu, fx.), at hvor Olatunji-mestrene spillede og sang og skrev med to imperativer, som var deres magi – 1) Elsk verden og alt hvad den indeholder af godt og ondt, 2) Skid på det HELE – så blæser helt andre toner ud af vore dovne danske munde (metonym): 1) Had alt, hvad der for alvor er anderledes og 2) Pas nu godt på dig selv.

“Glem alt om rejser, glem alt om stoffer, narkotika, narkotikum, glem alt om druk, glem alt om kammeratskaber (hva så, homeboy?), glem alt om rejsninger, glem alt om kvinder og saxofoner, glem alt om sex, glem alt om orgelmusik, glem alt om Egon Clausen (P1), glem alt om bøger, LP-plader, videofilm, sågar cd’er, glem alt om brutale løg, hamburgere, kufferter på hoteller, monstre, løbeture, vinden i håret, fossile brændstoffer, 180 grader omvendelser for både katolikker og protestanter, fornemmelsen af, at der overhovedet er en GUD, glem enhver form for popmusik (spejlende din personlighed eller hvad du hader), kortsynede løsninger, planlægning, forudsigelser, horoskoper, amputationer, smadrede knæ, folkekirken og folkeskolen. Det ENESTE som findes i dette øjeblik er den private musik du hører som en vanvittig støj fra dine tarme.”

“Og som vi sidder der i sofaen, mens lyset strømmer ind gennem vinduernes slørtildækkede rammer, så toner billederne frem på skærmen og alting forsvinder for os, og vi i hinandens arme, og det er som om, at lykken er tæt på og at jeg næsten kan være her uden bekymringer. Men da, i ét øjeblik: Et grusomt sceneri: En elefantunge, fanget i et mudderhul, en sandgrav, kviksand, og den kan ikke komme op, den sidder fast. Og de voksne elefanter prøver febrilske, med desperationen skrigende ud af deres knogleløse snabler, at fiske, at redde den lille, og imens sidder jeg der og er pludselig ikke rigtigt til stede og jeg ER den lille elefant, som sidder fast i mudderet og skriger og skriger, og hun forsvinder fra mine arme og jeg trækkes ned, og solen er forsvundet og haven er mørk, og jeg glider ned og ned. Men pludselig: Den lille fyr er reddet op på landjorden igen. Faren er overstået. Jeg retter mig op, rømmer mig og spøger: vil du have noget kaffe?

Martin Amis: fra “Money”

Finally I devoted twenty-eight tokens’ worth of my time to a relatively straight item, in which a slack-jawed cowboy got the lot, everything from soup to nuts, at the expense of the talented Juanita del Pablo. Just before the male’s climax the couple separated with jittery haste. Then she knelt in front of him. One thing was clear: the cowboy must have spent at least six chaste months on a yoghurt ranch eating nothing but icecream and buttermilk, and with a watertight no-handjob clause in his contract. By the time he was through, Juanita looked like the patsy in the custard-pie joke, which I suppose she was. The camera proudly lingered as she spat and blinked and coughed…Hard to tell, really, who where the biggest loser in this complicated transaction – her, him, them, me.

– Martin Amis: “Money”, (p. 47)

Horats: “Glæd dig ved dagen i dag – Carpe Diem”

Til Leuconoë.

Søg ej at forske, hvad os er forment i Verden at vide:

    Grænsen, som Guder har sat, Timen, da vi skulle dø;

spørg ikke Stjerne derom, men lid, hvad Dig gives at lide,

    enten den Vinter, som nu pisker den oprørte Sø,

bliver Din sidste paa Jord, eller mange maaske skal Dig gæste;

    fat Dig, bered Dig Din Vin – Livet kan hænde er kort.

Glæd Dig ved Dagen idag, og fæst ikke Lid til den næste –

    nu, mens vi taler, vor Tid lister misundelig bort.

Fra “Horats’ Oder”, ved Axel Juel, København 1933, s. 18: