Kategori: Ego

Moz @ Warner Theathre

Saturday we went to see the always amazing Steven Patrick Morrissey at the Warner Theatre in Central DC. A beautiful venue, like a cinema of yore.

Moz has recently released the excellent Years of Refusal, and he played 4 or 5 tracks from that album and a smattering of classics from his long career – starting with “This Charming Man”. Set-list and opinions here. Encore was “First of the Gang to Die”, a neo-classic from You Are The Quarry. You can watch it here.

We had a great night. Moz was in top form, both campy and muscular, and his voice is simply unique. He tore of his shirt several times and threw it to the audience that was mainly filled with Moz-fans of our age or older, many of them Europeans. At last half of the audience knew the words to at least half the songs. The boy next to us – quite young – knew all the words to all the songs, and knew how to make expressive air-guitar moves as well. Personally, I could have used a few more of the newer songs and a version of “How Soon Is Now” without the lyrics changed. “Death of a Disco Dancer” has never been one of my favorites, but “Something Is Squeezing My Skull”, “Ask”, “Seasick” and “Crashing Bores” really stood out.

A great night in Squashington. “Warner Theatre, you have been warned”…

(Only downside: A much to aggressive security team, they really cracked down on ppl taking pictures or trying to shake hands with Moz. Seemed excessive from where I was standing).

Whiteberg Goes To Washington

I anledning af min rejse til USA – og bare sådan i det hele taget for fornyelsen og layoutets skyld – har jeg åbnet en ny blog: www.whiteberg.dk

Her kan du også allerede nu læse min første klumme for Berlingske Tidende. I USA kommer jeg til at være en del af den roterende klumme USA I DAG, der skal skrive om politik, kultur og meget andet i USA – set fra et dansk perspektiv, der har i hvert fald en fod indenfor. Klummen kan læses i sin helhed her.

Den nye blog betyder også, at jeg sandsynligvis ikke længere vil bruge denne blog. Den vil blive stående som arkiv, og man er stadig velkommen til at kommentere m.m.. Det er dog muligt, at jeg nogle gange vil have behov for at bruge denne blog, men det vil tiden vise. Så slipper du, kære læser, også for hele tiden at skulle se “Guantanamo – sadoxsex og pornofilm” som den mest populære post.

Jeg er ret tilfreds med den nye blog, og layoutet er da også stort set tyvstjålet fra Chris Pearsons neoclassical. Header-billedet skifter, efterhånden som der kommer flere billeder til. Jeg tager naturligvis billederne selv, så evt. ris eller ros skal rettes til yours truly.

Velkommen 2009

Som altid ved årsskiftet er det vigtigt at gøre status. 2008 var et hårdt år, der bød på mange personlige udfordringer. Sygdom og andre problemer i den nære familie har sat sine spor, og 2009 vil givet byde på flere udfordringer. Heldigvis vil 2009 også byde på meget andet, blandt andet store muligheder og store forandringer.

Hvis alt går vel, vil jeg fra slutningen af januar relokere til Washington D.C., hvor min kæreste har fået arbejde. Det er en enestående mulighed for at få nogle fantastiske oplevelser og det giver også nogle gode arbejdsmuligheder, som jeg vil skrive mere om senere. Lad mig derfor gå ind i 2009 i et optimistisk toneleje – og med et par – synes jeg selv – vellykkede billeder fra et godt nytår i Sverige:

Fra Nytår 2008-2009 Sverige
Fra Nytår 2008-2009 Sverige
Fra Nytår 2008-2009 Sverige
Fra Nytår 2008-2009 Sverige
Fra Nytår 2008-2009 Sverige
Fra Nytår 2008-2009 Sverige

Nyt kamera II

Så fik jeg indkøbt mit nye kamera for mine julegavepenge. Jeg har bare knipset lidt rundt med det, men vil gå ud i dag og tage flere billeder af byen. Det går dog op for mig, at jeg faktisk ikke aner ret meget om at tage billeder (forslag til en god grundbog modtages gerne) – men heldigvis er der en idiotsikker indstilling på Lumix LX3. Så må jeg bare til at få sat mig lidt ind i lukketid, belysning m.m.

En af de ting jeg har leget med er størrelsen (dvs opløsningen) og formatet på billederne. Man kan tage billeder i tre formater, 4:3, 3:2 og bredformat 16:9 der ser virkelig godt ud. Opløsningen på 16:9 kan variere fra 3968 x 2322 (fylder ca. 4 MB) til 1920 x 1080 (1 MB). Det er jo faktisk så god opløsning, at jeg ikke kan se forskel på min skærm.

Jeg har lagt et par eksempler op på flickr (der yderligere nedskalerer til 800 x 450), og kan ikke se nogen nævneværdig forskel. Her spørger så den dumme amatørfotograf: burde jeg kunne det?

Højeste opløsning:

Laveste opløsning:

Nyt kamera

Jeg overvejer at investere i et nyt kamera, og det skal helst være kompakt, da jeg ellers ikke får taget det med nogen steder. Jeg har været godt tilfreds med min mobiltelefons kamera, men tror jeg får brug for noget bedre i fremtiden. Jeg er faldet over dette kompakte kamera, der får gode anmeldelser, og har et fedt retro-design, som jeg godt kan lide. Nogle erfaringer derude med Lumix LX3 eller lignende kameraer?

Kørner og Krigen

Jeg har en kronik i dagens Berlingske Tidende om kunstneren John Kørner og hans malerier af døde, danske soldater fra Afghanistan. Jeg er selv ganske godt tilfreds med kronikken, men beklager at teksten former sig i nogle ret tunge blokke. Der var flere afsnit, da jeg afleverede den 🙂 – til gengæld kan jeg så kun anbefale at gå ned i kiosken og købe et papireksemplar. De er også så dejlige at have mellem hænderne. Et lille udpluk fra kronikken:

I det mindste er Kørner ikke bange for at kaste sig ud i tabubelagt territorium og tage de nødvendige chancer. De 16 billeder har titler efter de døde soldaters fornavne – Anders, Mikkel, Thorbjørn – og dødens insisterende fremmedhed kombineres her med noget uhyggeligt hjemligt og velkendt. Det kunne være din fætter eller ham du gik i skole med.

Nogle af billederne er enorme i format, og virkningen er ekstrem og appellerende i al sin gru – i Kørners signaturstil med vandfyldt akryl i både stærke og sært udviskede farver, gul, rød, brun, skildres en elegisk situation med en dansk soldat og et dansk flag i centrum. Det er hjerteskærende at blive konfronteret med sin egen angst og dybtliggende depression og tristhed over de tilsyneladende meningsløse skæbner. Hvad laver de drenge der, og hvorfor løber deres blod ud i ørkensandet?

Motivation

16 gode råd. Dette her var mest interessant, fordi det virker kontraintuitivt:

Start small. Really small. If you are having a hard time getting started, it may be because you’re thinking too big. If you want to exercise, for example, you may be thinking that you have to do these intense workouts 5 days a week. No — instead, do small, tiny, baby steps. Just do 2 minutes of exercise. I know, that sounds wimpy. But it works.

Via Ethos.

Min egen erfaring er, at motivation (og at bekæmpe manglen på den) i høj grad handler om at sætte grænser. Det vil sige finde nogle ydre begrænsninger, der indrammer den lammende frihed til at gøre hvad som helst. Det er lidt Dogme. Jeg sætter for eksempel begrænsninger på, hvor lang tid jeg skal skrive om dagen. Det har den fordel, at uanset om jeg er motiveret eller ej, så sætter jeg mig foran computeren og stirrer på skærmen. Som reglen dukker der noget op, men selvom der ikke gør, har jeg gjort min pligt. Det betyder også, at man ved, hvornår man skal slutte og har udført dagens gerning.