Kategori: Musik

Kontor-Madrigalerne

Tidligere omtalte jeg nye afsnit fra Ricky Gervais og Stephen Merchant i The Microsoft Office. Nu kommer der til gengæld en bøn fra min side: Kan vi ikke få en plade med David Brent? “David Brent Sings” eller noget i den stil?

For noget tid siden fandt jeg på det vidtudstrakte internet mp3-filer med en række af David Brents sange fra “The Office”, fx “Spaceman”, “Rose” og det store hit “Freelove Freeway”. I “The Office” er det tydeligt, at David Brent hellere ville have været rockmusiker frem for mellemleder i et papirfirma (who can blame him?), og han lader sjældent en chance ligge for at gribe guitaren (se et medley her). Jeg blev mindet om, hvor fremragende en parodi Ricky Gervais i grunden giver på middle of the road rock med et budskab, da jeg så Microsoft-filmene, hvor David Brent forsøger sig med en sang om en rig direktør, der møder en bums, som er fri som himlens fugle. Det sædvanlige peace-love anti-materialistiske gøgler-budskab, som man kan finde så mange steder i rockmusikkens klicheer, og som stilles i relief til den grumme virkelighed, når det er en kynisk og fedladen chef i 40’erne, der forsøger at vinde popularitet ved at gentræde de gamle klicheer (hans idol er også “Nelson Mandela”). David Brent fortæller også et sted, at da han havde et band, plejede de at lukke koncerterne med en reggae-sang der hed “Equality Street”. Mon ikke den var imod racisme?

Groteske er David Brents sange jo, især i deres sammenhæng. Og alligevel så realistiske, så Bob Geldorf/Simple Mindske i deres budskaber, eller så Eagles-agtige i deres fup-frihed på den store landevej, som en mytologi der er blevet til parodi. Som Bruce Springsteen uden modhager. Men kunne et hvilket som helst talentløst/ambitiøst rockband ikke fyre de samme klicheer af, og virkelig forsøge at mene dem? Her fra “Spaceman”:

Spaceman came down to answer some things. The world gathered round from paupers to kings.
I’ll answer your questions I’ll answer them true. I’ll show you the way. You’ll know what to do.
Who is wrong and who is right? Yellow, brown, black or white.
The spaceman he answered you no longer mind. I’ve opened your eyes you’re now color blind.

Jeg husker et dansk band, der i starten af 90´erne forsøgte sig med en sang om fremmehad med det tungebrækkende omkvæd “cause the name of the game is multicultural communication”, så Ricky Gervais er præcist lige så tæt på den pinlige virkelighed, som alle andre steder i The Office – og det er derfor sangene fungerer så godt. De er faktisk catchy (og de stjæler hæmningsløst, rent musikalsk), og det er derfor, at David Brent burde udgive en hel plade. Please… Jeg lover at høre den igen og igen.

P.S. Ricky Gervais var faktisk i 80´erne i et band som hed Seona Dancing. Prøv at finde “More to loose” er sted, gerne i 12´´ version. Den er fantastisk dansabel.

Neil “web 2.0″ Young

Det kan godt være, at Neil Young ligner indbegrebet af en forsumpet gammel hippie, der kunne gå på mælkeinkøb med The Dude fra the The Big Lebowski. Men faktisk er han mere med på noderne end Djarnis i De Skrigende Halse, for han distribuerer sit nye album Living With War på myspace og direkte fra hans hjemmeside neilyoung.com, der efter sigende er designet af ham selv personligt.

Nu har jeg en vis overfølsomhed overfor kunstnere, der synes de skal markere sig ved at rakke nedpå George Bush (ikke fordi der ikke er grund til at rakke ned, men fordi det virker meget, meget nemt), men gamle Young skal i det mindste have points for ihærdigheden, idet han har lavet en hel plade af protestsange, som man altså kan lytte til på hjemmesiderne. Sangene er af ret varierende kvalitet, hvis du spørger mig, men nyt fra Neil Young er jo aldrig helt skidt. På myspace kan man også se et 10-minutters CNN-interview med Young, hvor han på fornuftig vis argumenterer for sin ret til at ytre sig. Et respektfuldt interview, der i øvrigt fremhæver hans støtte til tropperne i Irak og hans indsigt i den amerikanske frihedstradition.

Debat om piratkopiering

Månedsbladet Citadel, som jeg er skribent for, holder fredag kl. 17 ved Kongens Have et meget interessant arrangement om fildeling, piratkopiering og musikindustrien. Fra nyhedsbrevet:

Lider musikere under fildeling, eller er det tværtimod en fordel for dem? Er det på tide, at pladeselskaberne vågner op og accepterer, at internettet eksisterer? Køber du selv flere eller færre cd’er, efter du begyndte at downloade tracks på nettet? Og vil du høre, hvad andre har at sige om de samme spørgsmål?

The ultimate braincell warm-up til dine eskapader på dansegulvet på Culture Box fredag nat finder sted uden for Restaurant Kongens Have fredag fra klokken 17.

Det diskussionslystne panel består af manager/ pladeselskabsindehaver Peter Skovsted, Lewis Colston fra Playground Music (head of promotion), Claus Pedersen fra Piratgruppen, dj/producer/liberator.dk-mand Daniel Beattie, Jakob Hüttel fra KODA, Jesper Bay fra IFPI samt musikredaktør og -anmelder Peter Albrechtsen.

105 minutter med Morrissey

I starten af april udkommer der et nyt album med Morrissey: Ringleader Of The Tormentors. Du kan se det garvede og morsomme cover her. Af grunde jeg ikke skal komme nærmere ind på, har jeg haft albummet til gennemlytning herhjemme, og selvom jeg ikke må skrive noget før tid, så tror jeg det vil være fair at sige, at Morrissey-fans ikke bliver skuffede.

Som en appetitvækker er her et særpræget interview i The Guardian: Douglas Coupland vs. Morrissey. Det handler mindst lige så meget om Coupland og har nogle ret sjove betragtninger om det at interviewe:

To me, interviews are mostly about trying not to make the interviewer think I’m too much of an asshole. I think that’s the experience with most interviews these days, mine and most everybody else’s. Let’s face it, pretty much any info you need is already out there on Google. Interviews never go away any longer. They just pile up and up and up for the rest of time. If people want to know something about a subject, they can just find it themselves. All that remains is control of the asshole yes/no switch.

Men også en del om Morrissey:

… His head (this is really weird, and I hope it doesn’t go outside the boundaries of taste) is enormous. It’s like a huge Charlie Brown parade float head. I walked into the bar to meet him and I saw this guy across the room with this massive head and I thought to myself, ‘Man, that’s one massive head’, and it was Morrissey.

P.S. – Morrissey har sex!

Tak til Abekongen for linket.

Gasolin’

I dag fik Gasolin’ filmen premiere, og jeg sidder netop nu og ser en gammel dokumentar fra 1972-73 på DR2, og det slår mig egentlig, hvilket beskedent band de er, uden de store floskuløse armbevægelser. De vil bare gerne leve af at spille og “køre den op med folk”, som Kim Larsen siger. Men, uden yderligere forsinkelser, her er min anmeldelse af Anders Østergaards “Gasolin'” for Citadel.

Danmarks største rockband har fået deres egen film, som vil få både hærdede gas-tvivlere og garvede fans til at flippe ud og gå i ekstase: “Gasolin’” er så overlegent begavet og bragende morsom, at der slet ikke er noget at rafle om: Her er en af forårets bedste film.

Det er utroligt glædeligt at se en så visuelt gennemarbejdet dokumentar, som skaber et selvstændigt filmisk udtryk og ikke giver de mindste mindelser om tv-avisens ’talende hoveder’. Det er ikke mindst instruktøren Anders Østergaards fortjeneste. Han har med denne film – og den meget opfindsomme ”Tintin et moi” – formået at nytænke dansk dokumentarisme på en meget personlig måde, hvor stoffet bliver til kunst uden at blive kedeligt.

Tværtimod, for “Gasolin’” er mere underholdende end et Spielberg-epos, takket være de gamle bandmedlemmer, som kan give en god røverhistorie fuld gas. Kim Larsen er lurendrejer og poet med et glimt i øjet, og han får stærkt modspil af Franz Beckerlees sarkastiske og underspillede kommentarer, mens Wili Jønsson er Willi Jønsson, når han er bedst. De mødes aldrig i filmen, men fortæller i levende nærbilleder, der suppleres med en genskabelse af København, da der var gang i Rabalderstræde og fest i Sofiehuset. Det er en lattermild og melankolsk rejse ind i fortiden, hvor blomsterbørnene konsekvent og kompromisløst udlevede de vildeste rockdrømme. Lige til at drømme med på.

P. S. Jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om Gasolin’s musik. Men jeg kan godt lide bandet.

Noget du bør vide

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var vild med L:Ron:Harald og hans Pornogangster, med hittet “Mæ og min kadett” og andre fine raps om modeller, der skal have ‘stiften i æ numsegaf’, bajere der skal drikkes og politifolk, der skal skydes. Det var – for mig at se – en sindssygt morsom parodi på amerikansk gangsterrap, ikke mindst N.W.A., hvis “Fuck tha police” fik en tur med “Knep e politi”. Grotesk tegneserievold og sex hele vejen, men også et eller andet sted et had-kærlighedsforhold til ønsket om at være en slemmer karl, kneppe damer og fyre den auf – noget de fleste raske drenge drømmer om, med de færreste får taget sig sammen til (deraf hadet). Ikke mindst fordi man bare ikke kan være gangster i Danmark og bevare sin selvrespekt. Vi ved jo godt alle sammen, at Jokeren slet ikke er en hustler fra Havenen, men sådan set bare Jesper fra Hillerød – og L:Ron:Harald hedder altså egentlig Lars og kommer fra Sønderborg.

Der var absolut intet i Pornogangster, der foreberedte mig på Noget du bør vide, som L:Ron udgav i 2004. Den virkelige Lars Jensen fik i 1995 en voldsom skizofren psykose og har været indespærret på den lukkede afdeling, hvor han har oplevet fejlmedicinering, selvmord og meget andet tragisk. Noget du bør vide er hans eget hudløst ærlige (et udtryk, der normalt er en kliché, men som her er brugt meget præcist) opgør med det psykiatriske system, der behandler patienterne som inventar – men også en kærlighedserklæring til de mennesker, som var der for ham, da han havde brug for det. Hvor “Pornogangster” stort set var løgn fra ende til anden, giver “Noget du bør vide” indtrykket af at være så sandt, som det nu er muligt at være for et kunsterisk udtryk.

Det hører med til historien at Lars Jensen hverken er en teknisk dygtig rapper eller en stor forfatter, men alligevel rammer ærligheden dybt. Når man når til hovednummeret “Tåren på min kind” – ja, så dugger det faktisk i øjenkrogene, og hvem havde troet at man skulle opleve det til en L:Ron:Harald-plade? Et eller andet sted er det helt ude i hampen, alt for meget og patetisk som The Cures værste øjeblikke, men alligevel virker det stærkt. Kald mig bare sentimental, men at der også er andre, der har det sådan, bevidnes af de mange positive indlæg på Gaffa-forummet (husk dog at springe alle de idiotiske indlæg fra en ‘Stolt Perker’ over – muhammeddebatten plager åbenbart også Gaffas forum). At en mand med så voldsomme følelsesmæssige oplevelser åbenbart har en umættelig trang for at være hård gangster kan man jo så spekulere lidt over.

Helt slemt står det dog ikke til for L:Ron:Harald. Til marts udgiver han en ny plade, med numre som “Æ fra Jylland” og “Hestepik”. Alt er ved det gamle – igen.

Vil du vide mere?
Læs dette interview med Lars Jensen om hans oplevelser inden for murene.