Måned: oktober 2002

“Markerne ved landsbyen er fulde af jordbær. Dér går han rundt, midt i krigen og spadserer og venter. Hvor længe han skal vente ved han ikke, men hver dag vokser de små bær en smule. De bliver rødere og rødere og han går langs de bittesmå skyttegrave hver dag, betragter de voksende frugter. Bærrene er endnu ikke modne og han er endnu ikke klar til at tage hjem. Men snart må han gøre det, plukke og drage mod nord. At spadsere er også en stiløvelse.”

“Omkring mig er en ugudelig larm, et rent inferno af hjul og stejle og diesel og røg og eger og asfalt og en gråhvid skandinavisk udsigt over vand, overrendt af broer (det mest støjende af alt: skandinaviske udsigter der vrænger af sig selv i vandspejlet), det er Danish Design på hovedet, det er den rå virkelighed, det er sved under trøjen og det er en gudsforherligende larm (ugudelige Mammon, den eneste ægte skaber) helt ind i knoglerne, helt ind i sjælen (forsvindende lille, som en megalomans mindreværdskompleks) og endelig, endelig vågner jeg og endelig, endelig sætter jeg farten op. Dette elsker jeg.”

“Og dette råbte vi dagen lang i skolegården: “Giv os skatten! Giv os den skat i sidder på! Giv os arven, giv os rigdommen! Lad det risle ud over os, alt det skønne I allerede har samlet op, og alle generationerne før jer, giv os det som får guldhornene til at blegne, som er mere værd end amter og kommuner og børnepleje og dagblade og radioaviser. Giv os hele historien og lad os få selv det store brag med. Giv os skatten!”

Men de svarede: “Nej, I sidder allerede på skatten. I har den allerede selv. I ved bedst selv. Vi vil ikke give jer noget. Bare vælg.”

Det gjorde vi så. Men de tog fejl: Vi havde ikke skatten. Vi havde ingenting og vi vidste ingenting. De gav os aldrig skatten og vi blev blanket af. Helt blanke er vi nu.”

“Trætheden i kroppen er som morgenurin hele dagen; gul, langsom, slidsom, fedtet, næsten klirrende i kummen. Kan man så også drikke trætheden væk? Min sidemand forsøgte, men resultatet blev ikke som ventet. Han blev gennemsigtig og forsvandt ned i glasset.

Trætheden er som vand; forsøger du at tilintetgøre den, opsluger den dig. Den skal simpelthen ignoreres. Ligesom morgenurin. Bare lad være. Tingene sker som de vil ske, alligevel, om det koster en blære eller to.”

“Du gav mig et kort. Det sidder i min kalender. Det viser mig vej, dertil hvor jeg skal hen. Målestokken er måske nok 1 tomme til 2000 mil, men jeg ser alligevel alt tydeligt. Herfra kan tingene overskues. Jeg folder kortet ud og finder vejen.”

“En lidt trind mand træder frem: “Socialisme er retten til at æde sig fed på andres bekostning”, siger han. “For mine behov er uendelige”.

En lige så fed kvinde stiller sig frem. Mødedeltagerne bliver urolige. “Det er kapitalisme også”, siger hun. “Bare man har penge til det.” Og det har vi. Mums. Og velbekomme.

“Denne side er ikke længere aktuel, vi beklager.

For dem, der er gået glip af indholdet kan vi meddele at da det blev tænkt var det såre aktuelt. Det er det desværre ikke længere og er derfor blevet fjernet. Vi beklager igen. Undskyld.”