Måned: marts 2003

“Nok om jagerbombere og bombehelikoptere og missilskydere og scuddermissiler og tvivlsomme disinformationer. Ét fakta: I dag rager solen ved middagstid op over den modsatknejsende tagryg. Derfor lyser den på mig. Svedende i solen kan jeg sidde, skrivende i solen kan jeg svede.”

“Jeg tænder ikke for fjernsynet i dag. Solen skinner. Vi går ud. Jeg vil ikke tænde. I opgangen, mens vi går ned, ligger en avis foldet sammen på en dørmåtte. Jeg kan se ordet ”BAGDAD” med store typer, men ikke læse mere. Jeg vil ikke tænde. Vi går ud i solen. Himlen er så smuk. Himlen er endda blå. Jeg vil ikke tænde. Men da jeg kommer hjem, så tænder jeg alligevel. Jeg sidder her i sofaen endnu.”

“Et ønskebarn, skabt af andres ønsker. Hvornår må jeg skabe mig selv?”

“Der skal vel være noget om krigen, skal der ikke? Nu er den jo på vej og så skal den ind på nethinden, ind på synet, ind på bevidstheden overalt hvor man er. Men krigen har jo varet så længe. 4000 år er vel ikke for højt sat.”

“Det amerikanske flag? Her? Jeg undrer mig. Jeg har været på denne gade så mange gange før. Jeg vidste ikke at det var her. Jeg vidste ikke at dette var Dag Hammerskjölds Allé. Ikke nummer 24. Ikke denne allé. Ikke her. Men dér er den, med stars’n’stripes og tykke mure og en vagt og det hele. Mærkeligt jeg ikke har set den før, på mine vandringer fra 1993 og frem. Hvem var det der gemte sig? Ambassaden eller mig?”

“Kedsomme overvejelser:

Begrænsningen i en historisk forståelse der hæfter sig ved datoer, kongerækker, detaljer, paratviden. Kedsomheden ved en historieforståelse der ikke ser det vedkommende i det anekdotiske.”

”Han var en af disse digtere for hvem det var en lykke at man ikke længere behøvede at rime. Skulle man det, kunne han nemlig ikke.”

Jeg vil være de gratis meningers mand.

Sige: “man skal give til dem, som har mindst” – vel vidende at andre nok skal betale mine regninger.

Sige: “man skal snakke om tingene, og ikke lave krig” – vel vidende at hvis nogen vil banke mig i stedet for at snakke, så kommer politiet – eller min far.

Sige: “i sidste ende er jeg anarkist, som alle fornuftige mennesker med hjertet på rette sted” – vel vidende at anarkiet aldrig kommer, for det får det ikke lov til. Og gudskelov for det: ægte anarki er ondskab.

Sige: “det ville nu være bedre hvis vi alle kunne flyve hvorhen vi vil” – vel vidende at tyngdekraften nok skal klare resten.

Sige: “vi behøver da ikke krig lige nu” – vel vidende at hvis behovet for krig virkeligt kommer, så bliver det ikke mig der ryger på slagmarken.

Sige: “verden burde være sådan og sådan, mere retfærdig og bedre i det hele taget” – vel vidende at jeg aldrig får nogen indflydelse og i øvrigt heller ikke er interesseret i det. Jeg gider nemlig ikke al det besvær.

Egentlig vil jeg bare helst have rene hænder. Og det får jeg, fordi andre er villige til at gøre deres beskidte på mine vegne.

“Vi er alle mumlende munke, talmudfortolkende skriftkloge, Ezekiel-seende, Baphomet-forstyrrede håndspålæggere, synske præster og skæve filosoffer, der råber (for os selv med munden lukket, insisterende, krænket): “Verden er til, lige præcis som jeg ser den!”

”Man siger at hjernen opbevarer alt som erfares.

Gør den det, kan intet mistes (evigt ejes kun det tabte).

Gør den ikke, kan alt.

End ikke det tabte får vi da lov at beholde.”