Måned: september 2003

“En ærgerlig ting er hvis der ikke er nogen som gider kysse én. Det er da synd. Men noget helt andet er hvis man slet ikke tør spørge dem, af rædsel for at de siger nej – eller måske ja.”

En ven sagde: “At ville være kunstner handler mest om at ville have en behagelig dagsrytme.”

“Datoerne går for hurtigt til at min hjerne kan følge med. Nogen er ikke in tune med kalenderen. Alt det vil heldigvis blive ændret, når min nye hjerne kommer fra fabrikken. Den er bestilt, beløbet er betalt per VISA. Nu er det bare at vente.”

“Den eneste vej til noget som helst meningsfyldt er hårdt arbejde. Belønningen er ikke det du får, men fuldbyrdelsen af den lange vej det tog at komme dertil.”

Satirehjørnet (en stiløvelse):

“Lokal borger skuffet over ikke at være noget særligt”

35-årige Flemming Bager fra Randers fik sig igen i går en slem overraskelse, da han tilfældigvis åbnede sit leksikon, og kom til at læse noget han ville ønske han ikke havde læst.

“Jeg sad bare og kedede mig. Mit fjersyn er gået i stykker, så jeg bladrede lidt i det Lademanns-leksikon min bedstemor købte til mig på afbetaling. Og der stod det sort på hvidt: Mennesket deler det meste af sine DNA-koder med bananfluen.”

Flemming viser tydelig ophidselse. Han ser sørgmodigt over på den imiterede maghogni-reol, hvor de 20 bind står linet op i læder.

“Jeg blev ærligt talt temmelig skuffet. Det er jo ikke fordi jeg tror på reinkarnation eller en gammel mand med hvidt skæg eller noget i den stil. Men et eller andet. Og så er vi i virkeligheden bare avancerede bananfluer.”

Flemming rejser sig. Denne gang er han blevet gået for nær.

“Man burde kunne gøre noget ved det. Nogen burde gøre noget! “Her gik man og troede at man var noget særligt. Og det viser sig at det er man slet ikke. Og det er fandme en gang pis fra Djævleøen!”

Satirehjørnet (en stiløvelse):

“Lokal borger skuffet over ikke at være noget særligt”

Den 35-årige Flemming Bager fra Randers fik sig en slem overraskelse forleden, da han fik et brev fra kommunen.

“Jeg blev så glad”, forklarer Flemming. “Det er så sjældent jeg får breve, og selvom det er fra kommunen så kan det jo være meget rart at der er nogen som husker på én. Man har jo så travlt med familien og så er det rart at få nyt udefra.”

Men da Flemming åbnede brevet blev han langtfra glad. Faktisk blev han ked af det.

“Det var en generel skrivelse til alle borgerne i kommunen. De beklagede at økonomien var så dårlig at de var nødsagede til at sætte skatten op fra næste år. Og skære i ydelserne. Men de forsikrede at de ville gøre alt for at bevare den gode stemning.”

Flemming viser brevet, som ærligt talt ser noget standardiseret ud. Underskriften fra borgmesteren er tydeligvis printet. Flemming ryster på hovedet og fortsætter:

“Nu kender jeg jo faktisk Hanne, som sidder i kommunens postkontor, og det undrer mig at hun ikke giver en hilsen eller noget i den stil. Hun burde jo vide at det er mig. Og jeg har jo stemt på dem derinde, nogen af dem i hvert fald. De kunne godt hilse.”

Flemming rejser sig og virker ophidset. Han er vred på kommunen. Ikke bare for at kræve flere penge ind, men mere over den måde det er gjort på. Det virker så upersonligt. Og så kunne Hanne i øvrigt godt hilse.

“Her gik man og troede at man var noget særligt. Og det viser sig at det er man slet ikke.”

Satirehjørnet (en stiløvelse):

“Lokal borger skuffet over ikke at være noget særligt”

Den 35-årige Flemming Bagger fra Randers fik sig en slem skuffelse forleden, da han tilfældigvis faldt over en statistik i Jyllands-Posten. Det viste sig nemlig at lidt over 75 % af danskerne har hilst på dronningen.

“Jeg blev godt nok lidt skuffet, det må jeg sige”, udtaler Bagger. “Her gik man jo og troede at det var noget specielt da dronning Margrete II kom til byjubilæet. Ja, jeg stod jo hele dagen med familien nede på gågaden og ventede på at synge “dronning, dronning, kom nu frem, ellers går vi bare hjem.” Og da hun så kom var det en stor glæde. Vi trykkede hende alle sammen i hånden. Mine to døtre var så glade og stolte. De fortalte det til alle i skolen.”

“Men nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige til Lise og Anna”, fortsætter Flemming Bagger og tager en tiltrængt slurk af sin kop kaffe. “Det viser sig jo at 75 % af danskerne har hilst på dronningen. Sådan når man regner det hele med. Jeg mener, det er jo et lille land og hun kommer jo en del rundt til jubilæer og så videre. Og kongeskibet og sådan. Men alligevel, 75 procent!”

Flemming kigger tomt ud over markerne. Han er tavs i et stykke tid. Han tørrer en tåre væk.

“Her gik man og troede at man var noget særligt. Og det viser sig, at det er man slet ikke.”

“Blommen i et æg er gul og lugter af bræk.”

“Besværet ved at læse Hitler-biografer (her på endnu en årsdag): Manden er jo komplet idiot. Én ting er at være en ondskabsfuld satan, det kan man da forstå, noget andet er at være totalt utilregnelig. Fuldstændig uden mulighed for rationel indlevelse.”