Jeg, en fattiglus

For 117 gang kørte Poul Friis på P1 en historie om, at der er fattige i Danmark – og at der underforstået skal en statslig indsats til for at ‘trække folk ud af fattigdommen’ og – lad os aldrig glemme det, og slå korsets tegn mens vi udtaler de besværgende ord – ‘bevare sammenhængskraften i samfundet’. Velfærdsforsker Bent Greve fra RUC var i studiet og fortalte, at et stort antal danskere befinder sig under fattigdomsgrænsen – på P1’s side står der 6 pct, selvom der i udsendelsen bliver sagt 10 pct. Det gik med rædsel under udsendelsen op for mig, at jeg – jeg, den onde kapitalismeelsker – er et fattiglem, en fattiglus, der skal have hjælp og lindring. Hvorledes? Hør her…

Der er tale om relativ fattigdom, idet fattigdom simpelthen af EU er defineret som en indkomst på under 60% af medianindkomsten. Det ses hurtigt, at dette fattigdomsbegreb reelt ikke kan bruges til noget som helst: I ethvert samfund med en vis spredning af indkomsten, vil der således ifølge EU være fattige, om så alle kører i Mercedes og får ægte kaviar til morgen, middag og aften. Dette er naturligvis meningsløst, og Bent Greve kom da også med forklaringer om, at fattigdom i Danmark skulle bestå i, at man ikke kom så tit i biografen eller ikke kunne få rødt kød på bordet hver dag – lidt ligesom den Red Barnet undersøgelse, der viste at 200.000 børn i Danmark var berørt af fattigdom, dvs. at deres forældre ikke havde råd til at tage dem med til Eurodisney en gang om året (ok, det er skåret hårdt, det kan også dreje sig om manglende tandlægebesøg og lignende). Og det siger de i fuld alvor i en verden, hvor tusindvis af mennesker dør hver eneste dag af mangel på rent drikkevand. Det giver unægteligt en dårlig smag i munden – men ikke over at der skulle befinde sig fattige i Danmark, snarere over, at man overhovedet tør kalde dem det.

De tåbelige fattigdomsbegreber udelukker dog ikke, at der kan være egentligt fattige i Danmark. De relative begreber siger bare ikke noget om det. Vi må se på det absolutte tal, det egentlige rådighedsbeløb, altså de penge, der er ’til overs’ når faste udgifter (husleje, forsikring og skat) er betalt: til dagligt forbrug: mad, tøj og forlystelser. Ifølge arbejdspapiret fra Socialforskningsinstituttet Social eksklusion i Danmark 1976 til 2000, blev fattigdomsgrænsen i år 2000 sat til kr. 2.500 per husstandsmedlem. I 1986 var det kr. 1.500, så vi må regne med, at det i dag er i nærheden af de 3.000 kroner (da priser m.m. er steget). Det er da et tal, man kan forholde sig til. Under 3.000 til rådighed, og du er fattig.

Bliver man så fattig af kun at have 3.000 til rådighed om måneden? Jeg gennemgik mine regnskaber, og det fremgår at jeg i løbet af den sidste måned har brugt kr. 2.500, sådan cirka, på rådighedstingene. De 2.500 svarer meget godt til hvad jeg har til rådighed hver måned – og har haft de sidste 13 år af mit liv, omregnet til datidens penge (bortset fra en kort periode hvor jeg arbejdede i DR og tjente kassan). Jeg er altså fattig og har været det i mange år.

Men hvad fik jeg fattiglus så for de penge? Tja, ganske vist lever jeg ikke ekstravagant og køber ofte ind i Netto – men ofte går jeg nu også i Føtex. Min kæreste og jeg spiser nogle gange nødtørftigt, men ofte godt: i den sidste måned har vi fx haft råd til både stenbidderrogn, andebryst og pizzaer fra vores lokale (glimrende) pizzaria. Ikke ligefrem fattigt, hvis du spørger mig. Vi har også været i biografen et par gange – og så blev der vist egentlig også råd til to (2!) sommerhusture her i perioden – med lækker mad, vin og søde sager (der var dog gratis transport den ene af gangene). Og alt det for kun 2.500 kroner.

Hvis jeg er fattig, må du kalde mig for Mads. Alligevel er jeg en af dem, Bent Greve mener skal have særlig hjælp og tilskud, for at hjælpe mig ud af fattigdommen. Jeg glæder mig allerede til checken kommer. Det skal blive dejligt at få stenbidderrogn igen – det smager så godt! Velfærdsstat, hvor er du, når jeg virkelig har brug for dig?

Kingdom of Heaven

Ridley Scotts nyeste episke-sværd-epos. Ja, ja, mine ledsagersker kedede sig bravt, og de danske anmeldelser har været lidt blandede, men jeg havde faktisk en rigtig god oplevelse (på decideret lunkne forventinger, det skal dog også med). Jo, der er sindssygt mange floverter i plottet (især i starten), skurkene er bovlamt dumme, og moralen slås ind med syvtommersøm. Men alligevel – alligevel – er der to ting som for mig går rent ind:

Det første er billederne. Der er ingen i filmens verden i dag, som laver større billeder end Ridley Scott – i scenerne ved tempelherrerborgen Karak, hvor korsfarerhæren og saracenerne for første gang mødes, er vi helt oppe på Gladiator-niveau. Det er simpelthen storslået, åndenødsfremkaldende.

Det andet, og endnu mere vigtigt, er den emotionelle kerne, hele ‘ridderromantikken’ om man vil, omkring hvad det vil sige at være en ridder og en retfærdig mand, og hvordan det gode bestemmes af handlinger og ikke overbevisning eller religion: her er der faktisk nogle ting på spil, som er betydeligt mere interessante end Gladiators hævn-tema. Jeg vil godt medgive, at de store etiske dilemmaer ikke kommer helt op at ringe med Orlando Blooms Balian-karakter og at plottets mekanismer er unødigt hårdtslående, men ellers fungerer det faktisk rigtig godt og til en lille klump i halsen, hvis man er i det romantiske hjørne og lader sig rive med af billederne. Men se den for Guds skyld i biografen!

Roger Ebert er begejstret og har fat i et par gode pointer. New York Times er mindre glade.

Kaffeklubben har en anmeldelse.

[“Kingdom of Heaven”. Inst: Ridley Scott. Manus: William Monahan. Medv. Orlando Bloom, Liam Neeson, Jeremy Irons, m.fl.]

Enden er nær II

Enden er naturligvis endnu mere nær, når det forlyder at Krager overfalder tudser. Tusindårsriget hvor Løven Ligger med Lammet (eller hvad de nu gør) virker længere væk end nogensinde. Det er tegn på De Sidste Tider, når dyr sådan overfalder dyr og får dem til at eksplodere! Har de slet ikke hørt om dyrerettigheder?

Besættelseslitteratur

I forbindelse med et filmprojekt har jeg sammensat en lille, meget selektiv liste over litteratur (både skøn- og historisk) om Besættelsen 1940-45, som jeg synes er værd at læse. Den er skrevet til en pjece til biblioteket, så den er ment til den interesserede, almene læser. Du er meget velkommen til at give dit besyv med om dine yndslingstitler (eller hadetitler…)

Besættelseslitteratur

I modsætning til på filmområdet er omfanget af litteratur om besættelsen helt uoverskueligt: Snart hver en lille afkrog af Danmark har fået sin egen krønike med historier fra modstandskampen, og modstandsfolkene har selv været særdeles aktive både med at indsamle beretninger, og med at skrive deres selvbiografier. Indenfor historieforskningen har besættelsen og dens mange både militære, politiske og økonomiske aspekter fremkaldt et væld af litteratur, og strømmen fortsætter den dag i dag. Et overblik kan derfor ikke andet end skimme overfladen på den enorme mængde litteratur, og der opfordres til at man søger på egen hånd – både hos biblioteket, på Internettet og fx i Frihedsmuseets omfattende arkiver.

Læs videre “Besættelseslitteratur”