Måned: august 2005

De britiske anmeldere kalder Thomas Vinterberg og Lars von Triers Dear Wendy ved det rette navn: Et makværk, som aldrig skulle være lavet. De hæfter sig især ved manuskriptet, som rigtignok er filmens achilleshæl – men det er nu ikke det eneste der er galt, efter min mening. Det afsluttende shoot-out, der vistnok skal ligne noget fra en Peckinpah-film er simpelthen pinligt dårligt og minder snarere om en lavbudget tv-serie fra 70’erne. En kæmpe skuffelse, for at sige det mildt, selvom der naturligvis er et par gode detaljer – primært dandy-romantikken i filmens midte, der er opløftende og sjov. Resten er bras af ‘Goddaw Do’-skuffen.

De danske anmeldelser har været blandede, og mine kammeraters reaktioner var også vidt forskellige, men jeg synes i grunden, at Romeros fjerde (og sidste?) film i zombie-serien var ret vellykket. Ok, den har et ulogisk plot, nogle lidt fjollede karakterer og en slap slutning, men zombiescenerne er fede og stemningen virkelig godt ramt – et sted mellem det uhyggeligt dystopiske og tyggegummiagtigt overdrevne. Dennis Hopper er rigtig fed som Kaufman, den griske leder af en menneskelig ø midt i zombie-havet, og faktisk ser vi alt for lidt til ham – jeg ville næsten hellere se en film om ham end om de lidt fjollede heltetyper, der skal gøre det af med de levende døde.

Hele serien er – som Romeros andre film – desværre præget af en ret træls civilisationskritik, som man har hørt så mange gange før, at det er ved at blive decideret latterligt – og det er tydeligt, at dens struktur efterhånden er så indarbejdet i populærkulturen, at man slet ikke behøver at argumentere nærmere for den: det er bare naturligt, at det er sådan verden hænger sammen. Det er selvfølgelig noget med det slemme forbrugersamfund og den grimme storkapitalisme (“Kaufman”=”købmand”, get it?), der gør os alle til zombier, eller noget i den stil. Denne gang er globaliseringsdiskursen rigtig igang på særligt åndssvag vis, med hentydninger til terrorisme, jihad og den onde, racistiske hvide mand, der ikke vil lukke ‘fejlfarverne’ ind i sit paradis. Vi ser, at Kaufman sender sine drenge ud i zombieverdenen for at hente forsyninger (ligesom når Shell er i Afrika, get it?), så de kan bringe dem tilbage til storbyen, hvor han kan sælge dem med fed fortjeneste (ligesom Nike, get it?) – ja, storbyen er endda delt op i en underklasse af … ja, de laver så ikke rigtig noget, men de skal nok forestille en arbejderklasse … og en overklasse, der uvist af hvilken grund har penge til at leve inde i et slags Fields-agtigt storcenter, som Kaufman bestyrer.

Problemet med hele denne model, der skal forestille forholdet mellem ‘de rige’ og ‘de fattige’ i den globale verden, er, at der ikke er nogen som arbejder. Værdierne kommer – som globaliseringskritikerne også ofte synes at forestille sig – dumpende ind af vinduet hos den vestlige verden i fuldt færdig form. Men hvordan kan det så egentlig være, at nogle af dem er rige og nogle af dem er fattige, når ingen af dem laver noget? Vi ser børsmægleragtige typer gå rundt, og en masse andre ‘jakkesæt’, men hvilken storkapital er det egentlig de arbejder for, når verden er brudt sammen og der kun er zombier tilbage? Kaufman holder ‘arbejderne’ hen med brød og skuespil, men hvad er det egentlig for værdier de skaber til ham, når alt hentes ind fra zombieverdenen? Hvorfor har han brug for dem, og hvori består udbytningen? Modellen virker ikke helt gennemtænkt – og fungerede betydeligt bedre i Dawn of the Dead – og det skæmmer filmen, der ellers byder på nogle prægtige zombiescener og god spænding. Men den sidste prik over i’et i ‘zombie’ bliver det næppe.

Denne film fik premiere forleden, og vanen tro smider jeg lige min anmeldese fra Citadel på nettet.

UNIVERSETS SIDSTE DAGE

Universets sidste dage er noget så eksotisk som et thailandsk-japansk drama, hvor der for at gøre forvirringen total, tales gebrokkent engelsk. Resultatet er heldigvis ikke så rodet, som det lyder, men har i stedet en særegen dragende stemning og makaber humor.

Kenji er en japaner i eksil i Thailand, og hans indestængte bogorme-sjæl har så desperat brug for en pige, at det skriger til himlen. Hun dukker op i form af hippie-rodehovedet Noi, der lige så desperat har brug for en mand, som kan få lidt orden på hendes kaotiske liv. De to umuliusser er hinandens bedre halvdele, som det skal være i sand kærlighed – men de er lang tid om at opdage det, for nogen charmetrolde er de ikke ligefrem. Det er ikke en historie, der opfinder den dybe tallerken, men når suppen koges på thailandsk citrongræs, og vi får en gang japanske wasabi-gangstere oveni, bliver den til gengæld fyldt med en fin og forfriskende smagsoplevelse.

De smukke billeder er skabt af den australske mesterfotograf Christopher Doyle, der er alle steder, hvor det rør sig i asiatisk kunstfilm. Hans billeder er der god brug for, for plottet bevæger sig i eksplosive spring med lidt for lange pauser imellem. Det er en finte, som nogle gange virker sjov og overraskende, men andre gange bare forceret, og instruktør Ratanaruang virker ikke helt sikker på, hvad han skal fortælle, og hvad han skal udelade. Men helheden fungerer fint, og under alle omstændigheder er der godbidder nok til at tilfredsstille appetitten.

(“Universets sidste dage”. Instruktion: Pen-Ek Ratanaruang. Medv. Tadanobu Asano, Sinitta Boonyasak.)