Måned: november 2005

Gæsteindlæg af Caroline Nellemann, stud.scient.soc.

ENDNU engang sidder jeg tilbage med en følelse af frustration over den kvælende enighedskultur, jeg konstant møder i den akademiske verden.

Som studerende tog jeg forventningsfuld af sted til konferencen New Media in the Middle East på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet den 31. oktober til 1. november. Jeg håbede der ventede mig en fordomsfri og pluralistisk debat om medierne i Mellemøsten, men blev slemt skuffet.

Der manglede ikke interessante oplæg, men der var en klar tendens til at oplægsholderne og deltagerne var rystende enige om, at USAs og Israels politik generelt er imperialistisk, at Irak-krigen var en stor fejl og at globaliseringens strømninger fra Vesten kun fører til McDonaldisering og pornoficering af samfundet, tab af moral og oprindelig identitet.

Som studerende på et dansk universitet kom disse fordomme – desværre – ikke som en overraskelse. For det er faktisk alt hvad jeg har lært gennem min studietid: Det er altid Vestens (især USA og Israel) og »den nye regerings« skyld. Jeg blev på konferencen blandt andet præsenteret for udtalelser om Præsident Bush som »stupid« fra en amerikansk oplægsholder efterfulgt af latter og positive tilkendegivelser fra forsamlingen. For hvem ville dog anfægte dét udsagn?

Til konferencen havde arrangørerne inviteret Mirjam Gläser fra den uafhængige organisationen, The Middle East Media Research Institute (MEMRI), der har til formål at oversætte en række medier i Mellemøsten, hvorefter materialet er tilgængeligt på deres hjemmeside.

Gläser belyste ud fra en række eksempler på, hvordan arabiske medier spiller på offermentalitet og antisemitisme. Så snart oplægget sluttede og spørgerunden begyndte, var der en oprørt, emotionel stemning i salen. Destruktive kommentarer regnede ned over Gläser, og antydede blandt andet, at hun havde skjulte motiver eller interesser.

På et tidspunkt måtte ordstyreren Mehmet Ümit Necef gribe ind og sige fra overfor flere personlige angreb fra forsamlingen. En stor del af kritikken gik ikke på substansen i oplægget, men på terminologiske ligegyldigheder som »semitismes« betydning som en samlet betegnelse for de semitiske sprog, der således også inkluderer arabisktalende.

Derfor blev antisemitisme med reference til jøder sammenholdt med antizionisme, og der blev derved sat lighedstegn mellem jøde og zionist – og er du zionist er du i mod os.

Der blev sat tvivl ved sagligheden ved Gläsers metodiske tilgang: Var det overhovedet muligt at udlede noget som helst ud fra en så selektiv metode? Repræsenterede de valgte eksempler ikke blot en ubetydelig del af det samlede mediebillede? Og i øvrigt havde israelske og vestlige medier ikke racistiske udtalelser og illustrationer af arabere?

Det interessante er imidlertid, at Jakob Feldt fra Center fra Mellemøststudier tidligere havde holdt et lige så sagligt oplæg om israelsk identitetskonstruktion ud fra en enkelt dokumentarserie fra israelsk tv. Ikke en eneste fra forsamlingen stillede spørgsmålstegn ved Feldts metodiske tilgang som var identisk med Gläsers.

Det er åbenbart i orden at forholde sig selektivt til israelske medier, men ikke at gøre det samme i en arabisk kontekst. Alt i alt en beskæmmende oplevelse, hvor følelser og forudindtagede meninger trådte i stedet en frugtbar, akademisk dialog om de arabiske mediers rolle for den arabiske identitet.

Oplevelsen har desværre endnu engang bevist, at jeg er studerende i et meget ensidigt, konsensussøgende, akademisk miljø med en forfærdelig masse rygklapperi, hvor der ikke er plads til meninger ud over, hvad der per definition er politisk korrekt.

Problemet er at det bliver taget for givet, at alle har den samme holdning. Ikke blot er det ufrugtbart, men også farligt idet det isolerer en hel gruppe vigtige forskere, undervisere, studerende og mediefolk i et forum, hvor stemmer der har en modsat holdning ikke er velkomne.

Der er ikke plads til dem der støttede krigen i Irak, stemmer til højre for midten eller på anden måde træder uden for den kvælende enighed. Velkommen til den danske akademiske virkelighed.

[Også bragt i Weekendavisen, 11. november 2005]

Så er der en bog om Frevert-sagen – kun lidt over en måned efter skandalen. Må den koste hende mange stemmer til kommunalvalget.

Det kan ofte være en god idé at opsummere de gode (eller knap så gode) pointer, før diskussionstrådene bliver alt for lange. Spørgsmålet der rejses, dukker ofte op, når – især europæere – diskuterer uddannelse. Kan uddannelse privatiseres? Vil det føre til, at de fattige ingen uddannelse får, hvis de selv skal betale for den?

Jeg forudsætter, at vi har fælles mål med diskussionen. Alle jeg kender går ind for uddannelse til alle, som har evner for det, og ingen mener, at det bør være en hindring for et kvikt barn at komme på universitetet, at barnet kommer fra de lave sociale lag. Spørgsmålet er imidlertid hvilket uddannelsessystem, der er bedst til at sikre de bedste muligheder for flest mulige mennesker?

Umiddelbart virker det indlysende, at et offentligt administreret og finansieret system bør være det rette: Her gøres ikke forskel på folk, og alle har lige muligheder. Men det gælder kun tilsyneladende, for selv i et land som Danmark, der om noget burde have lige muligheder for uddannelse, kommer 1 ud af 3 børn aldrig videre end folkeskolen. Næsten alle sammen har forældre, som heller ikke har nogen uddannelse. Faktisk er Danmark et af de lande, hvor man i allerhøjeste grad reproducerer sine forældres sociale position: Er du barn af arbejdsløse ufaglærte bliver du sandsynligvis også selv arbejdsløs ufaglært, er du barn af akademikere bliver du sandsynligvis også selv akademiker. Der har kun været meget begrænset social mobilitet i de sidste 30-40 år, siden velfærdsstaten blev indført, og det kommer ikke til at blive bedre i fremtiden: De ressourcestærke vil ikke i længden finde sig i en middelmådig folkeskole, og stikker af til de private.

Der er naturligvis en lang række grunde til den manglende mobilitet, både kulturelle, pædagogiske og økonomiske – vigtigst af disse er nok reformpædagogikkens tendens til at reproducere og belønne middelklassens kultur frem for almene kundskaber, og de manglende økonomiske incitamenter til at tage en uddannelse. Der kan være mange forskellige løsninger på dette, men eksemplerne fra Danmark må gøre det klart, at der ingen nødvendighed er i at et offentligt, velfinansieret, støttesystem sikrer uddannelse til alle – tværtimod. Eksemplerne med offentlige uddannelser i andre lande gør kun ondt værre, for selvom der fx i et land som Bolivia faktisk tilføres betydelige offentlige midler til uddannelse, også på universitetsniveau, så lider hele sektoren af de klassiske offentlige problemer – mangel på muligheder for at stille de ansvarlige til regnskab: Fx afleverer universiteterne i Bolivia intet regnskab for de enorme beløb de modtager. Stilles der krav om regnskab, går universiteterne i strejke, fordi de ikke vil kontrolleres (men gerne have penge). Manglen på accountability med et fint ord – muligheden for at stille de ansvarlige til regnskab for dårlige beslutninger – er den offentlige sektors indbyggede problem i det meste af verden, og fænomenet præger også i udtalt grad de nordiske lande, selvom det er mindre her. Men ikke engang her virker den offentlige model efter hensigten, at give alle lige muligheder. Desværre, kan man næsten sige, for hvad gør man så?

Det private system har det, som det offentlige mangler, nemlig accountability (et mundret dansk ord ønskes, tak!). Leverer skolen, gymnasiet, universitetet ikke det jeg efterspørger, så går jeg et andet sted hen med mine penge. De dårlige institutioner vil dø ud med tiden af mangel på ressourcer, mens de gode vil blomstre. (Logikken er som bekendt en anden i det offentlige: leverer en institution ikke varen, så skal den have flere penge. Det er det modsatte af accountability, det er at belønne inkompetence). Dette er naturligvis et alt andet lige argument, for der findes også dårlige private skoler (man kunne fx pege på de religiøse skoler i Pakistan), men vi bliver nødt til at forudsætte, at folk som helhed ønsker god uddannelse, for ellers er der hverken mening i det private eller det offentlige system.

Logikken for det private holder altså, for dem som har penge til at betale, det kan der ikke være nogen tvivl om. De amerikanske betalingsuniversiteter er konsekvent de bedste i verden, og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er den rent private, profitorienterede finansiering, som gør dem konkurrencedygtige. Men hvad med de fattige, som ikke har råd? Skal de så ikke have muligheden?

1) For det første må man påpege, at i et privat system vil skolerne konkurrere om at tiltrække de bedste elever, også selvom de er fattige. Der vil derfor være et stort udbud af stipendier til mindrebemidlede, men dygtige elever. Erfaringerne fra USA bekræfter dette: Det kan faktisk lade sig gøre at komme fra Crown Heights til Harvard, selvom det naturligvis alt andet lige er sværere end at komme fra Orange County til UCLA. Jeg benægter ikke, at de fattige står overfor langt større både sociale og økonomiske udfordringer i uddannelsessystemet – jeg benægter derimod, at et offentligt system skulle være specielt gavnligt til at afhjælpe problemet.

2) For det andet kan man måske stille spørgsmålstegn ved, hvor dyrt det egentlig er at blive uddannet, og hvor svært det egentlig er at skaffe pengene. Naturligvis, hvis du skal på Harvard, jamen så koster det mange penge, men mindre kan vel også gøre det. Jeg har set eksempler på fattige mennesker i Bolivia, som det faktisk alligevel lykkedes at sende nogle børn på universitetet, gennem hårdt arbejde, planlægning og sparsommelighed. Om der har været en større eller mindre del af offentlig medfinansiering skal jeg ikke kunne sige i disse tilfælde, men de er beviser på at det kan lade sig gøre, selv i et land som Bolivia, hvor det er næsten umuligt at optage et lån. I mangel på offentlig finansiering vil låntagning være det mest almindelige grundlag for en uddannelse – men netop låntagning er et stort problem for fattige i ulande: Der lægges dem meget aktivt en række hindringer i vejen af systemet. Man må derfor forestille sig, at mulighederne bliver langt bedre, når (hvis) lovreglerne er forenklede, så man får langt bedre muligheder for at få anerkendt sin private ejendom, opspare kapital og optage lån, og hvis det enorme bureaukrati i det hele taget bliver forenklet. I denne forbindelse er det måske værd at påpege, at de fine danske folkehøjskoler indtil for nyligt alle var privat ejede og ofte startet på initiativ af bønderne selv (i dag omklamres de som bekendt af offentlig finansiering og vil snart uddø). Folk både vil og kan uddanne sig – hvis de får lov.

3) For det tredje skal det naturligvis siges, at der intet som helst galt er i at hjælpe mennesker, der gerne vil uddanne sig, men som af forskellige grunde ikke kan finde pengene. Der er en lang tradition for filantropi i denne henseende (indtil den blev mistænkeliggjort ud fra en misforstået klasseanalyse), og den bør fortsætte. Der er ingen grund til at tro, at danskere, der er villige til at betale 70 % i skat, bare for at hjælpe ‘de svage’, ikke også vil være indstillede på at give noget frivilligt. Fordelen ved den frivillige finansiering er ydermere, at der er langt stærkere accountability indbygget i modellen. Så mange penge behøver det i øvrigt heller ikke koste. Min kæreste og hendes søster er ved at oprette en fond, der skal støtte to kvikke fyre de mødte i Ghana, så de kan komme på universitetet. Det er sådan set ikke mere end et par 1000 kroner om året, og det tror jeg let vi skaffer. Til stor glæde for dem – og for os.

Skal vi ikke slutte med et par ord af Grundtvig? Det tror jeg vist nok vi skal, for nu at blive helt rørstrømske. Hans ord om det gode i at “få har for meget og færre for lidt” citeres tit som et argument for statslig omfordeling, men man glemmer hvad der står i en anden gammel sang:

Kærlighed alt sit udretter,

som nødvendigt men dog frit,

flytter frit, hvad loven sætter:

skellet mellem mit og dit