Dinosaurstøtten

Vi får ellers tit at vide, at bibliotekspengene (og støttesystemerne generelt) skal sikre den smalle og nye litteratur, så den ikke bliver løbet over ende på det farlige, farlige, frie marked. Men faktisk går bibiotekspengene mest til de gamle, etablerede forfattere, der har hundredevis af eksemplarer stående på bibliotekerne rundt omkring i landet – selvom de faktisk aldrig bliver udlånt. Fx bliver mange af Rifbjergs romaner kun udlånt 10 gange i alt om året på landsplan, men alligevel står de i hobetal og samler støv på hylderne – og bibliotekspenge til Rifbjerg. Der står måske 200 eksemplarer af en roman som “Brevet til Gerda”, når man ret beset kunne klare sig med ét.

Det er jo ellers meningen, at pengene skal gives som kompensation for tabt fortjeneste ved (det fraværende) salg af bøgerne, men selvom Rifbjerg får kr. 477.000 i bibliotekspenge om året, får folk som Ejersbo og Helle Helle kun omkring 20.000, selvom deres bøger udlånes langt oftere. Problemet er naturligvis, at støtten gives per eksemplar, i stedet for per udlån. Det burde være omvendt. Men – puha – så kommer det jo til at ligne det onde frie marked, hvor der – som vi alle ved – ikke er plads til ung, eksperimenterende litteratur, som fx Ejersbo eller Helle Helle. Godt, at vi i det mindste har statsstøttten til forfatterne, når det er helt umuligt for dem at klare sig på markedsvilkår, fordi staten gratis udlåner de bøger, folk ellers ville købe i hobetal! Eller taler vi snarere om, at staten med tilskud endnu engang ‘løser’ et problem, som staten selv har skabt?

Flaget der viste alt – og alligevel ikke

Så er jeg tilbage efter en dejlig ferie i Eilat ved Det Røde Havs munding i Israel. Det har været en fin tur, som jeg skriver mere om ved lejlighed. Jeg vil bare lige gøre opmærksom på en lille detalje, der i lyset af Muhammed-kontroversen (gider vi høre mere om den? Det kommer vi til), efter min mening fortæller alt om den arabiske verdens selvbillede, og vores billede af dem. Detaljen kommer her:

Eilat er en rigtig ferieby med Las Vegas-agtige hoteller, forlystelsespark og badestrand, klemt inde på en lille stribe land mellem Egypten til den ene side og Jordan til den anden. Det lader man sig nu ikke mærke med i Eilat, men lever livet som man vil, afslappet og glædeligt. Ikke noget med store militærpatruljer og hvinende sirener. Her tager vi det afslappet. Lige ved siden af Eilat ligger på den jordanske side af grænsen byen Aqaba, der også er en ferieby med hoteller og forlystelser og falaffel-fabrikker. Byen minder i et og alt om Eilat og lever af nogenlunde det samme – nemlig turisme. Alligevel våger der over Aqabas havn et ENORMT jordansk flag, der er synligt overalt i Eilat, eller hvor man måtte befinde sig langt ned at kysten. Og når jeg skriver enormt, så er det virkelig enormt. Det vil sige 136 meter højt – så højt at det skal have advarselslampe på, for at flyene ikke støder ind i det. Og det er ikke engang løgn.

Indtrykket af flaget er naturligvis ikke skrækindjagende, hvilket jordanerne måske selv forestiller sig, men mystisk og en smule morsomt. På den ene side Israel, der hviler stille og roligt i sig selv, på trods af at være på utallige psykopaters dødsliste; på den anden side Jordan, der skal stive sig selv af med det største fallossymbol siden Eiffel-tårnet.

I følge artiklen jeg linker til, er flaget dog primært vendt imod andre arabiske stater og Al Qaeda, idet flaget faktisk ikke kun er jordansk, men også symboliserer det hashemitiske dynasti. Så det oprindelige indtryk jeg fik, er ikke nødvendigvis rimeligt, og afspejler lige så meget min egen uvidenhed om arabiske lande (som jeg dog forsøger at råde bod på ved ivrig læsning). Men de burde nok uddele en folder, hvis man ikke skal have det forkerte indtryk 😉

Mere her.

Afgang

Om nogle timer drager jeg sydpå til de varme lande for at få noget sol og svømme med delfiner og hvad man ellers kan lave ved Rødehavets kyst. Vi skal heldigvis til Israel, så jeg regner ikke med at skulle stå til ansvar for, hvad jeg har skrevet om de dersens tegninger I ved. Der vil ikke blive blogget i mellemtiden, ja, emailen vil knapt blive tjekket.

Hvis det kribler i fingrene, skal I naturligvis stadig være velkomne til at skrive kommentarer eller udveksle holdninger med hinanden på bloggen, mens jeg er væk. Jeg regner med at mine læsere er voksne mennesker, der kan holde selvjustits.

Vi ses om 8 dage!
Lars