Vi får ellers tit at vide, at bibliotekspengene (og støttesystemerne generelt) skal sikre den smalle og nye litteratur, så den ikke bliver løbet over ende på det farlige, farlige, frie marked. Men faktisk går bibiotekspengene mest til de gamle, etablerede forfattere, der har hundredevis af eksemplarer stående på bibliotekerne rundt omkring i landet – selvom de faktisk aldrig bliver udlånt. Fx bliver mange af Rifbjergs romaner kun udlånt 10 gange i alt om året på landsplan, men alligevel står de i hobetal og samler støv på hylderne – og bibliotekspenge til Rifbjerg. Der står måske 200 eksemplarer af en roman som “Brevet til Gerda”, når man ret beset kunne klare sig med ét.
Det er jo ellers meningen, at pengene skal gives som kompensation for tabt fortjeneste ved (det fraværende) salg af bøgerne, men selvom Rifbjerg får kr. 477.000 i bibliotekspenge om året, får folk som Ejersbo og Helle Helle kun omkring 20.000, selvom deres bøger udlånes langt oftere. Problemet er naturligvis, at støtten gives per eksemplar, i stedet for per udlån. Det burde være omvendt. Men – puha – så kommer det jo til at ligne det onde frie marked, hvor der – som vi alle ved – ikke er plads til ung, eksperimenterende litteratur, som fx Ejersbo eller Helle Helle. Godt, at vi i det mindste har statsstøttten til forfatterne, når det er helt umuligt for dem at klare sig på markedsvilkår, fordi staten gratis udlåner de bøger, folk ellers ville købe i hobetal! Eller taler vi snarere om, at staten med tilskud endnu engang ‘løser’ et problem, som staten selv har skabt?