Måned: april 2006

Comedy Central vil ikke lade South Park fremvise et billede af Muhammed i deres satire over Muhammed-sagen, “Cartoon Wars”. Grunden? Respekt? Næh: Sikkerhed. Punditokraterne har de relevante links her.

Mit bud på en løsning: alle tv-stationer og aviser verden over viser et kæmpe billede af Muhammed med en bombe i turbanen på samme tid på samme dag. Så er der ikke mere pjat.

I dag i P1s Orientering kunne man høre eksperter forklare, hvorfor Socialdemokraternes udspil til en velfærdsreform ikke vil tiltrække vælgerne. Tiden er for individualistisk, lyder det. Vælgerne er ikke indstillet på ting som “pligt” og “solidaritet”, og derfor gider de ikke være med til at udbygge den socialdemokratiske velfærdsstat (bemærk: den skal hele tiden udbygges, det er aldrig nok). Vi er blevet for egoistiske og interesserer os kun for vores egne projekter. Det er en sang vi har hørt ofte, og den spiller på den dårlige samvittighed og en belærende trussel om at makke ret. Jeg husker kort tid efter regeringsskiftet i 2001 (hvor jeg ikke selv stemte på den borgerlige regering), at Anne Marie Helger forarget og selvretfærdig gøglede sig igennem et musiknummer, som skulle illustrere den nye tidsånd med Anders Fogh i spidsen: “MIG! MIG! MIG! MIG!” råbte hun, mens hun marcherede rundt (sikkert i en strækmarch, det er jo hendes sædvanlige niveau).

Men hvad nu, hvis det hænger anderledes sammen? Hvad nu hvis et flertal af vælgerne bare har indset, at kollektive løsninger slet ikke er løsninger, men problemer? At velfærdsmodellen har spillet fallit og skaber tabere i stedet for at hjælpe dem. Før 1973, krisen og de massive bistandsprojekter, der fulgte, var stort set ingen mennesker i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Der var nemlig ikke nogen overførselsindkomst. Lå de så og døde i rendestenen? Nej. De var i arbejde og klarede sig selv.

I dag er næsten en million uden for arbejdsmarkedet, på trods af at vi befinder os i et økonomisk boom. Det virker ikke troværdigt, at andelen af mennesker som er handicappede eller fra naturens side på anden måde er uarbejdsduelige, skulle være steget fra et par procent i 60’erne til 30 procent i dag. Skal vi virkelig tro på, at andelen af ‘nedslidte’ er så meget større i dag, når folk i 60’erne havde været på arbejdsmarkedet siden 20’erne, hvor det var rigtigt hårdt at gå på arbejde – og alligevel arbejdede til de var 67? Nej, i stedet er folk blevet holdt fast (eller har valgt at lade sig holde fast) af overførselsindkomsterne. Det er ikke krisen, der har skabt arbejdsløsheden, for der er ingen økonomisk krise længere. Det er velfærdsstaten, der har holdt folk fast i taberrollen. Der er masser af jobs, men ingen som kan bestride dem. De er gjort uarbejdsdygtige – ikke af et hårdt liv på arbejdsmarkedet, men af et liv uden for arbejdsmarkedet. Hvad nu hvis man i virkeligheden er solidarisk med de svage, når man siger: “ikke mere”. Skær ned, lad folk klare sig selv. Det kan de sagtens.

Den uudsagte præmis i socialdemokraternes forslag er jo, at udgifterne til velfærd altid vil stige, idet Thorning & Co. vender sig imod skattestoppet. Det er logisk nok: der er ingen grænser for gode projekter, man kan bruge kræfterne på: Endnu mere til børnepasning, endnu mere til aktiveringsprojekter, endnu mere til plejehjemmene. Men måske har vi bare indset, at ‘velfærd’ det er ikke kun, når det offentlige bruger penge. Velfærd er også, når man køber tøj til sine børn – for egne penge. Velfærd er også, når jeg tager mig tid til at besøge min kærestes bedstemor på plejehjemmet. Velfærd er også når jeg køber en sygeforsikring til mig selv – helt privat, uden det offentliges indblanding. Ressourcerne kan nu engang kun bruges én gang. Enten på det, vi selv mener er velfærd, eller på det politikerne mener er velfærd (eller dvs. 60 % af ressourcerne, når det offentlige bruger dem – resten forsvinder i administration).

Velfærd er det ikke mindst, når jeg melder mig ud af fagforeningen og A-kassen, fordi jeg ved, at jeg nok skal klare mig selv, at jeg er sund og rask og ikke har brug for deres offentlige velfærd. Velfærden klarer jeg selv, helt privat, både for mig selv og mine nærmeste, og for de mennesker, jeg har mulighed for at hjælpe andre steder. Det kræver også ressourcer – og de ressourcer staten har taget fra mig, kan jeg ikke selv bruge på velfærd. Gør det mig til egoist at ønske, at jeg har ressourcer til mig selv, til mine nærmeste og til andre jeg ønsker at hjælpe – jordskælvsofre, hjemløse eller uddannelsessøgende i Ghana? Jeg er ikke egoist, ikke materialist og ikke grådig. Jeg er ligeglad med at være rig, køre i en dyr bil eller spise gåseleverpostej. Jeg vil bare gerne have lov til at bestemme selv.

Passer det derfor, når både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti mener, at regeringens udspil til forringelse af efterlønnen er ‘for barskt’? Næh, tværtimod. Det er deres manglende vilje til at skære ned, der er for barsk – for os andre. Det er barskt for os, der skal betale for, at politikere gerne vil give andre menneskers (vores!) penge til udvalgte vælgergrupper, og tilmed være så frække at lade som om det er en ‘gave’. Det er ikke nogen gave, det er en overførsel af penge fra en gruppe af mennesker til en anden, og det er barskt for os, der mister ressourcer, som vi kunne have brugt på velfærd. Det er barskt, og det har været barskt længe. Det skal det åbenbart blive ved med at være, hvis det står til Socialdemokraterne.