Måned: oktober 2007

Wow som dannelsesroman?

Min dwarf paladin er nu på lvl 53 (!) og jeg er godt på vej imod Burning Crusade, den store udvidelse til World of Warcraft. Endnu en fortsættelse, hvor man kan komme fra lvl 70 til 80, er dog for længst annonceret: Wrath of the Lich King. Dette interview antyder, at udvidelsen vil inkludere nogle meget interessante forsøg på at stille moralske dilemmaer op for spilleren, som vil medvirke til at udvikle karakteren.

Man vil kort sagt blive stillet overfor de samme problemstillinger som Prince Arthas, og spørgsmålet er, om man bliver lige så korrumperet.

The idea’s certainly an enticing one. And as quick as Metzen is to point out that “this ain’t Shakespeare,” there’s definitely something literate here: a narrative nod to the fact that in MMOs, the designers really are pulling the strings. “We want to add some layers of psychology that put you in strange moral situations of how you fight the good fight that mimic some of Arthas’ own experiences…. By the time you reach level 80 [the expansion’s new level cap], by the time you stand toe-to-toe with this bastard, do you still have your pretty principles and highfalutin morality, or is it a mirror reflection? Arthas is after that as much as global domination. It’s a hook that makes it personal that Burning Crusade didn’t have.”

Jeg synes, det lyder rigtig interessant, for MMORPG-spillene mangler efter min mening personlighed i den forstand, at man kan udvikle karakterer på alle mulige forskellige måder, bortset fra i deres moralske indstilling til verden. Lad os se, om forsøget kan lykkes, for det moralske aspekt kan være svært at kombinere med multi-player elementet, der hurtig opfordrer til karaktermæssig forfladigelse.

P. S. Når jeg skriver, at man ikke kan udvikle karakterernes moralske indstilling (det man i gammel rollespilsjargon ville kalde alignment) er det selvfølgelig ikke rigtigt. Man kan sagtens rollespille en karakter alt det man har lyst til, men selve rollespillet bliver ikke understøttet af spillets funktioner. Det gør fx ikke nogen forskel, om man slår uskyldige dyr ihjel eller ej, hjælper andre spillere eller ej, osv. Karakteren har som sådan ikke nogen historie, der skaber rollens fremtid.

Gore vs. Lomborg

Over weekenden fik jeg læst to vigtige bøger i klima-debatten, Al Gore’s An Inconvenient Truth (der også er en oscar-belønnet dokumentarfilm) og Bjørn Lomborgs Cool It: The Skeptical Environmentalists Guide To Global Warming, der kan ses som et direkte gensvar til Gore’s bog. Jeg skriver muligvis mere senere, men her kommer lige en kort note.

Jeg har ikke set Gores film (som en ven har beskrevet som verdens bedste power-point præsentation), men jeg må indrømme, at jeg var meget skuffet over bogen. Jeg er i forvejen mildt skeptisk overfor hele klima-hurlumhejet, og Gore fik mig ikke ligefrem omvendt. Tværtimod bekræftede han mine fordomme: Gore er rig på retorisk fylde og emotionelle udgydelser, men ekstremt svag på argumenter. De egentlige informationer i bogen kan fylde en A4 side, resten er anekdoter fra Gores personlige liv (der sådan set er interessante, men ikke har noget som helst med klimaet at gøre), og eksempler på “hvor galt det kan gå”, hvis vi ikke “gør noget”. Men her er ingen forslag til prioritering af de gigantiske udfordringer, Gore sætter op. Det vigtigste for ham er tydeligvis den moralske følelse af at have et projekt.

Lomborgs bog er helt anderledes tør og faktuel og repræsenterer efter min mening den eneste saglige tilgang til klimasagen. Lomborg tager IPCC rapporterne på ordet, erklærer at kloden opvarmes af menneskelig aktivitet og ser det som et problem. Men det er naturligvis et problem, der skal vurderes på linje med alle mulige andre udfordringer, vi står overfor, fx AIDS i Afrika, manglen på rent drikkevand, sult, fattigdom osv. Ydermere viser han, at en politik der satser på vækst frem for CO2-nedskæringer faktisk vil være bedre til at møde klimaudfordringerne, fordi klimaproblemerne forstærkes mangefold af fattigdom. Det er et meget overbevisende argument, og Lomborgs Cool It bør være tvungen læsning for enhver, der beskæftiger sig med klimapolitik eller med global politik i det hele taget.

Det vil i praksis sige, at alle bør læse bogen, for politikerne er allerede nu ved at vedtage klimaaftaler der 1) Er enormt dyre, og 2) ikke gør nogen forskel. Det er kort sagt spild af penge, der kunne være brugt meget bedre andre steder. Tak for bogen, Lomborg, og tak fordi du tør sige noget, der går imod den offentlige mening.