Måned: november 2005

Danmark tog med terrorpakken i går et skridt til imod afgrunden og den totale, statslige kontrol. Vi får endda at vide, at det måske også kan være med til at forhindre yderligere kriminalitet, hvilket gør overvågning ekstra dejligt – ja, et kamera på hvert et gadehjørne og i hvert et hjem, skal nok få røverne til at blive hjemme. Men hvorfor er der ingen der spørger, hvad de der kameraer ellers kan bruges til? Johan skriver, hvad der skal skrives i den sag.

I mine øjne er hele forslaget endnu et irrationelt forslag fra skruptossede politikere, som skal vise handlekraft og initiativrighed. Helt ærligt. Ikke engang den russiske zars hemmelige politi kunne [ikke] stoppe kommunister i at begå terrorhandlinger og komme til magten – kan man så forvente, at åbne demokratier kan stoppe terrorisme ved hjælp af efterretningstjenester og overvågning? Selvfølgelig ikke. Det er falsk sikkerhed, som folk tror, at de får. I virkeligheden mister de både frihed og sikkerhed, når de underligger sig politistatstankegangen. Det er forfærdeligt at opleve.

Nemlig. Den retsstatslige opbygning af samfundet er det eneste bolværk vi har mod barbariet. Vi kan ikke bare regne med, at politikere og politifolk gør som vi håber de vil gøre. Magt korrumperer. Har idioterne ikke læst Ringenes Herre? Forstår de ikke, hvad Ringen gør ved mennesker? Har de ikke fattet, hvorfor Gandalf, Galadriel og Aragorn alle undslår sig at bære Ringen? Nå, det var et lille sidespor, fordi jeg er ved at læse denne bog.

UPDATE: Venstres Ungdom og Radikal Ungdom går sammen, og lancerer hjemmesiden: www.nejtilovervaagning.dk. Flot og modigt!

Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen anmelder hos Ræson statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale i Folketinget. Dommen er hård over regeringen, der fuldstændigt har forsplidt muligheden for at dreje samfundet i en mere liberal retning. Et par smagsprøver fra et fint indlæg med tilhørende interview:

Jeg frygter, at regeringen forspilder en historisk chance for at gennemføre reformer, der kan ændre den igangværende skævvridning af samfundet, hvor flere og flere forsørges af det offentlige og staten overtager mere og mere ansvar fra den enkelte, og hvor der bliver færre og færre beskæftigede til at betale og mindre frihed og personligt ansvar til os alle.

(…)

Man kan ikke lade være med at have lidt ondt af de tidligere liberale frontfigurer og nu eftersnakkende folketingspolitikere, der nu som en anden velfærdsdansker, der trynet af systemet og uden tro på egne evner har valgt et liv i tryghed og sikker offentlig ansættelse frem for et liv i frihed og med udsigt til en bedre fremtid.

(…)

I fravær af ideologi bliver politik domineret af enkeltsager og styret af medieskabte begivenheder, fordi ansvarlige ministre for alt i verden må vise handlekraft og gøre noget, hver gang en sag rammer Ekstra Bladets forside. Men uden den ideologiske orientering ender det altid med forbud eller tilbud om flere penge til denne måneds ”svage gruppe”, og når ingen af de to løsninger kan finde anvendelse, ender det som Dankort-sagen om de famøse 50 øre med en løsning, som hverken forbrugere eller erhvervsliv er glade for.

Se også:

Liberalisterne må ikke hedde Liberalisterne, hvis det står til Venstre.

I går hørte jeg den første af i alt fem af Henrik Gade Jensens gå-hjem-forlæsninger hos CEPOS. Det er en foredragsrække, som skal forsøge at afdække en dansk ‘frihedstradition’, og at der i grunden ikke er ret mange eksempler at fremdrage, ses af at notoriske anti-demokrater som Holberg og Kierkegaard er med i rækken. Det betyder dog ikke, at der slet ikke er nogen tradition at tage af, for Henrik Gade Jensen tager udgangspunkt i den tyske professor Bernd Henningsens tese om, at de skandinaviske nationer af en eller anden grund har haft en særlig kulturel modstandskraft imod totalitære politiske bevægelser som nazisme og kommunisme, der har fristet andre europæiske stater.

Med en dansk frihedstradition forstås altså her, snarere end en klassisk liberal rettighedstænkning, en skepsis overfor ‘store’ politiske løsninger, omvæltninger og revolutioner. En slags pragmatisk individualisme, der går ind for de langsomme reformer og er grundlæggende konservativ. Det er selvfølgelig tydeligt, at det alligevel sagtens kan lade sig gøre at forandre samfundet, som den langsomme forvandling til velfærdsstaten er et bevis på, men i Danmark og i de andre skandinaviske stater har man veget uden om de voldsomme revolutioner, som har smadret så mange andre samfund, både i Europa og i resten af verden.

Det er i dette lys man fx skal læse Holbergs komedie Plutus, hvor rigdommens gud lade pengene regne i en lind strøm over byen og belønner alle ‘efter fortjeneste’, dvs. efter hvor meget de selv synes de er værd. I stedet for at gøre borgerne lykkelige, fordi de nu alle kan nyde efter behov, bliver de imidlertid misundelige og smålige, fordi de alle synes, at de i virkeligheden fortjener lidt mere end alle de andre, og de holder op med at arbejde og producere værdier selv og klynker i stedet for til guden om belønning og medlidenhed. Jeg har ikke selv læst stykket, men det vil jeg da straks gøre, for det lyder sjovt – og tidstypisk.

I Den politiske kandestøber viser Holberg ligeledes, at man skal være påpasselige overfor projektmagerne, der lover guld og grønne skove for alle borgerne, bare man følger netop deres anvisninger. De er nemlig alle drevet af egeninteresse, som de skjuler ved at tale om almenvellets formål. Gade Jensen påpegede, at det var en ganske almindelig 1700-tals tanke, at man målte menneskers ytringer med deres interesser, og at man ‘fulgte pengene’, når man skulle se på motiverne. Det var en tradition, som delvist gik tabt med romantikkens sentimentale tillid til det gode, naturlige menneske (det Rousseauske ‘almenvelle’), og med positivismens indtog i samfundsvidenskaben, hvor man så at sige håbede at kunne ‘springe mennesket over’ ved at bruge videnskabelige metoder til at styre samfundet i den rigtige retning. Vi skulle helt frem til 1980erne og en Nobelpris til James M. Buchanans public choice-teori, før det igen blev klart, at mennesker altid handler efter interesser, og at politikere og embedsmænd ikke er altruistiske overmennesker, men lige så egoistiske, dumme og mangelfulde som alle os andre.

Dette er selvfølgelig kun små skvulp i Holbergs produktion, men hele vejen igennem sit forfattersskab skelner han imellem rationalitet og sund fornuft, hvor den første er videnskabelig og abstrakt, mens den anden er konkret og bundet til tid og sted. Han skelner mellem Erasmus Montanus-typen, der kan disputere lystigt om alverdens ting, men ikke har en snus fornuft i hovedet, og den snusfornuftige bonde, der måske ikke kan latin eller smarte fraser, men derimod har forstand på lige netop dét som han kan, nemlig at være bonde. Dette er en tanke, som ligger slående tæt på Adam Smith og Hayeks betragtninger om den slags rationalitet, der gør sig gældende på markedet, hvor ingen enkelt deltager kan overskue hele markedet, men det alligevel fungerer fint, fordi hver eneste aktør har en helt partikulær viden om lige præcis det han er tæt på, hvilket i sidste ende skaber et system, der er enhver planlægning overlegen. Markedet er ikke ‘perfekt’, men det er tættere på perfekt end noget menneskeskabt ‘rationelt’ planøkonomisk system, og det ville Holberg givetvis have kunnet skrive under på. (Det skal for øvrigt ikke ses som en anti-akademisme som sådan, men blot som en ihukommelse af det gamle (Holberg)-ord: “et er søkort at læse, et andet skib at føre”).

Næste gang bliver det Grundtvig.

P.S. – jeg fik en bizar tanke i løbet af foredraget. Er der nogen som har bemærket, i hvor høj grad Erasmus Montanus’ og Sokrates’ skæbne minder om hinanden? De siger begge rigtige ting (EM siger at jorden er rund, Sokrates at man i virkeligheden næsten ingenting ved), som samfundet ikke bryder sig om at høre, og bliver straffet derfor. Der ligger en dybere sandhede her. Filosoffen som en nar, der burde vide hvornår han skal tie stille…