Måned: januar 2006

Swofford Smofford

Filmversionen af Anthony Swoffords fantastiske Golf-Krigs-selvbiografiske roman Jarhead sutter åbenbart mere end den burde. Det er ærgerligt, for det er en virkelig medrivende og velskrevet bog – men sådan nogle bliver jo ofte halvsløve film. Jeg skal ind og se filmen i aften, og så poster jeg mine two cents senere… I øvrigt er jeg ofte uenig med anmelderne i deres dom, så det kan jo være jeg kan lide filmen.

Dagen efter, mit bud [spoiler alert!]:
Jeg tror desværre, at Jarhead kun vil være en tilfredsstillende oplevelse, hvis man har læst bogen, før man ser filmen. Det skyldes, at en af de centrale pointer i bogen er, at hele marinekorpsets opgejlede krigsliderlighed fuser ud i ørkensandet, fordi det faktisk aldrig lykkes Swofford at få et confirmed kill – faktisk lykkes det ham ikke engang at få affyret sin riffel, så længe krigen varer. Det er en dybt utilfredsstillende oplevelse for Swofford og co., og selvfølgelig en central, satirisk pointe for forfatter-Swofford – men den luften-af-ballonen oplevelse kan være svær at sætte pris på, hvis man som biografgænger efter den første halvdel (der virkelig er sjov og medrivende) håber at NU kommer der bare de helt store kampscener, hvor der bliver nakket en masse iraqi motherfuckers. Det gør der ikke. Der sker faktisk ingenting, og den eneste action Swofford oplever er friendly fire fra en A10 warthog. Pointen er, at marinedrengene tror, at de skal ind og have en rigtig autentisk krigsoplevelse, ligesom i Vietnam-filmene, men i mellemtiden har krigens natur forandret sig, og det hele bliver afgjort af luftvåbenet. (Det er jo så en pointe, der ikke helt holder i forhold til nutidens krig i Irak, men det er jo en anden sag).

Jeg nød faktisk filmen og fandt den både morsom og af og til rørende, selvom den ikke helt kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på, sådan rent indlevelsesmæssigt: hvor meget satire, hvor meget seriøsitet. Men jeg vil tro, at ham teenagedrengen, der sad ved siden af mig og gned sine hænder i ekstase over det ventende slagteri, blev ret skuffet. Saving Private Ryan it ain’t.

Efter filmen gik jeg hjem og læste de første par kapitler af Swoffords uforlignelige prosa. Vi er altså helt oppe i Michael Herr klassen (manden der bl.a. skrev monologerne til Apocalypse Now). Anbefales. Først bog, så film.

Til gavn for de sorte?

Kåre Bluitgen, manden der indirekte startede hele JP-Muhammed-affæren, bliver interviewet i Berlingske Tidende om sin nye bog om Muhammed, der udkommer senere i januar. Bluitgen har tidligere udtalt sig særdeles negativt om de mere totalitære strømninger i islam, fx i debatbogen Til gavn for de sorte (der rettede sig mod både islamiske fundamentalister og de ‘sorte’ præster i Danmark) og umiddelbart kunne den nye Muhammed-bog ses som en fortsættelse af kritikken. Og det er den måske også. Men måske ikke…

Bogen skildrer Muhammed og hans levned, sådan som muslimer selv ser profeten, og den får det hele med: etnisk udrensning, plyndring, mord, giftemål med 9-årige, belejlige profetier der kommer på rette tid, så Muhammed kan få sin vilje, og meget mere artigt stof, som vi nok i dag vil tage afstand fra, men som muslimer igennem historien har været stolte af og set som et smukt ideal. Umiddelbart kan en sådan skildring – der kun bruger muslimske kilder – ses som at kaste ved på bålet, men Bluitgen har en interessant vinkel: Han mener nemlig, at nutidens muslimer godt kan se igennem fingre med datidens idealer og tage afstand fra de ting, der skal tages afstand fra. Han svarer på spørgsmålet om hvor mange fundamentalister, der egentlig findes:

Det er næsten ikke til at svare på, men jeg vil da mene, at det helt overvældende flertal af muslimer er pragmatiske, fredelige og problemfri. Jeg morer mig, hver gang nogle muslimer stiller sig op i danske medier og hævder at repræsentere 1.1 eller 1.2 eller 1.3 milliarder muslimer i Jyllands-Posten-sagen. Mine muslimske venner griner af dem. De kan slet ikke tage alvorligt, at man rejser rundt i verden og pisker en stemning op. Men mine venner er selvfølgelig også kede af det, fordi de bliver slået i hartkorn med fundamentalisterne. I hele denne her overophedede debat er det en meget vigtig pointe, at der findes mange former for islam

Det er jo en forfriskende pointe, men det er jo nok værd at tage med, at en muslim tilsyneladende skal rykke lidt mere rundt på forestillingerne om profetens herlighed for at få ham til at passe ind i den moderne verden, end en kristen skal gøre i forhold til Jesus. Men det må de jo om. Manden der var med til at skabe hele Muhammed-affæren er i hvert fald overraskende fortrøstningsfuld. Og det er jo godt nyt, og slet ikke til gavn for de sorte – og værd at huske, når anti-islam-lobbyen kaster sig over de blodige historier og siger “se hvor slemme de er!”

Nyt billede

Jeg har længe været træt af mit headerbillede, som virkede lidt for dystert. Så nu er der kommet et nyt på. Det er taget i Bolivia, i udkanten af Salar de Uyuni, helt nede ved grænsen til Chile og Argentina. Dér der det mest utrolige månelandskab, som man aldrig vil glemme, hvis man én gang har set det. Det minder mig for øvrigt om, at jeg aldrig har fået lavet min Bolivia-kategori færdig. Det må komme hen ad vejen…

Håber I kan lide billedet!

Problemer med layout?

For kort tid siden havde jeg problemer med layoutet på bloggen, hvor side-menuen blev rykket helt ned i bunden, hvis man brugte IE på windows. Jeg troede problemet blev løst ved at ændre lidt på en billedstørrelse, og det gjorde det vist egentlig også. Men nu ser jeg, at problemet er opstået igen, selvom der ikke er billeder til at forstyrre.

Jeg bliver dermed nødt til at spørge læserne: Er der andre som har samme problem? Altså at sidemenuen ryger helt ned i bunden? For hvis det er sådan, så har vi et problem her i Houston, eller hvad det nu er man siger…

Update fredag morgen:
Ok, problemet skulle meget gerne være løst nu. Der var vrøvl med en counter i sidebar’en. Jeg har forsøgt at forenkle den, så der ikke er så meget kode, der ligger og flyder rundt.

EGO let’s go!

EGO – den ‘libertarianske aktionsgruppe – er kommet på Politikens netavis med deres Freeplay-kampagne, der er en kærkommen hyldest til sort arbejde. Skatteminister Kristian Jensen har åbenbart linket til Liberators link til Freeplay på sin hjemmeside. Freeplay-kampagnen er netop et gensvar på den vamle Fairplay-kampagne, Skatteministeriet har kørt. Det er dog vist nok en storm i et glas vand, for så vidt jeg kan se linker han blot til Liberator, der så tilfældigvis linker til Freeplay. Men fedt, at kampagnen er kommet fra start med en stor skandale-artikel på Politiken. Der kan man vist tale om løn som forskyldt for Kristian Jensen, der åbenbart ikke kan finde ud af hvilket ben han skal stå på – det liberale eller det kollektivistiske?

Der er for øvrigt en Freeplay-aktion i dag kl. 15 på Nørrebro Station, hvor man kan købe sort arbejde. Hvad arbejdet består i, melder historien dog ikke noget om. Måske kan man få pudset sko? Eller få pudset sit EGO?

Diskussionen kører naturligvis allerede hos LIberator.
Broggen har en passende kommentar.

De liberale blogs er over os

Liberatordrengene kravler ud af hullerne med lysets hast og blogger som gale:

Daniel Beattie har fået sig Forkullede Tanker om (og vi citerer): “libertarianisme, anarki, politik, økonomi, musik og Japan i særdeleshed og alt muligt andet i almindelighed”.

På Kritisk Presse blogger Lau Taarnskov og Rasmus Ole Hansen om danske mediers vinkling af nyhederne (et emne som også af og til optager mig).

Begge blogs er startet i december 2005, og går vi længere tilbage er der The Strikers, Retsstaten, Econotrix, The Hairpin-Bend og naturligvis Broggen.

Glemte? Nyankomne? Postér dem hér, så politiet har let ved en roundup, når det bliver ulovligt at ville nedbryde samfundets sammenhængskraft.

Modstanderen bestemmer farten

Det er et gammelkendt diktum indenfor manuskriptskrivningskunsten, at din historie kun er så stærk som din modstander. Det vil sige, at du kan have en nok så spændende helt, der vil alle mulige interessante ting, men hvis helten ikke får modstand, så bliver historien kedelig. Så dræber du dramaet.

Darth Vader = stærk modtand = stærk historie
Lille hvid kanin = svag modstand = svag historie (med mindre der er tale om en dræberkanin)

Også udtrykt i ligningen: D = M – Dramaets intensitet svarer til modstanderens styrke.

Derfor undrer det mig virkelig, at George Clooneys Goodnight, and Good Luck har fået så gode anmeldelser. Ja, ja, den har gode skuespillere, flot fotografering, og den vil gerne sige noget vigtigt om ytringsfriheden i Bush’s Amerika. Fint nok, men herregud hvor er den dog bedøvende kedelig, uinteressant og forudsigelig. (den er i øvrigt også selvtilfreds og selvglad) – Hvorfor? Der er ingen modstand.

Her har vi en gruppe blændende intelligente mennesker – smukke, interessante, vittige (og kæderygende), med de rigtige holdninger og hjertet på rette sted, og hvem sætter vi dem så op imod? En lallende idiot som McCarthy. Der er ikke ét sekund, hvor filmen tror bare en lille bitte smule på McCarthys projekt eller lader ham være andet end en tåbe, og man kan kun ryste på hovedet af sådan en modstander. Der er kort sagt intet Join the force, Luke øjeblik. Og så hjælper det altså ikke noget, at man filmer i sort/hvid.

Mere modstand er der så i Narnia-filmen, for McCarthy når ikke den onde Isdronning til kanten af hendes (noget kantede) kjole. Narnia-filmen mangler så til gengæld alt det andet: interessante personer (er Aslan mere end en talende pelsdusk fra Animal Planet?), flot scenografi og vedkommende budskab. Men modstanden du, den er sgu i orden, og derfor bliver man siddende og bider negle.

Min tidligere omtale af Narnia-filmen.