Facebook er farlig

Ti grunde til at du bør forlade Facebook. Det er godt at være bevidst om sikkerhed og privatliv på nettet, men er det ikke den gamle sang igen om trade-off mellem beskyttelse af privatliv og nytten af de offentlige tjenester på nettet? Det mest interessante er nok pointerne om Facebook-firmaets tidligere handlinger på feltet. Mange spændende eksempler.

The Blind Side

The Blind Side: Det er en tåreperser, som jeg ikke kan lade være med at anbefale varmt. Det er skam en rigtig historie. Sandra Bullock er fremragende som kristen NRA-medlem med hjertet på rette sted, men ikke alle er med på historien. Det er fair nok, jeg kan godt se indvendingerne, men den opbyggelige feel-good historie fungerede bare i flyet fra CPH til DC.

Grænseløse børn og Facebook-debatter

I tirsdags havde jeg igen en USA-klumme i Berlingske Tidende. Den kan læses online her: Grænseløse børn. Det handlede om forskellen på børns opførsel i Danmark og i USA, og her er et udklip fra klummen:

Ligesom danskerne elsker amerikanerne deres børn. Men i modsætning til Danmark har kærligheden ikke givet sig udslag i en fanatisk »børnekult«, hvor alt centreres omkring børnenes behov. I USA lærer børnene fra deres forældre, at de skal tage hensyn og vise respekt over for andre.

Det var jo nok et emne, som jeg regnede med ville give en del debat, men faktisk har responsen været rigtig god. Det virker som et problem, rigtig mange danskere tænker over og kæmper med, men det kan jo være ekstremt svært at lære børnene, at de skal dæmpe sig lidt, når alle de andre råber. Der er kommet rigtig gode kommentarer på selve klummesiden på Berlingske, blandt andet fra et par herboende amerikanske forældre, der er glade for opbakningen.

Men i virkeligheden har den mest interessante debat fundet sted på min Facebook-konto, hvor der har været mange rigtig gode kommentarer, blandt andet om det nu også er hensynet til børnenes behov, der skaber problemet, og hvad klasseforskelle kan have med sagen at gøre. Det er i grunden synd, at man ikke kan dele den slags diskussioner med hele verden, som eksempelvis på en blog, når Facebook er en “have med høje mure”. Måske findes der måder at gøre det på?

Debatten fik mig også til at tænke på, at jeg – som arkiv-fetichist – godt kunne tænke mig at kunne opbevare Facebook-samtaler og profiler for eftertiden. Det er jo et flygtigt medie og et skrøbeligt site, men måske er der muligheder? Jeg søgte lidt på nettet og fandt en Firefox-extension til formålet og et helt lille program. Jeg har ikke afprøvet nogle af delene. Hvis du har, eller kender andre muligheder for at opbevare og/eller dele Facebook-indhold, så skriv en kommentar.

Anne Marie Løns fantasier

Endnu en vred forfatter tager Anders Fogh ved vingebenet, denne gang Anne Marie Løn i Politiken. Hun viser med al tydelighed, at skrivetalent ikke har meget at gøre med fornuft eller klarsyn, men kronikken er alligevel særdeles velskrevet og skræmmende, ikke mindst fordi AMLs tanker faktisk deles af et betydeligt segment af intelligensiaen kunstnerstanden: AFR var ikke bare en kynisk politiker, men en decideret dæmonisk og fascistoid kraft, der gennem lige dele analfikseret kontrol og galskab har ødelagt Danmark. Den får på alle freudianske tangenter, og man kan ikke andet end tage sig til hovedet, uanset om man er en fan af Fogh eller ej. Politiken når avisen er både bedst og værst.

Hvem bestemmer?

Hvem bestemmer? Bankerne eller den amerikanske stat? Tyler Cowen i Huffington Post: “There’s a different way to think about the bailouts, namely that the
U.S. government stands at the center of a giant nexus of money raising,
most of all to finance the U.S. government budget deficit and keep the
whole show up and running.”

The Duchess

The Duchess: Filmen om hertuginde Georgiana af Devonshire var ikke helt så overbevisende, som den burde være. Keira Knightley skærer som altid en god figur, men hendes rolle som en ung adelskvinde der omkring 1780 først sætter spørgsmålstegn ved kønsrollerne og siden underkaster sig systemet, virker ikke helt overbevisende. Mentaliteten virker lidt for moderne, selvom der er anstrøg af noget mere interessant, måske en kvindeudgave af Barry Lyndon med flottere kjoler? Det er i øvrigt en virkelig historie, og der er klare hentydninger til hertugindens efterkommer, Diana Spencer. 3/6

Pans Labyrint

Filmen Pans Labyrint lykkedes det mig – med vanlig forsinkelse – først at få set i går. Det er en meget original og ovevældende film, jeg tror i hvert fald ikke, jeg har set en så idérig genreblanding i meget lang tid: Krigsdrama i Spanien efter Borgerkrigen, fantasy i en piges eventyrunivers og horror med blodige monstre og udpenslet vold. Det burde ikke fungere, men det gør det. Jeg tror, jeg skal se den igen, for jeg fik faktisk ikke helt fat på pointen, men har lyst til at gå på opdagelse igen. Eneste anke fra min side var det temmelig klichéfyldte portræt af falangist-kaptajn-skurken (behøver han virkelig omhyggeligt pudse sine lakstøvler?), men det er til at leve med i en film, der i forvejen er fuld af kulørte indslag. 5/6

To Catch A Dollar

En film om Muhammad Yunus og mikrokredit: To Catch A Dollar. Specifikt om åbningen af Grameen America‘s første afdelinger i Queens, New York. Kan Yunus opnå den samme succes i en højt udviklet økonomi som i Bangladesh? Er det de samme problemer, som fattige i USA møder? Filmen skraber kun lige i overfladen, men giver et spændende blik ind i hvordan finans-entreprenører prøver at hjælpe andre entreprenører. Jeg så den på Georgetown University i DC, hvor Yunus selv introducerede. Han var en ganske ydmyg mand, der ikke rigtig gad fortælle om sig selv – desværre. Han skulle videre til et af sine 15 andre daglige møder. Men sympatisk virkede han, og der var en god diskussion bagefter. 4/6

The Visitor

The Visitor er en af den slags lavmælte, realistiske film, der slår benene væk under de amerikanske anmeldere, men som det er svært at blive begejstret for som europæer og især som dansker. Det er en velmenende immigrant-film om en udtørret hvid professor, der får livsglæden og trommelysten tilbage ved at møde en sprudlende og ubekymret araber. Alligevel ender filmen ulykkeligt for rigtig at slå pointen fast, at USA er lige så ondt og uigennemskueligt som Syrien, hvilket ekspliciteres af araberens enlige mor – der er god, som dagen er lang – og som professoren får et forhold til. Som karakterstudie fungerer filmen delvist, som politisk budskab er den trættende, især for os, der er vokset op med den uendelige række af europæiske immigrantdramaer siden Angst essen Seele Auf.

Som Village Voice skrev er filmen “one of those incredibly naïve movies that gives liberals a bad name, and which does more to regress the sociopolitical discourse than advance it.” Naturligvis kunne det amerikanske immigrations-system post 9/11 godt være mere gennemskueligt, og det er hårdt for dem, der bliver deporteret, men realiteten er jo bare, at hvis USA åbner for grænserne, så flytter halvdelen af Latinamerika, Asien og Afrika dertil i løbet af en uge, og det kan lidt mere gensidig forståelse altså ikke ændre på. 3/6