Forbrugeritis

Jeg har en lettere “skønlitterær” økonomisk kommentar i Berlingske Tidende i dag. Den var sjov at skrive – forhåbentligt også at læse – men har muligvis været lidt for kryptisk. Jeg forstår i hvert fald ikke kommentarerne til artiklen (men på den anden side er kommentarerne på Berlingske ofte uforståelige). Et udpluk fra kommentaren:

Når man er angrebet af Forbrugeritis er forbrug ikke længere kun en glædelig mulighed – det er direkte en borgerpligt. Uden forbrug falder samfundet fra hinanden og alle bliver arbejdsløse. En krone sparet er en krone spildt! Det er længe siden, Joakim von And regerede i USA. Han er savnet. Han forstod, at det ikke er forbrug, der driver økonomien – men at forbrug er en belønning for produktion. Jeg kan ikke kunstigt forbedre nogens købekraft ved at give dem flere penge. Jeg flytter bare købekraften fra én borger til en anden.

Inspirationen til kommentaren kommer blandt andet fra Henry Hazlitt og selvfølgelig gamle Bastiat.

For kristne, for hvide, for gamle

Jeg har i dag en artikel i Weekendavisen om Det Republikanske Partis problemer med at finde en passende leder. Artiklen kan ikke læses online (endnu?), men kan læses som e-avis, hvis man følger linket på denne side. Update: Det er så vidt jeg kan se ikke længere muligt at downloade artiklen som e-avis, uden at betale et gebyr. Hvis du er interesseret i at læse (en tidligere udgave af) artiklen, så send mig en e-mail på lars.hvidberg [at] gmail.com

Der hører en lille historie med: Oprindeligt var artiklen skrevet ud fra en reportage fra den store CPAC-konference i slutningen af februar. Det er en årlig, traditionsrig konference – startet af Ronald Reagan i 1973 – hvor konservative aktivister fra hele landet mødes og udveksler ideer og pepper hinanden op til at tryne socialisterne og de gudløse. Weekendavisen tog min oprindelige artikel, men den røg alligevel ud i sidste øjeblik. Det var ærgerligt, og jeg måtte ugen efter skrive artiklen om, fordi CPAC var ved at være old news. Der røg et par sjove detaljer, men artiklen blev egentlig nok mere interessant af omskrivningen.

Overskrift og kolofon er ikke mit valg, og der er også ændret småting i artiklen, mest for at gøre nogle af forholdene mere forståelige. Jeg synes, at alle ændringer har hjulpet med til at gøre artiklen bedre. Oprindeligt var titlen “I Reagans Skygge”, men den nuværende er mere catchy.

Mere læsning: Reason om Small Tent Conservatism.

USA I DAG: “Tæt på Obama”

Min nyeste klumme i Berlingske Tidende: Tæt på Obama.

Hvis USA er verdens centrum, så er Washington DC omdrejningspunktet i USA. Der var engang, hvor New York brystede sig af titlen »Hele verdens hovedstad«. De tider er forbi. Verdens økonomiske og politiske fremtid bliver afgjort lige her, i et pænt, hvidt hus et par stenkast fra vores lejede lejlighed. Det er lige før, man kan vinke til Obama, når man går forbi: »Held og lykke med 5-års planerne!«

USA I DAG: “Stimulanser”

Min “USA I DAG” klumme er vist ikke kommet online, så i stedet tillader jeg mig at optrykke den her i sin fulde længde. Citatet fra pressemødet, der omtales i klummen, kan læses på originalsprog i forrige postering. Tyler Cowen citatet kan høres i “This American Life” afsnittet The New Boss.

Stimulanser

Af Lars Hvidberg

Det store emne i USA er og bliver økonomien. Hvor dårligt den har det, og hvad der skal til for at redde den? Er det højere forbrug eller sparsommelighed? Præsident Obama kalder på stimulanser, men taler han i virkeligheden til offentlighedens indre sukker-narkoman?

Obama har netop turneret landet i et forsøg på at sælge sin hjælpepakke (kendt som ’the stimulus’) til befolkningen. Den er nemlig skeptisk. Præsident Bush fumlede en hjælpepakke til bankerne igennem i efteråret, og den er vildt upopulær. Bankerne fik en masse penge, men det fik dem ikke til at låne ud til forbrugerne. I stedet købte de flere privatfly og gav sig selv store bonuser. Men det var jo Bush-regeringens hjælpepakke, forsikrer Obama. Den her er meget bedre.

Muligvis. I hvert fald er Obama en god sælger. Hans pressemøde i sidste uge viste igen, at præsidentens talegaver er helt usædvanlige. Hjemme i sofaen var vi hundrede procent med på Team Obama. Alt hvad præsidenten sagde, lød bare rigtigt. En brugt Trabant årgang 1973, siger du? Hvor skriver jeg under?

Obama er rolig, dialogvillig og gavmild – og alligevel skarp og sammenhængende. Hans styrke er, at han aldrig bliver skinger, men altid er befriende åben – han hører, hvad du siger, selvom han ikke er enig. Det behøver han nu heller ikke at være. Demokraterne har flertal i begge huse, og de stemmer derefter.

Den gode stemning på pressemødet blev kun brudt, da NBC-journalisten Chuck Todd spurgte: ”Hr. Præsident. Du siger, at hjælpepakken vil give borgerne penge på lommen igen. Men var det ikke overforbrug og manglende opsparing, der førte til krisen i første omgang?”

Obama lod sig ikke vælte omkuld af en enkelt lyseslukker. Og han gav ham delvist ret. Vi kan ikke blive ved med at leve over evne, sagde Obama, og på et tidspunkt skal der spares op, og de galopperende velfærdsudgifter skal ses efter i sømmene. Men ikke lige nu. Nu skal vi bruge endnu flere penge! Hjemme i sofaen var den logik lidt svær at forstå. Men præsidenten tror selv på pakken, og han er villig til at sætte sin værdighed på spil. Det er plain talking, og det skal han have tak for.

Som økonomen Tyler Cowen udtalte: Det her er det nærmeste vi kommer på et kontrolleret eksperiment i økonomisk forstand. Hvis hjælpepakken virker, så har Obama ret – og det har også gamle John Meynard Keynes, der hævdede, at staten kan stimulere økonomien ved at bruge penge og lade seddelpressen køre. Hvis pakken ikke virker, så har Keynes’ kritikere (som liberale Milton Friedman) ret – og USA er blevet 800 milliarder dollars fattigere.

Vi får se. Pakken er vedtaget, og selvom der stadig skal files nogle knaster, så kører toget. Det er en dejlig fornemmelse. Det kildrer lidt i maven, som når man tager en tur på en rusten kælk ned af Dødemandsbakken. Opsparing virker så trist og kedeligt. Forbrug er meget sjovere – og halvdelen af hjælpepakken går til skattelettelser. Så er der igen til en frappuccino på Starbucks og sukkersøde Oreos i stedet for billige erstatningskiks. Afholdenhed er for mormoner og nej-sigere. Om 100 år er vi alligevel alle sammen døde, sagde Keynes. Men han havde nu heller ikke nogen børn.

Obama er til grin

Jeg har en ny USA I DAG klumme for Berlingske Tidende. Jo, jo, denne gang er det en af de grove:

Men fra den lokale Starbucks er det egentlig nemt nok at se, hvad der er latterligt ved Obama. Måske er det mit kyniske, europæiske perspektiv. Måske er det bare pessimisten, der taler. Men ærligt talt, come on … den mand er bare for meget. Obama er en påtrængende skolemester, der beder dig om at lave dine lektier og holde dig fra stoffer. Han er typen, der siger »Tænk nu på de små børn i Afrika« – og mener det.

Update: Artiklen omtales nu på Uriasposten og Polemiken.

Håb og tømmermænd

Første bud på min nye klumme “USA i dag” for Berlingske Tidende. Læs hele klummen her. Vi springer lige til konklusionen:

Set fra klummeskribentens lokale Starbucks-café er det bedste derfor at droppe alle tankerne om grandiose New Deals, som det kan være svært at overskue konsekvenserne af, og i stedet stoppe hullerne i statskassen. At køre videre med stort underskud vil være groft uansvarligt, især overfor de socialt svageste, som Obama hævder at repræsentere.

Jeg kan i øvrigt se allerede nu, at jeg skal tænke mere over, hvad jeg skriver i første linje, da det via det digitale trykkeri er blevet til kolofonen til klummen. Det havde nok været bedre med en underoverskrift, der både fangede håb og tømmermænd, i stedet for kun misvisende at fokusere på håb. Man skal lære noget nyt hver dag.

Frihedshelt eller massemorder?

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om Che Guevara. Titlen var oprindeligt “Frihedshelt eller massemorder”, men blev ændret, så den kunne forholde sig til David Trads’ kronik fra i går: Che Guevara er en helt. Den er også værd at læse for en hel anden synsvinkel på Ernesto Guevaras liv og virke. Jeg er naturligvis ikke enig med Trads, og regner hans holdning for symptomatisk for alt hvad der er problematisk ved venstrefløjens holdning til vold: det er ok at slå uskyldige ihjel, undertrykke og være tyrannisk, bare man er det med gode intentioner. Det tør Trads naturligvis ikke skrive direkte, men det må være konklusionen på hans analyse.

Kronikken (det er ikke min overskrift):

Che var en hårdkogt kommunist
Læs videre “Frihedshelt eller massemorder?”