Min “USA I DAG” klumme er vist ikke kommet online, så i stedet tillader jeg mig at optrykke den her i sin fulde længde. Citatet fra pressemødet, der omtales i klummen, kan læses på originalsprog i forrige postering. Tyler Cowen citatet kan høres i “This American Life” afsnittet The New Boss.
Stimulanser
Af Lars Hvidberg
Det store emne i USA er og bliver økonomien. Hvor dårligt den har det, og hvad der skal til for at redde den? Er det højere forbrug eller sparsommelighed? Præsident Obama kalder på stimulanser, men taler han i virkeligheden til offentlighedens indre sukker-narkoman?
Obama har netop turneret landet i et forsøg på at sælge sin hjælpepakke (kendt som ’the stimulus’) til befolkningen. Den er nemlig skeptisk. Præsident Bush fumlede en hjælpepakke til bankerne igennem i efteråret, og den er vildt upopulær. Bankerne fik en masse penge, men det fik dem ikke til at låne ud til forbrugerne. I stedet købte de flere privatfly og gav sig selv store bonuser. Men det var jo Bush-regeringens hjælpepakke, forsikrer Obama. Den her er meget bedre.
Muligvis. I hvert fald er Obama en god sælger. Hans pressemøde i sidste uge viste igen, at præsidentens talegaver er helt usædvanlige. Hjemme i sofaen var vi hundrede procent med på Team Obama. Alt hvad præsidenten sagde, lød bare rigtigt. En brugt Trabant årgang 1973, siger du? Hvor skriver jeg under?
Obama er rolig, dialogvillig og gavmild – og alligevel skarp og sammenhængende. Hans styrke er, at han aldrig bliver skinger, men altid er befriende åben – han hører, hvad du siger, selvom han ikke er enig. Det behøver han nu heller ikke at være. Demokraterne har flertal i begge huse, og de stemmer derefter.
Den gode stemning på pressemødet blev kun brudt, da NBC-journalisten Chuck Todd spurgte: ”Hr. Præsident. Du siger, at hjælpepakken vil give borgerne penge på lommen igen. Men var det ikke overforbrug og manglende opsparing, der førte til krisen i første omgang?”
Obama lod sig ikke vælte omkuld af en enkelt lyseslukker. Og han gav ham delvist ret. Vi kan ikke blive ved med at leve over evne, sagde Obama, og på et tidspunkt skal der spares op, og de galopperende velfærdsudgifter skal ses efter i sømmene. Men ikke lige nu. Nu skal vi bruge endnu flere penge! Hjemme i sofaen var den logik lidt svær at forstå. Men præsidenten tror selv på pakken, og han er villig til at sætte sin værdighed på spil. Det er plain talking, og det skal han have tak for.
Som økonomen Tyler Cowen udtalte: Det her er det nærmeste vi kommer på et kontrolleret eksperiment i økonomisk forstand. Hvis hjælpepakken virker, så har Obama ret – og det har også gamle John Meynard Keynes, der hævdede, at staten kan stimulere økonomien ved at bruge penge og lade seddelpressen køre. Hvis pakken ikke virker, så har Keynes’ kritikere (som liberale Milton Friedman) ret – og USA er blevet 800 milliarder dollars fattigere.
Vi får se. Pakken er vedtaget, og selvom der stadig skal files nogle knaster, så kører toget. Det er en dejlig fornemmelse. Det kildrer lidt i maven, som når man tager en tur på en rusten kælk ned af Dødemandsbakken. Opsparing virker så trist og kedeligt. Forbrug er meget sjovere – og halvdelen af hjælpepakken går til skattelettelser. Så er der igen til en frappuccino på Starbucks og sukkersøde Oreos i stedet for billige erstatningskiks. Afholdenhed er for mormoner og nej-sigere. Om 100 år er vi alligevel alle sammen døde, sagde Keynes. Men han havde nu heller ikke nogen børn.