Why Hugo Chavez was a necessity

We hopefully soon will get rid off. Kevin Grier at Marginal Revolution on why Hugo Chavez was the result of poor governance:

In a kind of a weird back-door way, I also support Hugo Chavez. Or put another way, and going a little Hegelian, as Tyler likes to say, I think Chavez is an historical necessity, and a richly deserved one at that.

Venezuela has relatively high levels of income inequality (a gini coefficient in 2000 of around .44 compared to .36 for the US according to the UN) from a relatively low base and was run by a corrupt elite class who swallowed up oil wealth while the economic standing of the country plummeted. In 1957, Venezuela’s GDP per capita was 51% of the US, in 2003 it stood at 18.5% of the US. Existing institutions had no credibility with a very large portion of the population and simply could not continue to exist as they had.

Don’t get me wrong here, I’m NOT endorsing Hugo. Do I think that Chavez and his policies are going to serve the long term economic interests of Venezuela? NO. Do I think Chavez is a charming guy? NO. Would I be sad if Chavez lost power? NO. If George Bush and Chavez were in a burning building and I could only save one would it be Chavez? NO.

I am just saying that Venezuela was run into the ground by its ruling class and Chavez is the (I hope only temporary) result of their short sighted, poor governance.

The same goes for Evo Morales of Bolivia. Interesting thoughts, and probably true for most of Latin America as well. But that’s no reason not to critizise Chavez for his increasingly dictatorial pretensions.

Angående velfærdsstaten

Jeg talte med en ven i går om debatten omkring velfærdsstaten, hvor jeg bombastisk havde konkluderet, at velfærdsstaten var den værste politiske katastrofe siden 30-års krigen. Det er selvfølgelig at skære den lidt skarpt, og der er naturligvis også mange gode ting i velfærdsstaten, selvom de skal begrundes nærmere nedenfor.

En slags definition: Velfærdsstaten omfatter ikke alle statens aktiviteter, men betyder specifikt, at staten tager ansvaret for at sikre borgernes “velfærd” fra vugge til grav, dvs. organiserer daginstitutioner, skolegang, uddannelse, forsikring mod arbejdsløshed, sygdom og ulykke, og endeligt pension i alderdommen. Mange af disse forskellige funktioner var staten også engageret i før den egentlige velfærdsstat, men fra ca. 1960 og frem har staten været den primære levenrandør af de forskellige ydelser. Det siger sig selv, at mange af disse ydelser er nyttige og gode. Naturligvis er der brug for sygehuse, daginstitutioner, sundhedsforsikringer og alt muligt andet, men man kan i høj grad diskutere, hvor mange af funktionerne, staten skal være hovedansvarlig for. Man skal i øvrigt huske, at der i politiske spørgsmål ikke er noget der hedder “løsninger”, for der er altid flere gode ting at bruge pengene på, end der er midler til rådighed. “Der findes ingen løsninger, kun afvejninger af for og imod”, som jeg citerer Thomas Sowell for at sige i undertitlen til bloggen (nogle, der kender det præcise citat?). En afskaffelse af velfærdsstaten vil naturligvis ikke betyde et mirakuløst problemfrit samfund, men det vil måske kunne være med at udbedre nogle af de værste skader.

Jeg mener personligt, at det statslige udbud skal være meget begrænset, hovedsageligt af den grund, at private oftest er bedre end det offentlige til at udbyde ydelser effektivt og differentieret i forhold til borgernes behov. Derfor er jeg glad for private hospitaler og private sygeforsikringer, uden nødvendigvis at mene, at folk uden privat sygeforsikring må gå for lud og koldt vand. Jeg vil også foretrække både en privat skole og en privat daginstitution til mine børn, fordi jeg forventer at kunne få mere indflydelse på institutionens kvalitet på den måde. Og så har jeg i øvrigt stor tillid til, at et velfungerende civilsamfund (det har vi stadig i Danmark) vil kunne tage sig af værdigt trængende, i det mindste i en grad, der trumfer de non-tilbud, folk med sociale problemer reelt får i dagens Danmark.

De deciderede skadelige dele af velfærdsstaten kan i virkeligheden isoleres til to ting: Den ene er konkret og den anden vedrører mentaliteten i samfundet.

Vigtigst i det store billede er overførselsindkomsterne, og det er den problematik, Ole Birk Olesen tager op i Taberfabrikken. Overførselsindkomster består i at give folk penge for forskellige sociale begivenheder, der indtræffer, hovedsageligt arbejdsløshed eller børn, men også for at lade sig pensionere tidligt. Tanken var oprindeligt, at overførslerne skulle kunne lindre eller helt fjerne de sociale problemer, der kan opstå i forbindelse med arbejdsløshed (eller at få børn, når man er arbejdsløs), men i stedet har de forværret dem voldsomt, ved at gøre det mere attraktivit ikke at arbejde (eller at få børn, selvom man ikke kan forsørge dem). At staten monopoliserer daginstitutionerne er én ting, vi har jo trods alt brug for daginstitutioner, men at staten kvit og frit giver sunde og raske mennesker penge for ikke at arbejde er direkte samfundsnedbrydende.

Det er dog blevet betydeligt bedre i de sidste ti år med mange flere krav og lavere ydelser, men jeg er bange for at store dele af min generation og de indvandrere, der er ankommet i 80’erne og 90’erne, er tabt på gulvet. Overførselsindkomster betyder nemlig for mange mennesker, især for de såkaldte “svage” grupper, dvs. ufaglærte eller dårligt kvalificerede, at de aldrig nogensinde kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er belastende for dem selv, og det er belastende for resten af samfundet, der skal betale for dem. Og, ja, det er ødelæggende for samfundets “sammenhængskraft”, når 15% af BNP går på at holde fuldt ud arbejdsdygtige mennesker væk fra arbejdsmarkedet.

Og det var bare de egentligt “svage” af dem, så har vi slet ikke taget fat på den fede efterlønsgeneration, der spiller golf fra de er 60 og slapper af på skatteydernes regning. Eller dem der går på dagpenge fra de er 56 og holder den gående indtil de kan få efterløn (de findes også, men efter de nye aktiveringsregler har de fået det sværere). Eller de vanekriminelle rockere som det lykkes at få invalidepension, osv. osv. Der er et stort reparationsarbejde her efter de mange socialdemokratiske overførselsordninger, hvis reelle funktion var at maskere arbejdsløsheden, men der bliver heldigvis stillet større krav i dag. De må gerne blive endnu større.

Den anden negative effekt af velfærdssamfundet er i højere grad den mentale indstilling, der er kommet hos borgerne i de sidste 45 år, nemlig den holdning, at det er staten der skaber goderne, og at det er velfærden, der skaber velstanden. Hvor meget man end retorisk besynger statens rolle, så er forholdet altså omvendt. Og hvis ikke staten udbyder daginstitutioner, så vil private jo gøre det. Simpelthen fordi der er brug for dem. (Jeg tror dog ikke, at der er nogle private, der vil begynde at tilbyde efterløn til folk). På dette mentale område synes jeg ikke, man umiddelbart kan se nogen positiv udvikling. Den politiske retorik er mere end nogensinde fokuseret på staten som den store velfærdsbringer, der henter alle goderne til folk ud af den blå luft. Men husk nu bare lige, borgere: det er jeres egne skattekroner og jeres eget arbejde, der betaler for gildet. Der er ikke noget, der hedder en gratis frokost (eller en gratis vuggestueplads).

Og alligevel er der måske en positiv udvikling: Det kan godt være, at folk mere og mere har overtaget den retorik, der ligger i velfærdsstaten, og at gammeldags borgerligt/liberale standpunkter er nærmest ikke repræsenterede i folketinget, men i praksis betyder retorikken mindre og mindre: Ikke ret mange mennesker regner længere med, at staten vil tage sig af dem, når de bliver gamle (jeg gør i hvert fald ikke), eller bare at den kan forsikre dem mod arbejdsløshed og sygdom. Flere og flere tegner private forsikringsordninger på alle mulige forskellige områder og flere og flere køber egen bolig (selvom den for de flestes vedkommende i virkeligheden ejes af banken eller realkreditinstituttet). Det er en positiv udvikling, i det mindste for den halvdel af befolkingen, der er med på den velstående, private bølge. Nu mangler vi bare at få vendt skuden og få resten med, hvis de vil – og tør.

Tyler Cowen on Creative Destruction and much more

Today I attended two very interesting presentations by economist Tyler Cowen (of blogging fame) at the Copenhagen Business School (more here). Moreover, he is a eloquent speaker, and just like his blog he is always to the point and keep his choice of words economical. For me this is a great talent and something I wish I was better at myself (I can easily take to rambling about… well, mostly everything).

The presentations were on globalization and culture (which is diversifying and homogenizing at the same time) and state subsidies for culture (specifically the Film Industry, which I have some knowledge of myself). According to Mr. Cowen state subsidies are mostly pointless and economically damaging, but at the same time they are usually on such a small scale that they are unimportant in the big picture. If the public wants to, then it should go right ahead.

Seen from inside the industry, I’m not sure that I agree. Yes, state subsidies have been tremendously beneficial to some individuals and companies, but on the whole I think we are all worse off by having such a limited amount of people deciding what movies are made (in fact only three people really matter, those are the consultants at the Danish Film Institute). In actuality Danish filmmakers are making movies for the bureaucracy (although in this case the bureaucrats are other artist, which probably reduces the damage done).

We usually take pride in the Danish subsidy system and present it as the main reason for the success of Danish films in recent years. However if we look at the results from other European countries (who on average actually spend more on each movie than we do) the results are not very good, meaning that the films made are generally not films people want to see, not inside the country and especially not outside. The return ratio on every dollar spent by for example Austria on the national film industry is 1 to 28. Let’s take that again: To make 1 dollar on movie exports, the Austrian state spends 28 dollars. I think that number speaks for itself. What’s the number in Denmark? “Only” 1 to 3,5. A much better ratio (and the best in Europe), but not exactly what I would call a great bargain.

Of course there are other reasons as well for subsidizing different art forms, but again I think we are looking at the wrong facts (the size of the subsidies) when trying to explain the success of Danish cinema. What the right factors are I can really only speculate, but I would think that luck plays a big part and that the right mix of a few persons have mattered greatly (Lars von Trier and his and Peter Aalbæk Jensens organizing ability with Zentropa for one).

Bonus:
Tyler Cowen on his Favorite Things Denmark, Danish Economists and Kierkegaard.

Luk velfærdsstaten – for de svages skyld

Ole Birk Olesens bog Taberfabrikken er virkelig overbevisende. Den er faktuelt mættet og velskrevet, og mit største ankepunkt er egentlig, at den ikke er længere. Jeg kunne især godt have tænkt mig nogle lidt længere interviews med de 6 forskellige “tabere”, der står uden for arbejdsmarkedet (dog kun de 5 af dem), for at høre endnu mere om deres livshistorie.

Men interviewsene er virkelig tankevækkende, fordi vi her møder folk på understøttelse på en anden måde end den sædvanlige (dvs. at man stort set ikke møder dem, hvis man ikke er en af dem). Jeg har indtrykket af, at det er meget ærlige interviews, selvom de ikke altid falder ud til interviewofrets fordel, hvor i hvert fald tre af dem helt tydeligt har konstrueret små narrative forløb (muligvis hjulpet af deres socialrådgiver), der forklarer, at det bare ikke kunne være gået anderledes: “når man er i en oprørsk alder så er man jo sådan set kold i røven”, “jeg skal holdes til ilden hele tiden” (og derfor blev jeg dranker) og “man vil nok altid lave nogle [kriminelle] småting, men ikke de store ting.”

Interviewpersonerne virker både forbløffende bevidste om deres situation, samtidig med at de ser sig selv udefra, som om de ikke selv har indflydelse på, hvad de foretager sig. Den hjemløse “Jan” er egentlig den mest ærlige, fordi han siger, at han selv har valgt at blive hjemløs (så slipper han for ensomhed eller en brokkende kone), og at de fleste andre hjemløse i øvrigt også har det fint – de tigger for at få råd til bajere. Undtagelsen er den afghanske flygtning Homa, der vitterligt er fanget af de høje mindstelønninger i Danmark: Hun er intelligent, men taler ikke sproget godt nok til at oppebære den løn, der skal til – og hun vil heller ikke gå på kompromis. Og så selvfølgelig den aspirende musiker “Jesper”, der hellere vil spille musik end arbejde, og han derfor helt kynisk har taget en beslutning om at suge systemet for, hvad den kan trække. Man forstår ham godt, og der er mange danske kunstenere, der tænker på samme måde.

Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at Ole Birk Olesen havde gået lidt i dybden med de seks interviewpersoners forhold til de sociale myndigheder (og for Homas vedkommende også de frivillige i Dansk Flygtningehjælp). Man kan nemlig godt få en mistanke om, at de i høj grad har lært at italesætte deres situation, så de kan forklare den på en tilsyneladende logisk måde: “Så det var ikke lige noget for mig” eller “der sætter jeg grænsen”, så det ikke rigtig ser ud som om, at der er andre muligheder – andet i end nogle flygtige drømme. Hele det selvforhold kunne jeg godt have tænkt mig at høre endnu mere om, sådan som det bl.a. skitseres i bogen At skabe en klient.

Alligevel er “Taberfabrikken” en overbevisende skamstøtte over den danske velfærdsstat, den mest tåbelige og selvdestuktive politiske beslutning siden Christian IVs indtræden i 30-års krigen. For velfærdsstaten er resultatet af en politisk beslutning, hvilket Ole Birk kommer ind på i sin manende afslutning: Det har ikke altid været sådan. Før 1960 var der ingen velfærdsstat og Danmark var et “ultraliberalistisk” land med et skattetryk på 25 %. Men folk lå jo ikke og døde i rendestenen af den grund og de sociale problemer var på mange måder mindre end i dag, og i hvert fald slet ikke så udsigtløse og meningsløse. Dengang kunne man have en drøm om at arbejde sig selv op fra bunden, og for mange mennesker lykkedes det faktisk. I dag har underklassen ingen drømme tilbage, fordi den bliver betalt for at lade være med at skabe sig et selvstændigt liv. Offerrollen belønner sig på kort sigt – men på langt sigt er den ødelæggende både for offeret og for den, der betaler. En sådan nedværdigende og menneskeforagtende behandling kan vi virkelig ikke være bekendt.

Mere debat:

US
skriver en kommentar til mit svar till Villy.

Jeg har hørt indslaget nu med Ole Birk og Mette Frederiksen. MF er en dreven debattør, men hun har nogle meget mærkelige sammenligninger: De har også sociale problemer i Frankrig, så der kan jo ikke være noget galt med den danske model. Hallo, Frankrings velfærdsstat er endnu værre skruet sammen end den danske. Der er det fuldstændigt umuligt at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis du ikke allerede er der. Hendes klassiske socialdemokratiske ideer om, at alle der ikke selv kan tjene til føden, skal opgraderes med kvalifikationer, virker også urealistisk – og det er hørt mange gange før. Hvorfor må folk ikke få lov til at arbejde med de evner, de nu engang har? Hvorfor skal man partout dømmes ude og gemmes væk, bare fordi man ikke har samme evner som et faglært LO-medlem? Ja, grunden er bl.a., at folk så ville komme ind og konkurrere med selvsamme LO-medlem, og det bryder man sig ikke om i Socialdemokratiet eller fagbevægelsen. Lighed frem for alt – dvs. alle skal være lige som mig.

Villys gensvar til Taberfabrikken

Villy Søvndal kunne desværre ikke komme til Taberfabrik-arrangementet i går. I stedet har han lagt det gensvar, han ville have givet på konferencen, online. Det tjener ham til ære, og det er beklageligt, at han ikke var til stede i går. Det kunne have gjort debatten mere levende.

Når det så er sagt, synes jeg ikke hans svar er særligt overbevisende, og jeg vil gerne lige fremhæve et par punkter:

1) Villy Søvndal mener, at eftersom store dele af befolkningen var fattige i kapitalismens første faser (dvs. industrialiseringen), så kan det ikke passe, at kapitalisme medfører velstand for den almindelige befolkning. I stedet skal fremgangen for den almindelige arbejder tilskrives fagbevægelsernes krav om oprettelsen af velfærdsstaten.

Men her glemmer Søvndal, at befolkningen jo var endnu mere forarmet før industrialiseringen, hvor det store flertal levede som daglejere på landet under usle vilkår, som i dag kun kan sammenlignes med forholdene for bjergbønder i verdens mest fattige lande. Jo, der var mange fattige arbejdere under industrialiseringen (og børnearbejde og alt muligt andet skidt), men man må bare huske, at vi startede fra et endnu lavere punkt. Det var jo grunden til, at de overhovedet søgte ind til byen for at få arbejde. Ligeledes er det også en tilsnigelse at tilskrive fagforeningerne æren for reallønsfremgangen for den almindelige arbejder. I områder med lav organiseringsgrad (fx USA) steg reallønnen endnu mere end den eksempelvis gjorde i det stærkt organiserede Danmark.

2) Søvndals andet argument er endnu mere mærkeligt, selvom det er hørt mange gange før: Den enorme vækst i folk på overførselsindkomster skyldes, at arbejdsmarkedet i dag er meget mere stressende end tidligere, og der stilles meget større krav. Det er sikkert rigtigt, at dette kan forklare noget, måske en del af førtidspensionisterne, men de fleste på overførselsindkomst er jo folk, som overhovedet ikke har haft nogen nævneværdig tilknytning til arbejdsmarkedet! Det er folk, der er vokset op med arbejdsløse forældre eller som har haft en ganske perifer tilknytning til lavtlønnede jobs, der ikke kan siges at være specielt stressende i den forstand, Søvndal mener. De kan umuligt være nedslidte og for tidligt stressede, simpelthen fordi de aldrig rigtig har været i gang – og fordi det ydermere ikke i første omgang er forbundet med nogle nævneværdige omkostninger at melde sig ud, tværtimod.

3) Villy Søvndal mener, at hvis vi skal stoppe væksten af folk på overførselsindkomst, skal vi derfor til bredt at overveje værdierne i vores samfund:

Hvis man vælger at holde fænomener, som om noget gennemsyrer vores samfund, som kapitalisme, konkurrencesamfund, stræben efter berømthed og rigdom, opmærksomheden på f.eks skønhedsidealer, krav til social fleksibilitet osv. osv ude af samfundsanalysen, så kommer vi ingen vegne.

Disse globale og moderne fænomener kan meget vel være så overvældende og så reelt repressive, at dem som er mere sårbare, eller kommer med store sociale belastninger, eller som er bogligt svage eller har en anden etnisk baggrund eller hvad nu årsagerne måtte være, får meget svært ved at klare sig igennem, eller måske giver op inden de får begyndt.

Mener han virkelig seriøst, at opmærksomheden på skøndhedsidealer skulle være en del af grunden til, at ikke én eneste ledig i Københavns Kommune eller Frederiksberg gad at være avisbud, selvom der var masser af ledige jobs under gratisavis-boomet? Var de virkelig så ramt at vores samfunds jagen efter rigdom, at de ikke orkede at springe på cyklen for at tjene nogle penge? Det lyder som et mærkeligt argument, for hvis vores samfund virkelig skulle fokusere på de ting, Søvndal siger, så burde folk jo netop fare afsted for at tjene penge (til skønhedsfremmende operationer)! Men det gør de ikke. I stedet bliver de liggende derhjemme på sofaen.

Mon ikke en mere nærliggende forklaring simpelthen er, at de vurderer at det faktisk ikke kan betale sig for dem? For når man mister en stor del af sin fritid, skal der helst en stor kompensation til for at tage et arbejde, og her rækker de fleste lavtlønsjobs simpelthen ikke. De er jo ikke idioter, vel Søvndal? Næh, de er mennesker ligesom alle os andre, deres evner rækker bare ikke til at tjene mere end hvad de kan få på overførselsindkomst. Så skulle de da være godt dumme, hvis de insisterede på at arbejde alligevel.

Taberfabrikken

I dag udkommer Ole Birk Olesens bog “Taberfabrikken”. Ole Birk er rigtig i vælten for tiden, da han også er ansvarshavende redaktør på netavisen 180grader, og “Taberfabrikken” er endnu et projekt til tiden, der tør sætte fokus på et tabubelagt emne i velfærdsstaten Danmark: Hinsides skåltalerne og de gode intentioner, hvad har velfærdsstaten så egentlig opnået?

Hvis man bemærker, at formålet med velfærdsstaten var at afskaffe social nød, mens resultatet er en stigning i mennesker på overførselsindkomst fra 200.000 i 1960 til 900.000 i dag (excl. SU og folkepension), så ligger bogens konklusion lige for: Velfærdsstaten hjælper ikke de svage, men den skaber derimod tabere, fordi den belønner mennesker for uønsket adfærd (dovenskab, druk, egoisme). At incitamenter virker, er en kendt sag for økonomer, og det er jo bl.a. derfor man giver tilskud til vindmøller: Man vil gerne have flere af dem. Giver man derfor tilskud til arbejdsløse, drukkenbolte eller narkomaner er det også klart, at man får flere af dem.

Tallene taler i hvert fald deres tydelige sprog, og gennem seks interviews og et hav af faktuelle oplysninger, gør Ole Birk Olesen i “Taberfabrikken” klart, at incitamentstrukturen er helt skæv for store dele af den danske befolking, nemlig dem, der ikke er så produktive på arbejdsmarkedet, at det kan betale sig for dem at arbejde frem for at modtage overførselsindkomst. De er først og fremmest de “svage” som velfærdsstaten ellers kulle hjælpe. Resultatet er derimod primært at stille dem uden for arbejdsmarkedet og dermed uden for samfundet som helhed med frygtelige resultater for dem selv. Den udvikling er intet mindre en katastrofe og en tikkende bombe for Danmark, og selvom Ole Birks bog er lige så meget polemisk, som den er journalistisk, er den nødvendig læsning for alle, der vil engagere sig i samfundsdebatten. Den kan med fordel læses sammen med Henning Fonsmarks “Historien om den Danske Utopi”, og kunne også være kaldt “Bjørnetjenesten”.

Jeg har desværre ikke fået læst hele bogen, efter jeg fik den til en konference i går, hvor Ole Birk, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, direktørerne for Saxo Bank (der har finansieret bogen) Kim Fournais og Lars Seir Christensen, og Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom for CEPOS, var tilstede i panelet. Villy Søvndal blev desværre forhindret i sidste øjeblik, og det gjorde debatten lidt ensidig. Claus Hjort var således den eneste forsvarer for velfærdsmodellen, og selvom Clauscescu bed fra sig, kunne man godt have ønsket lidt indspark fra flere velfærds- og flexicurityfans.

Bogen kan købes her.


Links:

Modspil fik Ole Birk sikkert til gengæld, da han mødte Mette Frederiksen i P1 Morgen. Jeg hørte desværre kun de sidste to sekunder, så jeg må høre indslaget, når det kommer på nettet. Linket er her.

Læs også Ole Birks fine præsentation fra konferencen på 180grader.

Dennis Nørmark giver en positiv anmeldelse i Jyllands-Posten. “En forbasket god og nødvendig debatbog”.

aid4education.org still going strong

A while back I wrote about the interesting aid-site aid4education.org, which I helped set up, where you can help African youths get an education, not by making broad donations but by helping specific individuals. This post is just to tell you that there actually right now is a lot of activity on the student blog. Unfortunately comments are off right now (due to spamming), but it’s still worth a read. You can also donate, if you want to.

To me, this is the future of development aid and perhaps the only sort that really seems worthwhile. Of course for a country like Ghana to really get going it should adpot a whole range of other policies. But this is quite beyond the energitic Umar and Muniru’s spehere of influence 😉