Om Lars Hvidberg og webloggen

Lars Hvidberg er forfatter, og denne side er hans udvidede hukommelse.

Jeg startede bloggen i august 2002 med en blandet landhandel af prosa, poesi, betragtninger, bon mots og sjæleudvridninger, som jeg udleverede indtil november 2003, hvor jeg grundet tidspres gik over til mere spredt fægtning. Du kan finde alle disse tekster under Strøet Frø.

Fra 18. november 2003 og indtil februar 2004 skrev jeg de daglige weblogs som automatskrivning, dvs. der var simpelthen bare en bestemt mængde plads som skulle fyldes ud, så hurtigt det kunne lade sig gøre uden at tænke nærmere over det. Her regerede WYWIWYG-princippet: What You Write Is What You Get. (Med forbehold naturligvis: stavefejl blev ændret, og enkelte sætninger shinet op). Disse ligger også under Strøet Frø.

I januar 2004 besluttede jeg mig for at oprette en mere ‘normal’ weblog, der samtidigt kunne fungere som en udvidet hukommelse, hvor jeg kommenterer aktuelle begivenheder, samler facts og links der interesserer mig, eller skriver anmeldelser af bøger og film, mest for min egen skyld.

I april måned 2003 var “Strøet Frø” i New York City, og oplevelserne fra turen vil blive bragt hen af vejen.

Fra marts til maj 2004 var jeg i Bolivia, og har givet en fyldig dækning af begivenhedrne her under titlen ‘Bolivia’. Afdelingen mangler endnu de sidste indlæg fra maj måned, hvor jeg rejste i Bolivia.

Da jeg bruger en del tid på at skrive om film, har jeg lavet en film-sektion med forskellige udpluk af det jeg har skrevet, bl.a. som anmeldelser i Inquirer eller Citadel. Det er mest tænkt som en database til eget brug, men du er naturligvis velkommen til at bruge den!

Desuden har jeg samlet en række citater som jeg synes er sjove eller informative.

Husk: Du kan altid bruge søgefunktionen. Jeg har endnu ikke fundet ud af at kunne sortere kategorierne efter andet end dato, og derfor kan Film-sektionen godt være forvirrende at finde rundt i. Men du kan som sagt altid bruge søgefunktionen, som er rigtig smart.

Ønsker du at kontakte mig med kommentarer eller påpegelser af stavefejl kan du skrive til “lars_hvidberg [snabel-a] yahoo [punktum] dk”

God fornøjelse!

Lars Hvidberg

Første post på min nye weblog!

Hej og velkommen til Lars Hvidbergs weblog.

Som du kan se, hvis du har været her før, er der kommet helt nyt design. Nu er der mulighed for kommentarer og meget, meget andet. Jeg skal lige have tjekket op på de forskellige muligheder, så det vil nok tage lidt tid, før hele mit bagkatalog er på sitet, men det håber jeg du vil bære over med.

P.S. – dette design er endnu kun en skabelon. Jeg designer snart mit eget…

Ny weblog

Boyz and Galz derude, nu vil jeg til at lave noget nyt herinde. Hvad siger I til en god gammeldags Weblog, af den velafprøvede net-bevidste slags? Jeg har fået meget god respons på mine små digte og ting og sager, men jeg må sige at det er sjældent jeg får opdateret, og da jeg alligevel (ideelt set i det mindste) tilbringer det meste af min tid med at skrive fiktion, så er det måske for meget forlangt, at det også skal køre på webloggen. I stedet tror jeg at jeg vil lave det her til en companion piece til al min almindelige websurfing – opdateringer på hvad JEG synes der sker rundt omkring, og ting som jeg synes I burde tjekke ud.

Desuden skal jeg snart tre måneder til Bolivia, og der kan jeg næppe opdatere hver dag. Til gengæld kan jeg bruge dette som en virtuel dagbog, hvad en del af mine læsere – ikke mindst mine forældre – sikkert vil sætte pris på. Så det er bare om at komme igang. Og hvad er bedre end at bruge den 1. i måneden til at starte på sådan et nyt projekt?

For det første kan jeg sige at det i den grad har givet bonus at bede om jeres muse-klik support for at få mig på rock-idolet Bob Moulds weblog. I skrivende stund har jeg 14 hits. Tjeck selv ud her. Det er jo dejligt og det viser at der faktisk er nogen som læser den her side – og det er altså ikke min mor alle gangene! Jeg har endda fået en e-mail fra en af mig ukendt Lasse Wist, der skriver at jeg er på listen! Han har nok set mit råb om hjælp. Jeg skal nok give en update på hvem han er, når jeg har undersøgt sagen.

God vind til alle

Lars