Læser Knausgårds essay “Mit fædreland” (bragt i Weekendavisen sidste år) om Utøya og bomberne i Olso (og om litteratur og virkeligheden og hvad Norge betyder for en nordmand). Fremragende, anbefales.
Men når angrebet ikke kom udefra, ikke kom fra det fremmede, men fra en af vore egne, når det var udført af nordmænd, var flagenes budskab ikke længere enkelt og utvetydigt. Det var ikke Norges 11. september. Det var ikke enten er du med os, eller også er du imod os. Fjenden var ikke den fremmede. Fjenden var os selv.
Men jeg spekulerer alligevel over, om vi (eller nordmændene) alligevel har haft enormt travlt med at skubbe Breivik fra sig? I dag blev han i Norge kun omtalt som “Ondskaben”, igen som noget metafysisk, der ikke har noget med os at gøre. Det er som om, at vi stadig ikke fatter det, og slet ikke, hvad det betyder eller hvad vi skal gøre.
Stoltenbergs modtaler har været smukke, og Thorning har kopieret dem godt, men jeg ved egentlig ikke for alvor, hvordan man forestiller sig at endnu mere demokrati og åbenhed – for slet ikke at tale om mere kærlighed – skulle være et modtræk imod den næste Breivik?
Opdatering: Jeg savner noget i stil med dette, som Knausgård skriver om Breivik:
Det dokument, der blev lagt ud på nettet, halvanden time før bomben sprang i Oslo, er skrevet på vores sprog. På mit og dit sprog.
Han skriver, at ideologier forhindrer os i at tænke selv. Det er jeg enig i, det har jeg selv sagt og skrevet mange gange. Han fordømmer det politisk korrekte. Det har jeg også gjort. Han kritiserer en filosof som Adorno, det har jeg også gjort. Han skriver, at han lejer biler hos Avis, han skriver, at han ser melodigrandprix, at han ser Dexter, og at han spiller computerspil. Han går til fest med sine etablerede venner, han taler med naboen, og han bekymrer sig hele tiden om de eksperimenter, han har i gang bag vinduerne, som han har blændet. Hans meninger er ekstreme, hans verdensbillede paranoidt, men den verden, han lever i og beskriver, er vores verden.
Afgrunden findes ikke mellem det, han mente, og det, vi mener, afgrunden findes mellem det, han mente, og det, han gjorde. Med det tog han skridtet væk fra selve det menneskelige. I det øjeblik han tager skridtet tilbage, det vil sige erkender, hvad han har gjort, vil han dø. Det kan intet menneske leve med. Derfor lever han videre uden for det menneskelige, det vil sige i den verden, hvor de andre ikke findes.
Opdatering 2: Video: Knausgård læser en lignende tekst (som en del af mindekoncerten i Oslo):