Udbredt selvcensur blandt danske kunstnere

Fra forskræppet til en A4 undersøgelse:

Danske kunstnere lægger i høj grad bånd på sig selv for ikke at komme til at fornærme med deres kunst, viser en undersøgelse.

Flere kunstnere udtrykker bekymring over en stigende selvcensur i dansk kulturliv.

Frygten for repressalier fra fanatikere er den primære årsag til, at en lang række danske forfattere, billedkunstnere, galleriejere og museumsledere vælger at gå på listesko. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 offentliggør mandag.

I alt har 654 personer deltaget i undersøgelsen, og næsten halvdelen mener, at ytringsfriheden i dag er truet.

Der er eksempler i artiklen på forfattere, der direkte har rettet i deres kunst, for ikke at fornærme ekstremister. Det er – naturligt nok – primært beskrivelsen af islam, der trykker. Det er meget problematisk, men jeg forstår egentlig godt forfatterne. Jeg ville heller ikke røre emnet islam med en ildtang, selvom det givetvis er et af de vigtigste emner i Danmark i dag. Det vil sige: Man kan sagtens skrive om islam, men der er ganske bestemte måder, det skal gøres på: ekstremismen skal isoleres, eller gøres til et problem “på begge sider”, og man skal for alt i verden undgå antydninger af, at islam i sig selv kan være et problem (om det er det, ved jeg ikke). Først og fremmest skal man fokusere på “samfundets” rolle, isoleringen der skaber ekstremisme, og gerne presset fra uforstående, fordomsfulde danskere, der “tvinger” unge muslimer ind i ekstremisme.

Desuden er det nok også et spørgsmål om tilfældigheder, om man kommer i søgelyset eller ej. Nogle kan skrive ganske negativt om islam – eksempelvis Henrik Norbrandt – uden der sker noget, mens andre skal passe på, selvom de egentlig har en positiv vinkel, eksempelvis Kåre Bluitgen, der som sådan er ganske positivt stemt overfor muslimer og indvandring.

Desuden er der i et lille, statsstyret land som Danmark, hvor bevillingerne kommer fra ganske få personer, også et stærkt pres fra andre kunstnere til at have konforme, politiske holdninger. Man må for alt i verden ikke have holdninger, der på nogen måde kan minde om Dansk Folkeparti. Det kan være farligt for karrieren.

Selv ved jeg i øvrigt ikke helt, hvad jeg mener om hele affæren. Der er problemer med islam, men det virker især som som, det er kombinationen af dansk velfærdsstat og islam, der er giftig. Kombinationen velfærdsstat og etnisk dansker virker for øvrigt heller ikke for god, så vidt jeg kan se.

Kunstnere vil gerne se sig selv som særligt udvalgte mennesker, der tør sige sandheden til “Magten”. Men de er naturligvis mennesker ligesom alle andre, primært interesserede i overlevelse og snævre egeninteresser. Der er jo så meget i verden, man kan skrive om. Hvorfor skrive om islam, hvis det kan skaffe én problemer på halsen?

Opdatering:

Kristian Ditlev Jensen omtaler undersøgelsen i sin udmærkede blog i Jylllands-Posten. Han skriver “Fak Mohammæd” for at være slem og alligevel ikke skrive helt om islam, men jeg forstår godt hans pointe: Med kunsten kan man skrive udenom og indenom, og det skal man også. Men bemærk i øvrigt også denne interessante kommentar fra Trisse Gejl om metodikken bag undersøgelsen:

47 % mener, at ytringsfriheden er truet i Danmark i dag. Det svarede jeg også ja til og skrev i bemærkningsfeltet, at jeg var bekymret for forsvarets angreb på ytringsfriheden i forbindelse med jægerbøgerne! Andre har noteret, at det er burkaforbud og tørklædedebat, der truer ytringsfriheden. Ingen af kommentarerne er kommet med i den endelige artikel, hvor vores svar nu indgår som en bekræftelse på, at kun muhammedsagen truer ytringsfriheden.

Metodikken er interessant, og den er naturligvis gearet til at give det mest chokerende resultat.

Integration på Amerikansk

Min USA-klumme handler denne tirsdag om integration. Den findes online her. Uddrag fra klummen:

Det er nemt at blive amerikaner, og kriterierne er tydelige: Hvis du kan klare dig selv og lade være med at blande dig i andres liv, er du allerede godt på vej. Kriterierne i Danmark er derimod skjulte og underforståede, og til vores kulturelle skændsel giver vi ikke længere så meget for at klare sig selv.

Bemærkninger:
Indvandring er et vigtigt og komplekst område, som også er svært at få styr på. Jeg kunne i hvert fald slet ikke få plads til alle de historier, jeg gerne ville have med. Her er et par bidder af billedet:

I 2006 offentliggjorde den svenske forsker Benny Carlson et studie af somaliere i hhv. Malmø og Minneapolis, Minnesota, hvor ca. 25.000 somaliere bor. Igen var der (ligesom med iranerne) tale om fuldt sammenlignelige grupper: Somalierne i både Sverige og USA var kommet til i begyndelsen af 90’erne, hvor borgerkrigen hærgede i Somalia. Benny Carlson ønskede at undersøge, hvordan somalierne havde klaret sig i hhv. den trygge, svenske velfærdsstat og det barske, kapitalistiske USA uden socialt sikkerhedsnet.

Resultaterne var øjenåbnende, for på alle relevante parametre havde somalierne i Minnesota klaret sig markant bedre end deres svenske skæbnefæller. Hvor kun 30% af somalierne i Sverige var i arbejde var tallet næsten det dobbelte i Minneapolis. Og endnu mere afgørende var en meget stor del af somalierne i Minnesota entreprenører. I 2005 var der ca. 800 somalisk-ejede virksomheder i Minneapolis, mens der i hele Sverige var 30 (i 2003).

Somalierne i Minneapolis var ikke en velhavende gruppe, men de klarede sig, og fordi de klarede sig selv, fik de også stadig større respekt fra lokalsamfundet og de andre i Minnesota (der sjovt nok overvejende har svensk/skandinavisk baggrund). Somalierne var kort sagt godt på vej til at gøre iranerne tricket efter: Integrere sig, blive velhavende, blive til amerikanere. Samtidig behøver vi næppe gå ind i, hvor problematisk synet er blevet på somaliere i Malmø – eller i Danmark.

Somalierne og iranerne – og mexicanerne og kineserne – er i gang med at gentage en lang amerikansk immigrationstradition, som alle andre amerikanere har deltaget i før dem, faktisk helt tilbage fra da de første englændere og skotter ankom: De første år er rigtig, rigtig hårde, og man er helt afhængig af venner og familie, men i Amerika er der muligheder og hårdt arbejde betaler sig – og efterhånden skaber man et liv for sig selv. Man kommer som outsider men bliver efterhånden til en del af traditionen og kulturen. Sådan er det gået også for irerne, italienerne, polakkerne, jøderne, armenerne, puerto ricanerne, ghaneserne – for slet ikke at tale om alle de succesfulde skandinaver, der er draget vestpå.

Man skal selvfølgelig heller ikke overdrive den store integration og harmoni. Den store amerikanske smeltedigle er måske mere en multikulturel mosaik, hvor man lever livet i mange forskellige parallelsamfund, og der stadig eksisterer fordomme og racisme. Naturligvis kender man bedst sine egne, sådan vil det altid være, og det er da ikke uden grund, at nogle amerikanere er bekymrede for den enorme latinamerikanske indvandring, der truer med at vende op og ned på de sydvestlige stater. Boston blev også engang i tidernes morgen overrendt af katolikker og byen blev aldrig den samme igen efter puritanernes fordrivelse. Men sådan er det, og det kan man leve med i USA.

Alligevel er det slående, hvor stor forskel der er på succesen i USA og fiaskoen i Europa – især med muslimsk indvandring. Hvad er grunden? Den kulturelle forklaring holder kun delvist, for også iranere og somaliere kommer fra en muslimsk baggrund, men alligevel klarer de sig godt, ligesom de mange irakere i Dearborn, Michigan. Naturligvis er der problemer, og den politiske korrekthed skygger nogen gange for en fornugtig konfrontation med religiøse galninge som major Nidal Malik Hasan, der 5. november dræbte 13 mennesker på Fort Hood i Texas. Hvis han havde været en tatoveret, galtbarberet redneck fra West Virginia, havde militæret nok langt tidligere konfronteret faresignalerne. (Der har også været andre terrorsager, og det skal også siges, at USA ikke har set en så koncentreret muslimsk indvandring, som nogle europæiske lande har set.) Men USA har intet set til de massive uroligheder eller ghettodannelser, der hærger europæiske storbyer.

Europas slingrekurs overfor indvandring

Citat fra Christopher Caldwells kommende Reflections on the Revolution in Europe. Immigration, Islam and the West. Her specifikt om bådflygtninge fra Afrika, men i overført betydning om hele Europas problemer med indvandring:

Europeans in general could not figure out whether these immigrants were desperate wards, diligent workingmen, or ruthless invaders, and lacked the imagination to admit that they could be all of those things or none. What Europe needed under the circumstances was a moral code that would give answers about what it owed these people. It does not have one. A vague idea that Europe needs labor coexists with a lack of curiosity about whether migrants are indeed coming to work; a vague idea that migrants need to be cared for as refugees makes it seem impolite to count the costs of assuming responsibility for the world’s poor. To roll out the welcome mat for all these people would be nuts; to turn them away would be racist. Unable to muster the will for either a heartfelt welcome or for earnest self-defense, they hope the world will mistake their paralysis for hospitality. (p. 70)

Bogen er både blevet omtalt i Information og Caldwell har givet interview til Martin Burcharth. Jeg har læst de første 100 sider og de er overordentligt interessante og velinformerede – men desværre ikke særligt optimistiske.

Islam og kapitalismens fald

Reason rapporterer, at Hizb-Ut-Tahrir America afholder en stor konference i Chicago på søndag. Til det formål har de fået produceret en ret imponerende video:

Er den yderste venstrefløj og radikaliseret islam ved at konvergere? De deler i hvert fald rigtig mange synspunkter. Tendensen har været klar i Europa i nogle år, og er altså også ved at komme til USA. Alene videoens MTV-agtige kvalitet (temmeligt ironisk konferencens formål taget i betragtning, skulle man mene) fortæller om, at der må være ressourcefulde bagmænd. De fleste muslimer i USA har dog heldigvis for travlt med at gå på arbejde og skabe sig et bedre liv til at bruge tid på at blive fundamentalister.

The case for responsible speech

Presented in a poem no less, by a Danish muslim.

Starts out rather bombastically:

We still remember only too well
When that Danish newspaper decided to sell
Its principles like some prostitute
And drove like a tank down the route.

But ends on an a more rational note (except for the exclamation marks, they seem over the top):

To recap once more for those who need to know
Before decent behaviour suffers another blow:
No right to offend my sensibility!
No freedom without responsibility!
No culture without civility!
No humanity without humility!

Sure yeah, why not. Problem is, though: Who’s going to decide what is sensible and responsible? Didn’t the publishers of the cartoons feel that they were performing some kind of vital, civic duty? That is certainly their argument. How are we to judge what is sensible and what isn’t?

Ytringspolitiet er en realitet

Det her er en realitet i Europa 2008. Tegn en tegning, nogle ikke bryder sig om, og du bliver arresteret midt om natten og sidder 30 timer i fængsel.

Mere om den pseudonyme tegner Gregorius Nekschot. Hans tegninger kan beses her. De er superprovokerende – præcis ligesom gode satiretegninger skal være.

Og i samme åndedrag: Teenager i retten for at kalde Scientology for kult.

Hvem sagde, at ytringsfriheden ikke er truet?

Borgerlighed og islamkritik

180grader har her en meget relevant leder om Villy Søvndal og det borgerlige projekt.

Pointen er kort, at nu hvor Villy Søvndal (måske) omsider har taget bladet fra munden og prikket hul på venstrefløjens del af islamkritikken, kan de borgerlige endelig få fred til at kaste sig over andre ting. Islamkritikken har i lange tider været det, der gjorde Dansk Folkeparti borgerligt, mens partiets øvrige politik især hører til på venstrefløjen, især en mere populistisk venstrefløj, som den Villy Søvndal på sin egen charmerende måde er begyndt at udstikke rammerne for (5.000 kroner mere i løn om måneden til alle vi godt kan lide!). Mit bud er, at der i fremtiden vil tegne sig flere og flere alliancer henover “midten” i dansk politik.

Fra et borgerligt (dvs. frihedsoritenteret), standpunkt er der naturligvis rigtig meget at kritisere i islam. Det er på mange måder en problematisk religion med en problematisk historie, men det adskiller den ikke væsentligt fra andre verdensreligioner. Dens største problem er den flydende overgang mellem religion og politik, der på én gang gør lande som Iran og Saudi Arabien så problematiske at opholde sig i, og som samtidig gør de totalitære strukturer så svære at ændre fordi de udspringer af dybt forankrede kulturelle strømninger. Der er nogle kampe, der skal kæmpes her, især internt blandt muslimer, og der er masser af kritik at komme med fra borgerlig side.

Men der er også en hel del af den danske islamkritik som, når man kradser i overfladen, udspringer af almindelig fremmedangst og til tider decideret racisme. Det kan man muligvis godt forstå grundet den tåbelige integrationspolitik, der er blevet ført i Danmark i mange år, som har medført så enorme problemer med dele af Danmarks muslimske mindretal. Islam og den nordiske velfærdsmodel har vist sig at være et rigtigt dårligt mix (selvom integrationen altså sagtens kan lade sig gøre andre steder). Det har skabt en modreaktion, der på mange måder er urimelig og helt ude i hampen, hvor en muslim per definition er et problem og en skabsfundamentalist – eller i hvert fald en idiot, der burde skrubbe tilbage til den anatolske højslette. Det er ikke rimeligt overfor de flertal af danske muslimer, som bare passer sig selv og deres arbejde og dermed bidrager positivt til det danske samfund.

Set fra et borgerligt synspunkt er det altså helt ok at være muslim. Man kan sagtens være muslim privat og alligevel gå ind for de borgerlige frihedsrettigheder. Borgerligheden inkluderer også friheden til at dyrke sin gud, som man ønsker, om det så er med tørklæde eller burka. Personligt er det ikke noget for mig, men jeg skal ikke dømme om, hvad der er et godt liv for andre. Og de har naturligvis heller ikke ret til at dømme mig. Det er såmænd bare god borgerlig fornuft.

Villy taler ud

Der bliver talt meget ud for tiden, men det er også interessante tider, vi lever i.

Her er kloge ord fra Villy Søvndal, der i højere og højere grad gør op med venstrefløjens blødsødenhed overfor islamisk fundamentalisme:

Det siges undertiden at medlemmerne af Hizb-ut-Tahrir er dem blandt indvandrerne, der klarer sig bedst når det gælder uddannelse og job. Jeg ved det ikke – jeg er ikke sociolog. Men jeg kan konstatere, at de er rigtig dårligt kørende på alle andre områder. Og det er vel tragedien i det hele: At mennesker der er vokset op i frihed og har fået muligheder, som deres forældres hjemlande aldrig ville have kunnet give dem, alligevel ender som religiøse fantaster med et had, til det samfund de bor i.   

Sandt nok. Men hvor er det dog interessant, hvor meget et udsagn afhænger af, hvem der siger det. Hvad nu, hvis en politiker fra Dansk Folkeparti havde sagt følgende:

Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte land.   

“Skrub hjem hvor I kommer fra”. Er det ikke stort set det, Villy Søvndal siger? Bare med andre ord? Og et andet – mere venligt og socialt – ansigt end Pia-Musen?

Og Villy slipper ikke bare afsted med det. Folk elsker ham for det og de rosende kommentarer vælter ind. Venstrefløjen har ventet længe på, at en politiker rent faktisk sagde det, de fleste mennesker i grunden tænker og føler. Er venstrefløjens egen indre svinehund – som de ville kalde det – på vej ud for at glamme? Og tør de virkelig stå ved den?

Nu kokser det for Pia

Pia Kjærsgaard vil have et totalforbud mod tørklæder i det offentlige rum:

Forbuddet skal gælde, uanset om man bærer burka eller tørklæde.

”Det er sådan set fuldstændigt ligemeget, om der er tale om et tørklæde eller en burka. Det handler om signalet. Det er undertrykkende, og det synes jeg ikke, vi skal acceptere,” siger hun.

Logikken halter. “Tørklæder er undertrykkende, ergo skal de forbydes”. Men Kjærsgaard må indse, at selvom nogle kvinder bærer tørklæder under tvang eller skjulte trusler, så bærer andre dem fuldstændigt frivilligt af religiøse årsager eller som en del af deres kulturelle tradition. Skal vi have et tørklædepoliti, der afgør, hvor der er tvang, og hvor der er frivillighed? Hvordan forestiller Kjærsgaard sig, at forbudet skal håndhæves? Jeg forudser nogle meget voldsomme og krænkende konfrontationer, der ikke er det danske samfund værdigt.

Personligt er jeg enig i, at tørklæder kan være problematiske på grund af de politiske konnotationer, der kan knytte sig til dem, ikke mindst taget i betragtning, hvordan lovgivningen er i visse muslimske lande (og Iran er langt fra det værste). Men løsningen er altså ikke at indskrænke alles frihed for at forhindre overgreb på nogle få. Tværtimod må man bare stædigt insistere på retten til at gå med tørklæde eller ej, som man individuelt ønsker det.

Der findes ingen patentløsninger på, at nogle kvinder med muslimsk baggrund føler sig presset til at gå med tørklæde i Danmark. Kjærsgaards forslag vil kun forværre situationen og måske føre til, at flere kvinder holdes hjemme. Tåbelig idé.