Udbredt selvcensur blandt danske kunstnere

Fra forskræppet til en A4 undersøgelse:

Danske kunstnere lægger i høj grad bånd på sig selv for ikke at komme til at fornærme med deres kunst, viser en undersøgelse.

Flere kunstnere udtrykker bekymring over en stigende selvcensur i dansk kulturliv.

Frygten for repressalier fra fanatikere er den primære årsag til, at en lang række danske forfattere, billedkunstnere, galleriejere og museumsledere vælger at gå på listesko. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 offentliggør mandag.

I alt har 654 personer deltaget i undersøgelsen, og næsten halvdelen mener, at ytringsfriheden i dag er truet.

Der er eksempler i artiklen på forfattere, der direkte har rettet i deres kunst, for ikke at fornærme ekstremister. Det er – naturligt nok – primært beskrivelsen af islam, der trykker. Det er meget problematisk, men jeg forstår egentlig godt forfatterne. Jeg ville heller ikke røre emnet islam med en ildtang, selvom det givetvis er et af de vigtigste emner i Danmark i dag. Det vil sige: Man kan sagtens skrive om islam, men der er ganske bestemte måder, det skal gøres på: ekstremismen skal isoleres, eller gøres til et problem “på begge sider”, og man skal for alt i verden undgå antydninger af, at islam i sig selv kan være et problem (om det er det, ved jeg ikke). Først og fremmest skal man fokusere på “samfundets” rolle, isoleringen der skaber ekstremisme, og gerne presset fra uforstående, fordomsfulde danskere, der “tvinger” unge muslimer ind i ekstremisme.

Desuden er det nok også et spørgsmål om tilfældigheder, om man kommer i søgelyset eller ej. Nogle kan skrive ganske negativt om islam – eksempelvis Henrik Norbrandt – uden der sker noget, mens andre skal passe på, selvom de egentlig har en positiv vinkel, eksempelvis Kåre Bluitgen, der som sådan er ganske positivt stemt overfor muslimer og indvandring.

Desuden er der i et lille, statsstyret land som Danmark, hvor bevillingerne kommer fra ganske få personer, også et stærkt pres fra andre kunstnere til at have konforme, politiske holdninger. Man må for alt i verden ikke have holdninger, der på nogen måde kan minde om Dansk Folkeparti. Det kan være farligt for karrieren.

Selv ved jeg i øvrigt ikke helt, hvad jeg mener om hele affæren. Der er problemer med islam, men det virker især som som, det er kombinationen af dansk velfærdsstat og islam, der er giftig. Kombinationen velfærdsstat og etnisk dansker virker for øvrigt heller ikke for god, så vidt jeg kan se.

Kunstnere vil gerne se sig selv som særligt udvalgte mennesker, der tør sige sandheden til “Magten”. Men de er naturligvis mennesker ligesom alle andre, primært interesserede i overlevelse og snævre egeninteresser. Der er jo så meget i verden, man kan skrive om. Hvorfor skrive om islam, hvis det kan skaffe én problemer på halsen?

Opdatering:

Kristian Ditlev Jensen omtaler undersøgelsen i sin udmærkede blog i Jylllands-Posten. Han skriver “Fak Mohammæd” for at være slem og alligevel ikke skrive helt om islam, men jeg forstår godt hans pointe: Med kunsten kan man skrive udenom og indenom, og det skal man også. Men bemærk i øvrigt også denne interessante kommentar fra Trisse Gejl om metodikken bag undersøgelsen:

47 % mener, at ytringsfriheden er truet i Danmark i dag. Det svarede jeg også ja til og skrev i bemærkningsfeltet, at jeg var bekymret for forsvarets angreb på ytringsfriheden i forbindelse med jægerbøgerne! Andre har noteret, at det er burkaforbud og tørklædedebat, der truer ytringsfriheden. Ingen af kommentarerne er kommet med i den endelige artikel, hvor vores svar nu indgår som en bekræftelse på, at kun muhammedsagen truer ytringsfriheden.

Metodikken er interessant, og den er naturligvis gearet til at give det mest chokerende resultat.

3 comments on “Udbredt selvcensur blandt danske kunstnere

  1. Kimpo says:

    Klart, at KD Jensen ikke skal have noget klinket. Der er jo ikke konsensus om for alvor at skride ind overfor de muslimske trusler mod vor livsform.

    Forfatterens eksempel virker omvendt særdeles søgt. Det er selvfølgelig ikke sagen om jægerbogen, som giver forfatterne sved på panden – den kan allerhøjest koste en retssag, omtale og dermed glimrende indtjeningsmuligheder. Nej, også for denne forfatter er det frygten for muslimerne, der spiller hovedrollen. I dette tilfælde er frygten blot så stor, at TG ikke tør sætte navn på den.

  2. Enig. Men det interessante ved TGs eksempel er ikke begrundelsen, men at begrundelsen ikke er endt i undersøgelsens konklusion som begrundelse. Det virker som en problematisk metodik for undersøgelsen (men jeg har ikke læst den nærmere).

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *