“Hvad har flyskam, Svinkløv Badehotel og Det Nye Testamente til fælles?” Det er temaet i min artikel i Kirken I Københavns debatmagasin fra december 2019. Da magasinet i sig selv ikke er i almindelig handel (da det primært udsendes til præster m.m. i Københavns Stift), har jeg fået lov til at optrykke artiklen i dens fulde længde:
“For syns skyld” – om det indre og det ydre.
Eller: hvad har Det Nye Testamente, flyskam og Svinkløv Badehotel til fælles?
Evelyn: “Patrick is not a cynic! He is the boy next door. Aren’t you honey?”
Patrick (whispers to himself): “No, I am not. I am a fucking evil psychopath.”
(Bret Easton Ellis: “American Psycho”, 1991)
Den britiske forfatter, Neil Gaiman, fortæller, at han engang blev inviteret til et stort arrangement med kunstnere, videnskabsfolk og andre kloge mennesker. Her gik han forvirret rundt og følte, at han overhovedet ikke hørte til. Selvom han havde solgt millioner af bøger, syntes han ikke, at han for alvor havde udrettet noget – sammenlignet med alle de andre.
Mens Neil Gaiman sneg sig langs panelerne, mødte han en ældre herre, der viste sig også at hedde Neil. Deres fælles fornavn førte til en samtale, hvor den ældre Neil sagde, at han heller ikke følte, at han hørte til i forsamlingen, der jo bestod af virkelig betydningsfulde mennesker. “Det eneste jeg gjorde, var jo bare at tage derhen, hvor jeg blev sendt”, sagde han.
“Men…” sagde den yngre Neil, “Et eller andet har du jo udrettet. Du var jo trods alt den første mand på Månen.”
Den ældre Neils efternavn var Armstrong. Og forfatter-Neil konkluderede, at når selv månelandings-Neil kunne føle, at han ikke for alvor havde udrettet noget, så var der måske håb for alle os andre.
For de fleste af os rammes fra tid til anden af en følelse af, at vi ligesom kejseren i eventyret ikke har noget på, og derfor lige om lidt vil blive afsløret. En dag ligger der en fyreseddel med ordene: “Vi tog fejl, du er jo ikke noget værd.”
“Bedragersyndromet”, som man kalder det på dansk, er et klart symptom på den moderne verden, hvor vores roller hele tiden er til forhandling. Hvor vi hele tiden kæmper med at finde en balance mellem det indre og det ydre.
Fra faste roller til frie rammer
Min farmor var husmor i en lille jysk by. Jeg husker fra besøg hos hende, at det , var ekstremt vigtigt, at gardinerne var trukket fra allersenest klokken ni om morgenen. Ellers kunne folk jo tro, at hun lå og snuede som en anden døgenigt!
For et københavnerfødt medlem af generation X var det selvfølgelig mærkeligt, at det var vigtigt, hvornår gardinerne kom fra. Men i den lille jyske by holdt alle øje med alle og vogtede over adfærden. Det kunne føles klaustrofobisk, men da min farmor døde i 2001 kom der så mange til begravelsen, at det virkede som om, hele byen sagde farvel.
Man havde en rolle. Man skulle spille den. Men man var også en del af et fællesskab, der anerkendte, at man spillede med.
Nu er alt anderledes. Vi skal hele tiden forhandle anerkendelse og roller i stadig mere flydende rammer.
Vi har alle muligheder, men skal også hele tiden skabe os selv. Vi skal hver dag forny vores mandat i verden: Levere på arbejdet, være til stede i familien, sørge for en konsistens imellem den, man var i går, og den man er i dag. Det pålægger den enkelte et enormt ansvar for at skabe sammenhæng mellem det indre og det ydre. Derfor har vi stressepidemier blandt succesfulde 12-tals-piger, der må skære i sig selv for at mærke, at de lever. Vi har terrorister, der er så usikre på deres egen evne til at spille en rolle i verden, at de lægger livevideoer på Facebook, når de slår ihjel, så alle kan gyse eller klappe.
Det er blevet vores eget ansvar at kuratere vores livs instagramprofil. Hvis billedet er uskarpt eller kedeligt er det vores eget problem. Så må vi jo se at få taget nogle bedre billeder.
Fra skam til skyld
Men måske er problemet i virkeligheden ældgammelt i den vestlige verden. Og har at gøre med den vestlige verdens kernekultur. Det Gamle Testamente, der regulerede livet for oldtidens jødiske samfund, var i det store og hele en ydrestyret liste over forbud: Du må ikke slå ihjel. Du må ikke stjæle. De var ganske nemme at overholde, for man skulle bare lade være!
Sværere blev det med Det Nye Testamente og Jesus. Her blev de mange objektive krav overtrumfet af ét enkelt krav: du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.
Det ydre og objektive blev erstattet af det indre og subjektive.
Hvem ved, hvornår man elsker Gud nok? Og hvad vil det i grunden sige at elske sin næste som sig selv? Kanman overhovedet det? Og hvad nu, hvis jeg slet ikke elsker mig selv – skal jeg så hade min næste?
Det var et etisk setup som programmeret til at skabe sjælekval og skyld. Man bevægede sig fra en “skam”-kultur med fokus på den ydre adfærd til en “skyld”-kultur med fokus på selvregulering.
I moderne, protestantisk kristendom taler vi ofte om, at Jesus’ bud er formuleret på den drastiske måde, for at vise, at ingen i praksis kan leve op til dem, og at alle derfor er syndere. For hvem kan virkelig elske sin næste som sig selv, for slet ikke at tale om at elske sin fjende? Her er vejen banet til en form for tilgivende kristendom, der accepterer menneskelige fejl, men hvor man også er “altid allerede elsket” og frelst.
Men sådan er Det Nye Testamentes bud selvfølgelig ikke altid blevet fortolket – tværtimod. Selvom de var subjektivt formulerede, er de blevet objektivt opfattede, for hvad skulle man i grunden bedømme mennesker på, hvis ikke det ydre?
Det er her, kapitalismen kommer ind i billedet. Den moderne protestantismes indrestyrede fokus giver sig nemlig udtryk i pligtetik, vilje til hårdt arbejde, til nøjsomhed – det vil sige dyder, der ofte fører til økonomisk succes i en kapitalistisk økonomi.
Og således kunne der, i følge sociologen Max Weber i “Den porestantiske etik og kapitalismens ånd fra 1905, blandt de mest indrestyrede calvinister i Holland og England udvikle sig en “kapitalismens ånd” hvor økonomisk, verdslig succes blev til et udtryk for Herrens velsignelse og frelse.
Det indrestyrede kræver altså alligevel noget ydre at hage sig fast på. For det er svært at skabe en samfundsetik, hvis det hele alene handler om subjektiv tro. Selv den stærkeste skyld-kultur får dermed et element af skam-kulturen i sig.
Batemans visitkort
Nu vi taler moderne kapitalisme er det svært at komme uden om romanen “American Psycho” fra 1991 af amerikaneren Bret Easton Ellis.
Jeg-fortælleren Patrick Bateman er børsmægler – og massemorder. Han færdes i et miljø af andre unge Wall Street-hajer, som han hele tiden forveksler med hinanden, fordi de alle i deres individualistiske livsstil ligner hinanden helt uroligt meget. Er det Timothy Price, Luis Carruthers, David Van Patten, Victor Powell, Paul Owen? Who knows – does it matter?
De lever i en kulturel økonomi med tilbagestrøget hår, sorte seler på den hvide skjorte, de rigtige hornbrillestel, det rigtige jakkesæt , og ikke mindst det rigtige visitkort. Det kan drive Bateman til panikangst – og mord – at en konkurrent i den sociale gruppe har fået et nyt kort med relieftryk i æggeskalshvid.
Bateman har ingen rigtige venner, og hans forhold til kæresten Evelyn er drevet af lige dele desperation og overfladiskhed. Derfor myrder han i en række kvalmefremkaldende herskerscenarier. Alt sammen beskrevet nøgternt, koldt, ligegyldigt. Bag den udpenslede vold gemmer der sig imidlertid en tyk ironi, for selvom Bateman er fuld af vrede og had, så er der ingen, der lægger mærke til det eller tror på det. De forskellige veninder omtaler ham altid som sød og rar – “the boy next door”. Selv i overfladiskhedens tidsalder med dens tydelige og klare tegn er andre alligevel ikke i stand til at se, hvem han virkelig er.
Satiren bliver kun endnu tykkere i de parodisk deltajerede gennemgange over flere sider af for eksempel Patrick Batemans morgenmadsritualer med dyre japanske pærer, soyamælk og decaf urtete, der bevarer huden sund og ung. Det minder i nærmest profestisk grad om anbefalingerne fra en gennemsnitlig nutidig influcener. Det er den samme ekstreme fetichisering af produktet, det samme ritualiserede forhold til indtagelsen af kulhydrat, fedt og protein. Og i voksende grad også behæftet med økologi og klimavenlighed.
Ansvaret for hele verdens frelse
Men den moderne klimabevægelse tager imidlertid skridtet videre og signalerer nu ikke kun, at man kan skabe sig selv gennem sit forbrug, men at man kan skabe – og har ansvar for – en hel verden. Som en besværgelse hævder man, at alene brugen af CO2-neutrale optændingsbriketter bringer verden en smule nærmere frelsen, da brændet i brændeovnen åbenbart på magisk vis ikke vil udlede CO2.
Til hele denne symboløkonomi knytter sig begreber som “klimasynder” og “flyskam”. Det ellers ret jordbundne problem med at reducere udledningen af drivhusgasser, får en både etisk og religiøs dimension.
Mennesker bekender nu, at de har sådan en “lyst” til at flyve et spændende sted hen, selvom de godt ved, at de “ikke må”. Reelle tiltag blander sig med personlig branding og dydighedsflasheri med hashtags som #klimatosse, brocher med verdensmål, skolestrejker for klimaet og et grønt profilbillede på Facebook. Ydre markører, der skal pege på et velorienteret og velordnet indre, og som skal skabe en etisk rangordning mellem de gode og de onde, klimatosserne og klimasynderne. Det er som taget ud af calvinismens drejebog.
Der er kun et par årtier mellem CO2-neutrale optændingsbriketter og Batemans hornbriller og visitkort. Ellers er alt ved det gamle. Vi er stadig forvirrede sjæle, der kun kan kommunikere med verden gennem materielle symboler.
Svinkløv og Churchill
Måske skal vi alle sammen til at tænke lidt nærmere over Svinkløv Badehotel? Den legendariske ramme for danskernes badeferier nedbrændte i 2016, men genåbnede i år. Dermed genåbnede også kulissen for en forestilling om, hvordan livet var i det gamle Danmark. Svinkløv var ikke bare et badehotel, men “Badehotellet” fra TV2s nostalgiske serie om, hvordan vi var, dengang vi var ligesom vi var i Matador. Altså en tid med klare roller og værdier, baseret på et stærkt fællesskab.
Derfor var det også interessant, at det efter branden var udenfor diskussion, at Svinkløv skulle genopbygges, præcist som det var. Ellers ville vi miste noget meget vigtigt.
Det var som et ekko af de berømte ord fra Winston Churchill: “Først skaber vi vores bygninger, bagefter skaber de os.”
I maj 1943 blev det britiske Underhus ramt af tyske bomber, og det oplagte synspunkt var, at man skulle bygge en ny og mere rummelig parlamentssal, med en pult til hvert medlem i en hesteskoopstilling ligesom det danske Folketing. Det ville være mere demokratisk og ligeværdigt i stedet for det snævre, tætpakkede rum med hårde, smalle bænke på hver sin side, som skabt til konfrontation mellem to modsatrettede synspunkter og socialklasser.
Men under debatten i efteråret 1943 argumenterede Churchill for, at Underhuset skulle genskabes præcist,som det var. Fordi ”vi skaber bygningerne, men bagefter skaber de os”. Churchills pointe var, at en mere moderne sal med plads til alle i praksis ville være tom det meste af tiden. Han foretrak en sal med for lidtplads, der ville være fyldt til bristepunktet, når debatterne spidsede til, og med skarpt opdelte afdelinger hvor man helt konkret skulle gå over på den anden side af salen for at skifte holdning.
Pointen var, at netop dét underhus med dén udformning havde bygget det Storbritannien, som nu var i krig på vegne af den frie verden. Hvis vi skal kunne udrette de ting, som vi har gjort før, så skal vi holde fast i de værdier, der har gjort os til dem, vi er. Churchill forstod, at ikke bare klæder, men bygninger skaber folk. Og han vandt diskussionen.
Man kan også sige det på en anden måde: Vi kan ikke leve uden rammer. Vi kan ikke leve uden noget ydre, der svarer til det indre.
Derfor er det også klart, at debatten om Svinkløv ikke var ren nostalgi. Den var også et udtryk for indstillingen hos et folk, der ikke kun længes mod fortiden, men som også aner, at hvis det skal kunne gå fremtiden i møde, så skal de bevare det bedste af fortiden – deres gode humør, deres gensidige tillid, deres hang til øl og pølser. Det vil sige: deres ferier.
Vé den, der faldt udenfor.
Men vi skal passe på med glansbillederne. Vi skal ikke male et billede af, at i gamle dage var vi ordentlige mennesker med værdierne i orden.
Vi er blevet mere indstillede på, at hver enkelt skal finde sin egen vej i livet. Men er det så slemt? Vi er jo forskellige. Heller ikke tidligere passede folk til kasserne. De tilpassede sig bare.
De gamle dage havde også deres andel af skinhellige og hyklere. Og den trygge favn og de stærke familiebånd var ved nærmere eftersyn også snærende og snævre.
Tænk på kontrollen med kvinderne og børnene. Det var et samfund, hvor alle kendte deres plads, fordi de var blevet tæsket til rette – verbalt eller fysisk. Et samfund, hvor det var en almindelig forventning, at far delte lussinger ud og at mester tævede lærlingene. Hvordan skulle de ellers lære at leve op til samfundets normer?
De fleste lærlinge kommer ikke i dag på arbejde af frygt for tæsk, men fordi de har en bedre fremtid i udsigt. Nogle af dem måske endda af pligt. Ikke overfor mester eller lovens lange arm, men en pligt overfor sig selv. Til at udrette noget konstruktivt i livet og gøre en forskel for andre. På samme måde er det ikke længere en pligt at gå i kirke. Det er et personligt tilvalg, og paradoksalt nok betyder det, at der – modsat hvad mange tror – de senere år er flere og flere, som bruger kirken.
Selvom vi forelsker os symbolsk i et badehotel hist og her, er det svært at tro, at vi for alvor vil skrue tiden tilbage. Men måske skal vi overveje, om der er en anden vej frem end hæmningsløs selviscenesættelse?
Måske mangler vi redskaber til at håndtere balancen. Vi har de ydre redskaber: alle har potentielt deres eget nyhedsfeed, hvor de berette hvem de er og hvad de har opnået. Men vi mangler de indre redskaber til at vurdere, om det er noget værd. Om vi egentlig er dem, vi gerne vil være. Om vi er gode nok.
Er vi klar til at gøre vores pligt uden at skulle få en stjerne på karakterarket? Som kaptajn Sullenberger, der kan lande flyet på Hudsonfloden og få alle passagererne ud, men ellers bare helst vil hjem og ikke roses for noget særligt?
Måske handler det bare om, at ingen er perfekte. At alle kan føle sig som bedragere. Men at man kan være god nok alligevel. Eller i et kristent perspektiv, at man altid allerede er elsket – uanset ens synder.
