Jeg har længe villet starte min blog op igen, sådan i det små og uforpligtende. Efter jeg har fået fast arbejde (i Kulturministeriet) rækker tiden ikke til ret meget skriveri ved siden af, men jeg synes alligevel at jeg gerne vil have en fastere platform end mere eller mindre tilfældige posteringer på de sociale medier. Så hvorfor ikke skrive noget om alle de bøger, jeg trods alt får tid til at læse, og noget om al den musik, jeg får lyttet til – ikke mindst takket være de fantastiske nye streaming tjenester, Spotify og Wimp (jeg bruger Wimp, men ikke af religiøse grunde).
Så lad mig starte med The Tiger’s Wife, den amerikanske forfatter Téa Obrehts debutroman. Den fik en fantastisk modtagelse i USA, men reaktionerne har været mere afdæmpede her i Danmark (hvor Jennifer Egans A Visit From The Goon Squad har fået mere omtale; de udkom nogenlunde samtidig i USA). Romanen kom i oversættelse på dansk i foråret, og måske er det netop det sproglige, der forhindrer, at Obreht har fået samme overstrømmende modtagelse herhjemme: Det er nemlig først og fremmest hendes prosa, hendes afsnit-konstruktioner og hendes fortælleteknik, der virkelig slår én. Faktisk har jeg været i gang med bogen i et år nu, og er stadig ikke færdig med den, men det er kun godt, for så kan jeg hver gang jeg åbner bogen (og det sker med store mellemrum, for jeg er altid i gang med 10 bøger på samme tid) blive slået lige hårdt af, hvor godt Obreht skriver.
Det betyder ikke, at historien er dårlig eller ligegyldig. Obrehts fortælling om et gådefuldt pseudo-jugoslavien i opløsning (hun er selv født i Beograd og var en ung pige, da landet brød sammen), hvor hendes bedstefars historie hvirvles sammen med nationens undergang og en masse sidehistorier om en mystisk, undsluppen tiger, en gal bjørnejæger, en mand der ikke kan dø og meget, meget mere, er bestemt både spændende og rørende, men alligevel er det de enkelte sætninger og afsnit, der virkelig fanger. Hvad fx med det her afsnit, der (så vidt jeg kan se på nettet) allerede er en ny-klassiker. Hovedpersonen vil gerne være læge ligesom sin bedstefar, og det får den gamle gubbe til at advare:
When men die, they die in fear’, he said. ‘They take everything they need from you, and as a doctor it is your job to give it, to comfort them, to hold their hand. But children die how they have been living – in hope. They don’t know what’s happening, so they expect nothing, they don’t ask you to hold their hand – but you end up needing them to hold yours. With children, you’re on your own. Do you understand?
Jeg læste det afsnit igen i morges, og det slog mig igen, hvor kontant det er afleveret, og hvordan afsnittet åbner en hel verden, eller måske snarere en afgrund under én. Måske er det bare, fordi jeg nu selv har fået barn, jeg ved det ikke, men jeg har tænkt på formuleringerne igen og igen, siden jeg læste afsnittet engang sidste sommer. Her til morgen læste jeg så også Obrehts beretning fra bombningen af Beograd (der ikke nævnes ved navn) og især hvad der sker med alle dyrene i Zoo, og hvordan byens indbyggere reagerer på begivenhederne . De sekvenser kommer også til at blive hængende i lang tid fremover. (Et bombet Beograd zoo støder man for øvrigt også på i filmen Underground, og et bombet Bagdad zoo i tegneserien Pride of Baghdad)
Hvis The Tiger’s Wife ikke er nok, kan jeg for øvrigt meget varmt anbefale Obrehts novelle “The Laugh” fra The Best American Short Stories 2010. Den er også helt vild. Og der er også noget med dyr, og mennesker, og alt det midt imellem.
