“Søndagen er hvilens dag,
i dag hviler mit antibiotika,
lader virusen komme ind gennem et vinduesfag,
ind i blodet,
så jeg glammer som en hund,
når jeg ser din bag.”
I dag hvilede sprograptussen ogsaa.
“Søndagen er hvilens dag,
i dag hviler mit antibiotika,
lader virusen komme ind gennem et vinduesfag,
ind i blodet,
så jeg glammer som en hund,
når jeg ser din bag.”
I dag hvilede sprograptussen ogsaa.
“Man skal bekende sig til nye ting. De er nye prismer vi skal bruge til at se de gamle igennem – og de evige. Det gælder også for øldåserne. Feje dansker! Du vil ikke tage det nye til dig! Det koster mere, ja – men vi ser øllerne på en ny måde, det giver os nye oplevelser. Vi kan have dem med nye steder, nemmere og nemmere: Og bruge dem til det samme gamle: more og glemme. Enhver gentagelse skal være ny. De smukkeste ting vi gør, er resultaterne af øvelse og gamle tricks (tak til Mogens Rukov).”
“Jeg var så glad i morges. Nu ser jeg støvet alle vegne.”
“Bevidstheden svinder. Verden før-svinder. Selv når det er ens fødselsdag.”
“Dagen før ét år før, at der er gået tredive år efter, at der var gået ni måneder efter Tenerife gjorde sin pligt. Tak til El Teide.”
“Den ræsende støj over våde broer. Godt at nogen holder os vågne. Det er vel en slags morgen, også i dag, og igen er menneskene som robotter. Ænser de ikke vejret? Ser de ikke mørket? Har ikke også de stået i den kolde bruser under det varme vand og forsøgt at udligne forskellene mellem søvn og mareridt? Så intenst! Og nu sidder de der på hver deres cykel. Af sted igen. Nogen må have hjernevasket dem. Hjernevasket deres menneskehjerner, for de er velsmurte som maskiner. Og tak for dét, hvem end du er, store vasker af hjerner. Tak. Ellers ville det hele jo gå i stå. Ellers kunne det hele slet ikke løbe rundt.”
“Markerne ved landsbyen er fulde af jordbær. Dér går han rundt, midt i krigen og spadserer og venter. Hvor længe han skal vente ved han ikke, men hver dag vokser de små bær en smule. De bliver rødere og rødere og han går langs de bittesmå skyttegrave hver dag, betragter de voksende frugter. Bærrene er endnu ikke modne og han er endnu ikke klar til at tage hjem. Men snart må han gøre det, plukke og drage mod nord. At spadsere er også en stiløvelse.”
“Omkring mig er en ugudelig larm, et rent inferno af hjul og stejle og diesel og røg og eger og asfalt og en gråhvid skandinavisk udsigt over vand, overrendt af broer (det mest støjende af alt: skandinaviske udsigter der vrænger af sig selv i vandspejlet), det er Danish Design på hovedet, det er den rå virkelighed, det er sved under trøjen og det er en gudsforherligende larm (ugudelige Mammon, den eneste ægte skaber) helt ind i knoglerne, helt ind i sjælen (forsvindende lille, som en megalomans mindreværdskompleks) og endelig, endelig vågner jeg og endelig, endelig sætter jeg farten op. Dette elsker jeg.”
“Og dette råbte vi dagen lang i skolegården: “Giv os skatten! Giv os den skat i sidder på! Giv os arven, giv os rigdommen! Lad det risle ud over os, alt det skønne I allerede har samlet op, og alle generationerne før jer, giv os det som får guldhornene til at blegne, som er mere værd end amter og kommuner og børnepleje og dagblade og radioaviser. Giv os hele historien og lad os få selv det store brag med. Giv os skatten!”
Men de svarede: “Nej, I sidder allerede på skatten. I har den allerede selv. I ved bedst selv. Vi vil ikke give jer noget. Bare vælg.”
Det gjorde vi så. Men de tog fejl: Vi havde ikke skatten. Vi havde ingenting og vi vidste ingenting. De gav os aldrig skatten og vi blev blanket af. Helt blanke er vi nu.”
“Trætheden i kroppen er som morgenurin hele dagen; gul, langsom, slidsom, fedtet, næsten klirrende i kummen. Kan man så også drikke trætheden væk? Min sidemand forsøgte, men resultatet blev ikke som ventet. Han blev gennemsigtig og forsvandt ned i glasset.
Trætheden er som vand; forsøger du at tilintetgøre den, opsluger den dig. Den skal simpelthen ignoreres. Ligesom morgenurin. Bare lad være. Tingene sker som de vil ske, alligevel, om det koster en blære eller to.”