“Mens jeg går og flytter på stort og småt – og udfører det mindre mennesker ville kalde overspringshandlinger -så fortæller historien sig lige så stille i mit baghoved. Og, vupti, en time senere befinder den sig på papiret foran mig, helt færdig og perfekt.
Problemet er bare, at næste morgen kan jeg ikke længere fine papiret. Min hjerne må have slugt det.”
Fra “Dagbog for digtere”, s. 22.
Ubestrideligt faktum: Hvis du bare løser opgaverne én af gangen, så er de alle sammen løst til sidst.
I morges så jeg et rumskib sejle af sted til månen. Det lettede lige her i gården, og rumskibet tog alle børnene fra børnehaven med sig. Nu er der ingen skrig og skrål, nu er der helt stille. Det er sandt, jeg sværger. Det er stille nu. Det er dejligt.
Når den gode smag viser sig at være dårlig…
A: ”Hvad er det for en plade?”
B: ”Det er Velvet Underground, Loaded.”
A: ”Den er fed!”
B: ”Ja. Rigtig fed.”
A: ”Er det ham der Lou Reed, der synger?”
B: ”Nej, det er en gut der hedder Doug Yule.”
A: “Han er god. Jeg kan bedre lide ham end Lou Reed.”
“Når man begynder, så begynder man. Når man slutter, så slutter man. Alt hvad der befinder sig imellem er uvist.”
Så er hele samlingen af ‘Strøet Frø’ lagt på nettet. Som du måske ved er det en række små, daglige tekster, som jeg skrev fra august 2002, for at skrive mig varm. Efterhånden har det udviklet sig til den blog, som du ser her i dag. Det er en blandet landhandel af poesi og prosa og snik-snak og alt muligt andet. Værsgo at læse. Jeg vil anbefale at starte fra bunden af, august 2002, da det første efterår nok havde den højeste kvalitet, hvis jeg skal være ærlig 😉
– brug arkivfunktionen i menuen, eller kategorierne.
“Statusanalyse:
Praktiske Jørgen er i sit praktiske hjørne.”
”Jeg ved jo at der er folk der læser dette her, om ikke andre så Googles søgemaskine. Jeg ville ønske at jeg kunne se jer når I læser det. Læser I det færdigt? Griner I? Græder I – af begejstring eller sorg? Gaber I? Kunne I ikke bare lige sætte et web-cam op for min skyld og tage billeder af jer selv mens I læser (og skærmen, så jeg kan se at I ikke snyder)? I kan vel ikke være søgemaskiner alle sammen? Mon ikke der er andre derude? Jeg ved i hvert fald at der er en…”
”Lefle for masserne? Ikke her. Her skal ikke lefles for nogen, andre end mig selv. Men dér skal til gengæld også lefles! Dér skal der ikke være nogen tilbageholdenhed, der skal lefles i lange baner, jeg skal give mig selv lige præcis det jeg vil have. Mums! Se, det er godt, det er det som skal til. Jeg synes du rynker på næsen? Eller rynker på næsten? Skal min næste også lefles for? Er det hans ret? Jeg tror det næppe. Han må lefle for sig selv, gerne i enerum, mange tak. Kom ikke her. Ydmygelser er der nok af i det offentlige rum, vi behøver ikke flere leflelser her. Det er jo også et slags overgreb. ”Hej du, skal jeg ikke lige lefle lidt for dig?” – ”Fingrene væk, kammerat!” siger jeg. Kun jeg selv ved, hvordan der skal lefles – og hvor. Lige et øjeblik, jeg skal lige lefle lidt… arh, tak, det hjalp.”
”Høflighed er ikke altid en dyd” siger han højt og ligger røret på. Nu har de ringet for 10’ende gang, og det er ved at blive en smerte i bagdelen. Hvorfor skal folk altid være så høflige? Hvorfor kan de ikke ringe og sige: ”Hej, må vi spilde din tid?” i stedet for ”Hvordan går det?”. Så kunne man bare sige fra. Men det hele skal være så flinkt og så rart, mens de flænser dig for blod. Noget af det ligner en skandale, noget andet bare en løgn. Men alligevel må der gøres noget. Hvad er der galt med at være ærlig og sige det lige ud? Det er nemmere at tage stilling til. Når nu alle godt ved det. Reklamerne ved det godt, og de ironiserer over det. De siger essentielt: ”Vi vil fortælle dig de mest latterlige løgne, bare du køber vores produkt. Men du kan jo lide det, din lille gavtyv!” – og vi falder for det, fordi der endelig er én som tør tale sandt, nemlig vedkende sig at han lyver og spilder vores tid. Bare kunstnerne gjorde det samme i stedet for at sige: ”Skam dig hvis du keder dig, for så er du nemlig et dårligt menneske”. Ærligt burde de sige: ”Giv mig dine penge nu”, for tid er penge, også for kunstnerne, selvom de ikke vil indrømme det.
Så har han tænkt færdigt, ringer op til Gallup og siger: ”Hej, vil I ikke nok spilde min tid?”