Forfatter: Lars Hvidberg

“Du gav mig et kort. Det sidder i min kalender. Det viser mig vej, dertil hvor jeg skal hen. Målestokken er måske nok 1 tomme til 2000 mil, men jeg ser alligevel alt tydeligt. Herfra kan tingene overskues. Jeg folder kortet ud og finder vejen.”

“En lidt trind mand træder frem: “Socialisme er retten til at æde sig fed på andres bekostning”, siger han. “For mine behov er uendelige”.

En lige så fed kvinde stiller sig frem. Mødedeltagerne bliver urolige. “Det er kapitalisme også”, siger hun. “Bare man har penge til det.” Og det har vi. Mums. Og velbekomme.

“Denne side er ikke længere aktuel, vi beklager.

For dem, der er gået glip af indholdet kan vi meddele at da det blev tænkt var det såre aktuelt. Det er det desværre ikke længere og er derfor blevet fjernet. Vi beklager igen. Undskyld.”

“Jeg gør mig selv træt. Der er slet ingen grund til det. Der er ingen grund til at føle sig træt. Der er tid nok til søvn, der er plads nok til søvn, der er rum nok til søvn. Der er endda behov for søvn. Alligevel gør jeg mig selv træt, om dagen og om natten. Hvorfor? For at undgå at være frisk. For at undgå at skulle gøre den friskes pligt: udføre nyttigt arbejde, gøre noget konstruktivt, og – gys, syv kors for sig og Gud forbyde det – skabe noget kreativt. Træthed dæmper alle lyster og alle pligter. Derfor gør jeg mig træt.”

“Du betaler hver dag. Du betaler når du står op. Du betaler når du børster tænder. Du betaler når du spiser. Du betaler når du lægger dig igen. Du betaler når du har arbejde. Du betaler når du har fri. Du betaler når du elsker. Du betaler når du hader. Du betaler i løb, du betaler i fart, du betaler i sved, du betaler i blod, du betaler med alt hvad du har kært.

Det koster at løbe, det koster at elske, det koster at hoste, det koster at snerre, det koster at lytte, det koster at mærke et flængende lyn af støj igennem hjernen på en råkold efterårsdag hvor den sidste sol skinner orange igennem træerne og rammer brune nøgne grene højt, højt oppe. Det koster at se på den blå himmel, og det koster at drømme om hvordan alting kan blive. Det koster at ønske sig gode ting, det koster at ønske andre dårlige. Det koster at have en fortid, og det koster at gøre op med sine ønsker om fremtiden. Du betaler hver dag, men gælden bliver større og større.”

“Lykken er at æde to pakker lakridser lige efter hinanden. Simpelthen proppe sig, og derefter lade stabiliseringsmiddel (gummi arabicum), sødestoffer (xylitol og acesulfam-K), salmiak, lakrids, vegetabilsk olie og aroma sive ud i computeren igennem mine vidåbne porer (porrer?). Mine digte bliver hvad jeg spiser: Lykken er derfor at skrive meget små, sorte, velsmagende digte – gode for ganen, især hvis man hoster. Det er det bedste for mig.”

“Laboratoriet åbner klokken 19.30, kom indenfor. Se os omdanne spyt og knogler til ord, lade som om vi har erfaringer og endda mod på at give dem videre. Se os hænge oppe under loftet, med neglene i malingen, tænkende. Kom selv ind og deltag i blandingen – hvem ved, måske bliver det lige netop DIT molekyle vi opdager i dag? Hvilken glæde, at have sig selv på formel. Ja, det er det vi søger efter. Kom indenfor.”