Forfatter: Lars Hvidberg

“Frit efter William Goldman: I det kreative arbejde er det vigtigt at få så dårlige ideer som muligt – således at man kan udvikle de gode ideer ved at forklare, hvorfor de dårlige er dårlige. Man skal være en ‘spytkaster’.”

“Eksempler til efterfølgelse…Der er jo ellers nok at tage af. Hvorfor følger vi dem ikke?

Være som Ole Lippmann – i dag, hvordan? Der er jo ingen tyskere længere. Bortset fra tyskerne i dit eget hovede, i din egen fantasi. Skyd dem! Eller tænk dem væk!

Eller tænk dem tilbage til virkeligheden og bekæmp dem med al din magt (de er der jo nok stadig, et eller andet sted).”

“Og du ved at det vil ske, for kan se dem og det, derhenne om hjørnet. Det kigger frem med grum hat og mørke briller, med klare, spidse tænder. Det venter på dig, dét møde med det hele, og det er morderisk og voldsomt og helt uden grænser, men også sært smukt som en løve eller en los (eller dem begge to, ja, lad os bare sige det), og det springer frem og bider stærkt igennem og brøler: “Så er vi her, WRAUW, sådan helt fantastisk!””

“Min gård er dét som de alle leder efter: Den store smeltedigle, såmænd, den effektive integrationsmaskine, den blide danske udgave af det store æble (uden flyattentater). Her mødes børn af alle racer, køn og religioner og samles om leg med fodbold, fodboldmål, hockey, vandkamp, kastebold, ståtrold og hvad fanden det nu hedder alt sammen. Og det er så idyllisk og så fint, for børn de tænker sgu ikke på religionskrige eller kulturkløfter, men leger bare derudaf og skaber integrationen, sådan helt forfra og på gadeniveau. Men ved I hvad: DE LARMER AF HELVEDE TIL!”

“Tidligere var jeg ikke så dygtig til at leve i det faktiske år. Når jeg fx skrev ‘1999’ tænkte jeg: ‘Jamen, er det allerede 1999, det kan da ikke passe! Jeg har jo intet opnået. Er det ikke 1992 eller 1989 eller 1973?’ Det var det ikke, og det undrede mig. Stadig ingenting var sket. I dag er det anderledes. Jeg skriver 2002 og ser straks, at det er året, som det er, og som det vil blive nogle måneder endnu. Og så vil det være 2003. Og det er helt fint.”

“Jeg ville ønske at jeg kunne undgå det, for så ville jeg sikkert lave bedre kunst og en bedre hjemmeside, men lige nu er jeg simpelthen så hamrende lykkelig. Som Auken, da han vandt 14 mandater i 1990 og stavrede op af trappen og ikke ville svare på spørgsmål, for han var så kisteglad. Og hvad fik han ud af det? Intet.”

“Byen åbner sig på nye måder hver gang man går der. Det er nu andre veje som former sig, pladser som før var forvirrende, udgange der var lukkede, åbner sig, budskaser bliver til alléer, blinde veje til seende, og før man ved af det, ved hvert eneste skridt man tager, så svæver man samtidigt over nettet af gader, og væver det sammen til ruter, stier, veje, steder man skal gå hen. Planerne dukker op og det planløse forsvinder – og byen selv, som mur og oplevelse, forsvinder. Nu er der kun vejene tilbage.”

“Og da vi omsider kommer af båden kan vi ikke længere gå på landet. Selv træbroen svinger og hele verden slingrer og forsvinder, det er ren forvirring og solen og bølgerne har været for stærke, og vi kan ikke finde landkrabberne igen. Nu er vi skabt til at sejle – men vi skal tilbringe resten af livet på land, tørskoede og triste.”