Rosenkrantz-Theil vrøvler

Pernille Rosenkrantz-Theil, der nu stiller op for Socialdemokratiet i stedet for Enhedslisten, markerede sig i ugens løb med en utroligt forvrøvlet og faktuelt forkert klumme i Information: “En ordentlig græsk røvtur”. Argumenterne er ikke bedre end bodega-retorikken i PRTs sludder, men det er til gengæld godt at se, at Informations læsere for en gangs skyld ikke lader sig forføre.

Det blinde øje

Jeg havde tænkt mig at læse bogen alligevel, men efter at have læst Christopher Arzrounis anmeldelse af Mikael Jalvings “Mig og Muhammed” får jeg for alvor lyst: “Han sætter fingeren på det ømmeste punkt hos danske intellektuelle: Hvorfor bliver de ved med at sætte kikkerten for det blinde øje? Hvorfor ønsker så vidende mennesker at forblive så uvidende om islam? Problemerne går ikke bare væk af sig selv, og Jalving presser på begavet måde sin læser til ikke kun at interessere sig for dagligdagens velfærdsstatslige genvordigheder.”

Ligheder mellem Obama og Bush

Eli Lake har i det nyeste nummer af Reason Magazine en stor artikel om lighedspunkterne mellem Barack Obamas og George Bush’ sikkerhedspolitik. Det handler om “9/14 præsidentskabet” – det vil sige de omfattende magtbeføjelser, Kongressen gav til præsidenten i kølvandet på angrebet den 11. september 2001. Det største problem er, at der ikke er sat en ophævelsesfrist på beføjelserne fordi Krigen mod terror i praksis taget er uden ende. Så Obama har nok en lidt anden retorik, men i praksis fører han i følge Eli Lake stort set den samme politik som Bush. Politikere har meget svært ved at afgive beføjelser, hvis ikke ikke virkelig er tvunget til det.