“Der var nogen som holdt os for nar. Dem som sagde: “I skal bare gøre hvad I har lyst til. I skal bare realisere jer selv. I skal kun gøre de ting som I har lyst til.” Det gjorde vi så, og nu sidder vi her med uddannelser vi ikke kan bruge til noget, uden penge og uden muligheder for at få nogen. Der var ikke brug for så mange kreative unge som ville realisere sig selv og gennemskue verdens dybere sammenhænge. Der var brug for folk som kunne noget. Og det kunne vi ikke fordi vi ikke havde lyst til at gøre arbejdet for at komme dertil.”

“Noter om weblogging:

Fordelen er at man aldrig kan vide præcist hvornår nogen tjekker siden. Den har ingen ‘forside’, ingen ‘præsentation’. Den ændrer sig dag for dag.

Derfor er man tvunget til at gøre alle dages log lige gode, for de er ligeværdige i den tilfældige modtagers øjne.

Dette fører desværre ikke til en lige høj kvalitet (noget sådan ville tage for lang tid), men derimod til at man skyder fra hoften hver eneste dag og lader tingene køre som de kører. Kun sådan kan det lade sig gøre.”

“Man kan ende som Hanne i Robinson.

Man kan ende med at stå på sidelinjen og se de andres version af historien blive accepteret. Man kan stå der og vide, at sådan var det ikke – så stor en idiot var man ikke, så latterlig var man ikke, sådan gik det ikke.

Man kan vide, at det vedtagne er en løgn, en myte, en selvglad selvfølgelighed, men man kan intet gøre ved det. Man kan stå derude, i regnen, på sletten og råbe: “Sådan var det ikke! Sådan var det ikke!”

Men de lytter ikke efter. Det hjælper intet. Historien er allerede skrevet i sten, og du er dens idiot.”

“Han var en person der aldrig gad at tale med folk. Han ville gerne vedligeholde sine kontakter, han gad bare ikke bruge tid og penge på at tale med dem. Når han ringede så ville han helst blot ligge en besked på telefonsvareren. Hvis de tog røret i den anden ende lagde han straks på. Selv tog han aldrig telefonen, men lod den blot ringe. Så kunne han høre beskederne når han selv ville.”

“Hvor er i henne venner, er festen forbi? Hvad så drenge, er festen slut? Er I færdige med at nøle den på SU, er der pludselig nogle som stiller krav? Er I færdige med at ‘fordybe’ jer i at sove længe? Det er en barsk opvågnen og jeg er vist ikke rigtigt vågnet endnu. Og sådan er det måske: nogle har altid været vågne, andre vågner aldrig. Beklageligt, især hvis man tilhører den sidste kategori.”

“Ondskabsfuldheder om nær ved og næsten:

Hun mente eftertrykkeligt at hun virkelig kunne føle med Tori Amos, og hun græd næsten når hun hørte “Me and a Gun”. Var hun ikke selv, engang, næsten blevet molesteret af en blotter, der næsten havde taget bukserne af overfor hende, så hun næsten havde set hans næsten erigerede lem? Jo, næsten. Så hun græd med, næsten.”

“Og bevægelsen startede. En ny indsigt havde ramt menneskene. Som en kæmpe bølge væltede den alt og rev alle med sig: De bevægede sig ud på gaderne, ind i kirkerne, institutionerne, bladhusene, mediecentralerne, tv-studierne, netcafeerne, LAN-forbindelserne, intra- og ekstra-netværk, alle tænkelige informationskanaler fra tale over krop til ånd. Og her begyndte de, alle som én, at navngive alt forfra:

“Vi starter med at kalde alt for LORT!”, råbte de. “Alle ting, alle begreber og alle værdier er fra i dag LORT!”

Og de kaldte alt for LORT og til LORT blev det. Så kunne de bagefter begynde at bestemme, hvad der skulle gælde for noget og hvad der skulle blive ved med at være lort. Beslutningen gjorde dem meget glade.”

“Weblogging kaldes altså dette jeg foretager mig. Det døber vi det så. Et fint fænomen til det nye årtusinde: “everyone thinks he’s a poet; shut up or I’ll slit your throath”, som salig Groo ville have sagt.

Så velkommen til min weblog, her på dagen før fire-månedersdagen. Det er jo en lidt sløv mandag, så I får ikke noget poesi eller kortprosa eller bare det der ligner i dag. Tør, direkte information, som vor dansklærer lavede den. Men i morgen…”

“Endnu en meningsløs nedtælling er begyndt. 24 dage, 4 søndage, 24 x 24 timer, lune vafler, syltetøj og gløgg og bryg og bræk og endnu engang den samme latterlige cirkel med gyldne lys og stjerner over alle gaderne. 30 dage og det er slut. 330 dage og det begynder igen. Som narre følger vi med. Og så koster det endda penge.”