I morgen starter det meget omtalte G8-møde i Edinburgh, hvor de såkaldte ‘rige lande’ skal diskutere forskellige økonomiske og politiske emner, og for femte år i træk eller noget i den stil står Afrika øverst på to-do listen. Hvad i alverden skal man stille op med Afrika (syd for Sahara), der de fleste steder har stået i stampe siden kolonitiden? Nogle steder er det endda gået temmelig kraftigt tilbage, som i Congo, men der er naturligvis også lyspunkter, først og fremmest Sydafrika og Uganda, hvor det omsider er lykkedes at skabe både politisk og økonomisk fremgang – så længe det varer.
For en gangs skyld har mødet fået stor opmærksomhed ud over snævre cirkler, og senest i lørdags så vi en række kæmpe koncerter, under titlen Live8 – Make Poverty History. Fokus er direkte på at få ‘den rige verden’ til at ændre politik: skære ned på landbrugsstøtten, give større bistand, give afkald på krav om liberaliserende reformer, m.m. Man kan læse meget mere på MPH’s hjemmeside om hvad det egentlig er man har støttet op omkring, hvis man sad foran tv i lørdags og så de guitarsvingende mangemillionærer klappe hinanden på skuldrene. Men man kan spørge sig selv om, hvor meget udviklingshjælp egentlig hjælper. En ny rapport fra IPN sætter i hvert fald store spørgsmålstegn ved effektiviteten af hjælpen. Det er jo ikke håndører, der er brugt på bistand – det handler om millarder og atter millarder af kroner, og alligevel er de lande som har modtaget mest, de fattigste. Det maner til eftertanke.
Jeg skal være den første til at udtrykke min støtte til arrangementet. Det er fint, at der kommer mere fokus på udviklingslandene og de problemer der møder dem. At presset også virker, viser de seneste positive meldinger om afskaffelsen af EU og USA’s landbrugsstøtte. Det er positive signaler, og selv de forskellige ulands-NGO’ere har omsider indset fornuften i frihandel – i det mindste, når den gavner ‘de fattige’.
Eller har de? Når man læser MPH’s hjemmeside kommer der tvetydige signaler: på den ene side er klart, at frihandel vil gavne de fattige lande, der kan producere til lave priser. På den anden side er man alligevel imod, at ulandene skal åbne deres egne markeder – i stedet slås til lyd for at regeringerne i ulandene skal have ret til at ‘beskytte’ deres markeder og industrier imod den farlige nyliberale konkurrence. Det er en politik, som mange lande har forsøgt sig med i mange år, og den har ikke ført noget godt med sig. Både Indien og Kina førte netop denne politik med katastrofal mangel på succes – den økonomiske vækst kom først, da de åbnede deres markeder.
MPH har naturligvis ret i, at den ‘frihandel’ G8 hidtil har præsenteret os for, ikke har været reel frihandel i mange henseender. De rige lande har netop beskyttet deres egne industrier imod konkurrence, og det har kostet dyrt – både for de rige og de fattige lande. Det har været en dum og amoralsk politik, og det er vigtigt at ændre på den – men det gør man ikke ved at argumentere for ulandenes ret til at begå de samme dumheder som de rige lande.
Problemet er her to ting: for det første er MPH og dem der støtter op omkring projektet ramt af akut eurocentrisme, i den forstand, at man forestiller sig, at fattigdom i verden primært er et politisk problem, der har sin grund i de vestlige lande – og at det er op til os at frelse afrikanerne fra fattigdom. Det er den samme logik man lægger for dagen i de vestlige samfund internt, populært sagt: de fattige er fattige, fordi de rige er egoister. I sidste ende er det den samme gamle sang om de dumme negre, der ikke kan finde ud af noget, hvorfor det er den hvide mands byrde at vise dem vejen. Vi bør selvfølgelig lade være med at spænde ben for dem, som vi hidtil har gjort, men i sidste ende bunder fattigdomsproblemerne i politiske problemer i udviklingslandene selv, ikke i den forstand at man ikke kan ‘blive enige’ (for det kan man ofte om de mest tåbelige ting, som at nationalisere olien i Venezuela o.l.), men at man ikke har tilstrækkelige politiske og juridiske institutioner til at sikre frie markeder, privat ejendomsret og individets ukrænkelighed.
I praksis er de fattige lande politiske oligarpoler, hvor voldsmonopolet (hvis det overhovedet eksisterer) kun bruges til at sikre snævre magtinteresser, i stedet for at sikre alle, sådan som det burde. Politiet er i disse lande ikke til stede for at sikre borgerne mod overgreb, men for at slå demonstranter i hovedet, arrestere politiske modstandere og udplyndre befolkningen. Der er tale om vekslende grader af gangsterstyre, det være sig socialistisk eller kapitalistisk orienteret – også selvom fx et sydamerikansk land som Bolivia har et enormt bureaukrati og en politisk offentlighed. For selv når ejendomsretten respekteres, er der kun tale om den formelle ejendomsret, den der findes på papiret. Men for de fleste fattige gælder det, at deres fattigdom er uformel, ikke anerkendt af voldsmonopolet og derfor ikke står under dets beskyttelse. Man bor på ‘offentlig’ jord, selvom man har bygget sit eget hus og værksted – og kan når som helst blive smidt ud til fordel for en rigmand, der bestikker en politiker, eller simpelthen bulldozet ned af en kriminel diktator.
Det er næsten umuligt for dem, der ikke er ‘inde i varmen’, at optage et lån til at iværksætte en virksomhed, eller få anerkendt sin ejendom, fordi bureaukratiet er uigennemtrængeligt (bortset fra dem med de rette forbindelser), fx tager det mange, mange år og utallige besøg hos papirnusserne, at få lov til at få anerkendt sin slumejendom af kommunen. Det – og meget mere – kan man læse i dette interview med den peruvianske økonom Hernando de Soto, som har skrevet flere bøger om emnet, fx The Mystery of Capital. Pointen er her, at de såkaldte fattige sådan set har både initiativ, muligheder og kræfter til at arbejde sig ud af fattigdommen – hvis de får lov af det juridiske system. Det får de ikke, som det er nu, og det er der ikke noget som tyder på, at MPH vil lave om på: tværtimod er fokus hele tiden på, hvad forskellige regeringer skal gøre, når problemet som oftest har været regeringerne selv og deres krænkelser af borgernes ejendomsret, det være sig individer eller indianerstammer.
Det positive er imidlertid, at denne proces med at integrere den uformelle ejendom i det formelle system, så den kan beskyttes og udvikles, er den samme proces som de vestlige samfund har været igennem. Processen har taget flere hundrede år, fra 16-1700 tallet og op til omkring 1850, men det er den proces, som har gjort os så rige som vi er. Det er intet til hinder for, at den samme proces skulle kunne gentage sig i de fattige lande (og den er heldigvis i gang i mange lande allerede), men det kræver naturligvis, at man fra politisk hold fokuserer på den, og ikke på godgørenhed og de gode viljers selvpromovering. De fattige kan sagtens frelse sig selv, de skal bare have lov til det.