Kategori: Politik og etik

Mod til at tvivle

Fredag den 11. maj 2018 udkom bogen “Mod til at tvivle” på Gyldendal. Det er Ahmed Akkaris beretning om sin dannelsesrejse efter Muhammedkrisen, og den er “fortalt til” mig. Det vil sige, at jeg har været journalist og pennefører, men det er Ahmeds historie, fortalt med hans ord – i jeg-form. Dem der kender mig ved, at jeg længe har arbejdet med forskellige bogprojekter, og det er rigtig dejligt endelig at udgive en bog – tilmed en så vellykket en af slagens, når jeg selv skal sige det. I den forbindelse har jeg genoplivet bloggen. I første omgang for at følge op på interviews og anmeldelser, men senere også med egne refleksioner om bogen.

Interviews:

Weekendavisen 4. maj, med Søren Villemoes. Egentlig et lidt mislykket interview, der dog bragte en del personlighed frem i Ahmed.
Information 5. maj, med Niels Ivar Larsen. Meget loyalt interview, der virkelig gav et godt indtryk af bogen.
Kristeligt Dagblad, 5. maj med Daniel Øhrstrøm. Også et godt interview med (naturligvis) lidt mere vægt på det spirituelle og religiøse i historien.
Berlingske, 5. maj med Mikkel Andersson. Fortalte ikke så meget om bogen, men fokuserede på islam og ortodoksi.

Anmeldelser:

Weekendavisen, 9. maj. Frederik Stjernfelt roser bogen og kalder den “mærkeligt rørende” og betoner især betydningen af biblioteket og dannelsesinstitutionerne.
Berlingske, 11. maj. Per Stig Møller giver 5 stjerner (ikke online). Roser dannelseshistorien.
Jyllands-Posten, 11. maj. Mikael Jalving giver 5 stjerner. Kommer også godt ind på bogens form.
Kristeligt Dagblad, 15. maj. Sørine Gotfredsen giver 5. stjerner. Egentlig lidt forbeholden anmeldelse, men kalder bogen både interessant og vigtig.
Politiken, 18. maj. Marcus Rubin giver 4 ud af 6 hjerter.
Bogsnak, 20. maj: Meget positiv dobbeltanmeldelse af Jan M. Johansen og Lisbet Vestergaard.
Den Korte Avis, 30. maj. Torsten Dam-Jensen kalder bogen “fremragende” og “en af årets væsentligste udgivelser.”
Litteratursiden, 15. juni. Dinna A. Madsen giver en meget positiv anmeldelse og kalder bogen “en fantastisk læseoplevelse, som nok vil stå som den stærkeste for mig i 2018.”

Anden omtale:

Michel Steen-Hansen skriver om Når biblioteket omvender en fundamentalist, og henviser til Stjernfelts anmeldelse, hvor FS skrev “Der kan næppe skrives nogen mere rørende apologi for de danske folkebiblioteker end Ahmed Akkaris nye bog, Mod til at tvivle”.

Den Grå Bibliotekar har på Facebook forberedt et indlæg på Bogsnak.dk

Akkari som kilde i Kristeligt Dagblad: Har Salman Rushdie ret i, at islamismen mister indflydelse? – Kort: Svaret fra AA er “forbeholdent nej”.

Sørine Gotfredsen kommer også ind på Akkari i en kommentar i Berlingske om statsborgerskab.

Bent Winther bruger i Berlingske Akkaris historie som modbillede til tendensen til at bruge hårdere fængselsstraffe.

Per Stig Møller bruger et citat fra bogen om Grønland i sin kommentar om rigsfællesskabet.

17. Maj medvirkede Ahmed Akkari i Christoffer Emil Bruuns program “Tidsånd” på P1. Undertitlen var “Jeg tvivler, altså er jeg”. Udsendelsen kom bl.a. ind på Camus’ rolle og om hvorvidt man kan finde mening i det meningsløse og absurde.

Har du flere links? Send dem frisk i en kommentar!

Knausgårds “Mit fædreland” om Breivik, Utøya og Norge

Læser Knausgårds essay “Mit fædreland” (bragt i Weekendavisen sidste år) om Utøya og bomberne i Olso (og om litteratur og virkeligheden og hvad Norge betyder for en nordmand). Fremragende, anbefales.

Men når angrebet ikke kom udefra, ikke kom fra det fremmede, men fra en af vore egne, når det var udført af nordmænd, var flagenes budskab ikke længere enkelt og utvetydigt. Det var ikke Norges 11. september. Det var ikke enten er du med os, eller også er du imod os. Fjenden var ikke den fremmede. Fjenden var os selv.

Men jeg spekulerer alligevel over, om vi (eller nordmændene) alligevel har haft enormt travlt med at skubbe Breivik fra sig? I dag blev han i Norge kun omtalt som “Ondskaben”, igen som noget metafysisk, der ikke har noget med os at gøre. Det er som om, at vi stadig ikke fatter det, og slet ikke, hvad det betyder eller hvad vi skal gøre.

Stoltenbergs modtaler har været smukke, og Thorning har kopieret dem godt, men jeg ved egentlig ikke for alvor, hvordan man forestiller sig at endnu mere demokrati og åbenhed – for slet ikke at tale om mere kærlighed – skulle være et modtræk imod den næste Breivik?

Opdatering: Jeg savner noget i stil med dette, som Knausgård skriver om Breivik:

Det dokument, der blev lagt ud på nettet, halvanden time før bomben sprang i Oslo, er skrevet på vores sprog. På mit og dit sprog.

Han skriver, at ideologier forhindrer os i at tænke selv. Det er jeg enig i, det har jeg selv sagt og skrevet mange gange. Han fordømmer det politisk korrekte. Det har jeg også gjort. Han kritiserer en filosof som Adorno, det har jeg også gjort. Han skriver, at han lejer biler hos Avis, han skriver, at han ser melodigrandprix, at han ser Dexter, og at han spiller computerspil. Han går til fest med sine etablerede venner, han taler med naboen, og han bekymrer sig hele tiden om de eksperimenter, han har i gang bag vinduerne, som han har blændet. Hans meninger er ekstreme, hans verdensbillede paranoidt, men den verden, han lever i og beskriver, er vores verden.

Afgrunden findes ikke mellem det, han mente, og det, vi mener, afgrunden findes mellem det, han mente, og det, han gjorde. Med det tog han skridtet væk fra selve det menneskelige. I det øjeblik han tager skridtet tilbage, det vil sige erkender, hvad han har gjort, vil han dø. Det kan intet menneske leve med. Derfor lever han videre uden for det menneskelige, det vil sige i den verden, hvor de andre ikke findes.

Opdatering 2: Video: Knausgård læser en lignende tekst (som en del af mindekoncerten i Oslo):

Livvagterne – med livrem og seler

Livvagterne – DRs nye flagskib og Peter Thorsboe og Mai Brostrøms efterfølger til “Rejseholdet” og “Ørnen”. Creme de la creme i dansk krimi-fiktion er forventningen, og den bliver indfriet. Med forbehold. Og så stor er konkurrencen altså heller ikke.

Spændingselementerne fungerer upåklageligt. Flot og dragende filmet, afsnit 3 holdt mig fanget i fuld varighed, hvilket ellers sjældent sker foran fjernsynet – jeg er rastløs og begynder at lave noget på computeren i samme sekund, jeg keder mig. Det gør jeg ofte, men ikke her.

Velspillet, godt med nye ansigter – omsider nye ansigter! Manuskriptet stramt og ambitiøst, vel det mest handlingsmættede og potentielt forvirrende, DR endnu har givet sig i kast med. Jeg var ikke forvirret, selvom jeg ikke har set de to foregående afsnit.

Lidt for mange replikker bærer dog præg af at være eksposition – når man ser en karakter, man ikke har set før, springer der heldigvis en anden karakter til og forklarer hvem det er. “Morten Friis? Var det ikke ham, der i 2006 blev fængslet for at bombe et somalisk kulturcenter” (citeret efter hukommelsen) osv. Det er kluntet, men det går 1-2 gange per afsnit. Ikke 5 eller 6.

Politisk eller kulturkritisk er serien indtil videre for tynd. Der er gået grønt segment i den. Plottet om en velintegreret, sympatisk borgerlig iransk-født kvinde, der bliver kulturminister er fint nok, men så skal der også balanceres balancegang til den helt store guldmedalje. Det er svært, og nok også for svært.

En højreekstremistisk gruppering af vanvittige skydebrødre – alle mænd men ledet af en samvittighedsløs kvindelig partileder (godt nok udbryder af Dansk Folkeparti, men ikke så lidt en klon af Pia-musen) og en ondskabsfuld og beregnende godsejer med en fortid på venstrefløjen (der fik du den, Pittelkow! Eller Hedegaard … eller Camre). De taler om det “rene” Danmark og hader “gode eksempler på integration”, og vil hjertensgerne slå en dansksindet indvandrer ihjel. Undskyld, er vi i 1940? Til Broholmmøde med hofjægermester Jørgen Sehested? Den køber jeg ikke, ikke som hovedplot i hvert fald, og med mindre der kommer et overraskende spin på højrefløjs-historien, burde Thorsboe og Brostrøm heller ikke gøre det. Måske havde det fungeret, hvis Waffa Larsen var blevet justitsminister? Så kunne man i hvert fald stille relevante spørgsmål om sharia. Men minister for gøgl og benspjæt? Who cares…

Hvis vi skal tage historien alvorligt, må vi også kunne tage skurkenes projekt alvorligt. Det er svært her.

Den eneste højtprofilerede indvandrerpolitiker vi har herhjemme er Naser Khader, og han er skam også under PETs beskyttelse – men fra mordlystne islamister. Dem ser vi ikke meget til i serien, selvom det antydes, at frafaldne muslimer kan være i fare. Jasmina, en PET-agent med egyptisk baggrund, er i hvert fald bevidst om, at hun står på dødslisten – men indtil videre er det altså kun danske højreekstremister, der har fingeren på aftrækkeren.

En enkelt vred muslim dukker der op, men han kommer sølle og ensom gennem regnvejret på cykel og råber noget truende efter den nye kulturminister. Undskyld … på cykel!? Hvad med en scooter i det mindste?

En anden radikal muslim skal skydes som syndebuk for drabet på PET-agenten Jasmina. Han er også tidligere fængslet – men frikendt, får vi at vide. I modsætning til den ovennævnte Friis tilføjes der ikke “men vi ved, det var ham”. Om han virkelig var uskyldig får vi nok at se – forhåbentlig. For der må være meget mere i serien end den lidt tynde eksposition, der er kommet ud i afsnittet her.

Som helhed: Lovende. Kan gå begge veje. Bør strammes på det politiske tidssignalement.

P.S. – bruger en højreekstremist virkelig en mac? Den har jeg – også – svært ved at tro på.

Den europæiske helt

I anledning af 80-året for tegneseriehelten Tintins debut (på en rejse til Sovjet) og hele tre snarlige Hollywood-versioner af den lille journalists eventyr, forsøger altid interessante The Economist at besvare, hvorfor Tintin er så populær i Europa og totalt ukendt i USA. Det hele starter med en ret opsigtsvækkende fransk lov:

IT IS one of Europe’s more startling laws. In 1949 France banned children’s books and comic strips from presenting cowardice in a “favourable” light, on pain of up to a year in prison for errant publishers. It was equally forbidden to make laziness or lying seem attractive. The law created an oversight committee to watch for positive depictions of these ills, along with crime, theft, hatred, debauchery and acts “liable to undermine morality” among the young.

Loven var vedtaget for at forhindre import af amerikanske tegneserier, der ansås for umoralske og voldelige, og var et led i den kontinentale kulturelle oprustning i efterkrigstiden – kulturel protektionisme af den gamle skuffe. Der var mange sår, der skulle heles – eller skjules – og Tintins løsningsmodeller og helte-type markerede sig som en særligt europæisk tilgang til uorden, kriminalitet og despotisme – de små forandringers fremskridt. Tintin er EU, Bruxelles og tusinde små paragraffer, der skaber en stor syntetisk ligevægt og balance mellem synd og dyder – de amerikanske tegneseriehelte knuser derimod synden fuldstændigt, gerne med ikke-statsautoriseret vold.

Tintin opererer altid indenfor loven og altid i det små med respekt for adel og den stående samfundsorden. Hans heltetype er ikke oprøreren eller revolutionæren, den ensomme ulv, der skaber sine egne regler. Han er snusfornuftig indtil det renskurede og bruger stort set aldrig vold, undtagen i modereret selvforsvar. Han står for de små ændringer og lader loven om de store. Ganske vist kæmper han mod despoter, men forestiller sig ikke, at han kan ændre samfundet i de store træk. Ligesom Hergé selv – der ret kontroversielt tegnede videre for avisen Le Soir, der var venligt stemt overfor de tyske besættelsesmyndigheder. Hergé påkaldte sig – som så mange andre europæere – neutralitet, men gav den slags virkelig mening, mens krigen rasede? The Economist har denne kommentar:

There is a link between Hergé, this disappointing man, and his creation Tintin, who fights against despots so bravely. It lies in the rationalisation of impotence: a very European preoccupation.

The key to Tintin is that he has the mindset of “someone born in a small country”, says Charles Dierick, in-house historian at the Hergé Studios. He is “the clever little guy who outsmarts big bullies”. And as a little guy, even a clever one, Tintin’s bravery works within limits: he rescues friends, and foils plots. But when he finds himself in Japanese-controlled Shanghai, in “The Blue Lotus”, he can do nothing to end the broader problem of foreign occupation.

(…)

Interviewed late in life, Hergé acknowledged the links between his wartime experiences and his moral outlook. The second world war lies behind a great deal in Tintin, just as it lies deep beneath the political instincts of many on the European continent. It matters a lot that the Anglo-Saxon world has a different memory of that same war: it is a tragic event, but not a cause for shame, nor a reminder of impotence.

Tintin has never fallen foul of the 1949 French law on children’s literature. He is not a coward, and the albums do not make that vice appear in a favourable light. But he is a pragmatist, albeit a principled one. Perhaps Anglo-Saxon audiences want something more from their fictional heroes: they want them imbued with the power to change events, and inflict total defeat on the wicked. Tintin cannot offer something so unrealistic. In that, he is a very European hero.

En nations sjæl…

…samlet i én sætning?

USA: “Life, liberty and the pursuit of happiness”

Frankrig: “Liberté, égalité, fraternité”

Canada: “Peace, order and good government”

USA har friheden og den private jagt på lykken. Frankrig afvejer friheden med ligheden og broderskabet – og en stærk stat. I Canada har vi slet ikke friheden med som en spiller, men bare et løfte om fordragelighed og en god ombudsmand. Overensstemmelsen mellem de små sentenser og hvordan vi normalt opfatter landene, er vel egentlig forbavsende god.

Har vi en dansk pendant? Og hvad skulle den i givet fald være?

Markeder i alt: Kom og se Obama

Washington D.C. venter over 4 millioner gæster til Barack Obamas indsættelse som præsident den 20. januar 2009. Metroen lægger allerede nu planer for, hvordan linierne skal klare presset, og private udlejer sofaer til hundrevis af dollars. I Danmark ville huslejenævnet skride ind omgående, men i USA er der heldigvis plads til lidt privat initiativ, så flest muligt kan komme og se giraffen. Man kan naturligvis også købe en særlig Obama-billet, der kan bruges netop på dagen:

Mette Frederiksen og danskheden

Det må være forbløffende småt med de gode ideer og argumenter i Socialdemokratiet, for nu lancerer Mette Frederiksen en decideret kvalmende og populistisk omklamring af danskheden. Det vil sige, egentlig er det ikke danskeheden, det handler om, for den rager formentlig Mette Frederiksen en høstblomst. Nej, hun har gang i et følelsesmæssigt angreb på de nu 1 million danskere, der har reddet sig ud af det offentlige sundhedsvæsens kløer ved at tegne en privat sygeforsikring. Eller som Mette Frederiksen siger det:

Jo mere privat sundhed, jo mindre danskhed.

For det første er det selvfølgelig idiotisk at bruge et danskhedsbegreb, der overhovedet ikke skelner mellem Danmark og de andre skandinaviske lande – eller det meste af Europa i virkeligheden, og for det andet bunder tanken også i en bevidst misrepræsentation af, hvordan tingene egentlig foregår i sundhedssektoren. Mette Frederiksen taler om “lige adgang” for rig som fattig, ung som gammel, men sandheden er jo, at der bliver prioriteret i ét væk i sundhedsvæsenet, og alle der har haft en pårørende inde i systemet ved, at det er den, der råber højest, eller som står højest på prioriteringslisterne, eller som i øvrigt ikke koster alt for meget besvær, som får den gode behandling. Problemet skyldes bl.a. at når man ikke har individuel betaling, må prioriteringerne ske på andre måder – for der er ikke penge til alt, uanset hvor meget man sætter skatten op. Sundhedsudgifterne kan principielt bruge 100% af BNP og det er stadig ikke nok.

Da et nærtstående familiemedlem for nogle år siden fik voldsomme vejrtrækningsproblemer julenat, og var i akut fare for at dø, tog det seks timer før ambulancen kom. Grunden: Hun var for gammel, så de kunne ikke prioritere hende. Fri og lige adgang? Bah. Men hvad nu, hvis hun havde haft en privat sygeforsikring? Hvor lang tid var der gået indtil ambulancen kom – eller indtil man kunne sagsøge ambulancecentralen for at sætte hendes liv i fare?

I stedet for – på rigtig dansk vis, det må man dog give hende – at ærgre sig over, at nogle får bedre behandling end andre (som de jo altså også betaler for), skulle Mette Frederiksen hellere glæde sig over, at flere mennesker får adgang til god behandling. Hun kan have en pointe i, at man kan kigge på afregningsordningerne til privathospitalerne, men ellers bør hun i stedet arbejde for, at flest mulige danskere får adgang til privat sygeforsikring – gerne med delvist offentligt tilskud, hvis det skal være.

Og kan vi så i øvrigt ikke snart slippe for at høre om Grundtvig som grundlægger af velfærdsstaten? Grundtvig var netop tilhænger af frivillighed. Solidaritet og fællesskab, ja tak, Mette Frederiksens tvang, nej tak.

Du kan ikke stole på Skype

En lidt gammel nyhed, jeg først bliver opmærksom på nu:

As Salon notes in “Skype sells out to China,” the eBay-owned service has collaborated with a Chinese company to enable spying on the allegedly encrypted messages that Skype users send each other to and from, and within, China. This disgusting sellout should surprise no one.

Skype and its corporate parent, eBay, have been evasive about whether the product is truly secure. There’s ample reason — including this admission attributed to an Austrian law-enforcement agency — to suspect that the company has created backdoors for police.

Beklageligt. Via Internet Freedom Alert.

Hvis du for øvrigt tror, at censur kun finder sted i Kina og Iran, så prøv at google Diego Maradona i Argentina.

Kørner og Krigen

Jeg har en kronik i dagens Berlingske Tidende om kunstneren John Kørner og hans malerier af døde, danske soldater fra Afghanistan. Jeg er selv ganske godt tilfreds med kronikken, men beklager at teksten former sig i nogle ret tunge blokke. Der var flere afsnit, da jeg afleverede den 🙂 – til gengæld kan jeg så kun anbefale at gå ned i kiosken og købe et papireksemplar. De er også så dejlige at have mellem hænderne. Et lille udpluk fra kronikken:

I det mindste er Kørner ikke bange for at kaste sig ud i tabubelagt territorium og tage de nødvendige chancer. De 16 billeder har titler efter de døde soldaters fornavne – Anders, Mikkel, Thorbjørn – og dødens insisterende fremmedhed kombineres her med noget uhyggeligt hjemligt og velkendt. Det kunne være din fætter eller ham du gik i skole med.

Nogle af billederne er enorme i format, og virkningen er ekstrem og appellerende i al sin gru – i Kørners signaturstil med vandfyldt akryl i både stærke og sært udviskede farver, gul, rød, brun, skildres en elegisk situation med en dansk soldat og et dansk flag i centrum. Det er hjerteskærende at blive konfronteret med sin egen angst og dybtliggende depression og tristhed over de tilsyneladende meningsløse skæbner. Hvad laver de drenge der, og hvorfor løber deres blod ud i ørkensandet?