Kategori: Strøet Frø

“Jeg gør mig selv træt. Der er slet ingen grund til det. Der er ingen grund til at føle sig træt. Der er tid nok til søvn, der er plads nok til søvn, der er rum nok til søvn. Der er endda behov for søvn. Alligevel gør jeg mig selv træt, om dagen og om natten. Hvorfor? For at undgå at være frisk. For at undgå at skulle gøre den friskes pligt: udføre nyttigt arbejde, gøre noget konstruktivt, og – gys, syv kors for sig og Gud forbyde det – skabe noget kreativt. Træthed dæmper alle lyster og alle pligter. Derfor gør jeg mig træt.”

“Du betaler hver dag. Du betaler når du står op. Du betaler når du børster tænder. Du betaler når du spiser. Du betaler når du lægger dig igen. Du betaler når du har arbejde. Du betaler når du har fri. Du betaler når du elsker. Du betaler når du hader. Du betaler i løb, du betaler i fart, du betaler i sved, du betaler i blod, du betaler med alt hvad du har kært.

Det koster at løbe, det koster at elske, det koster at hoste, det koster at snerre, det koster at lytte, det koster at mærke et flængende lyn af støj igennem hjernen på en råkold efterårsdag hvor den sidste sol skinner orange igennem træerne og rammer brune nøgne grene højt, højt oppe. Det koster at se på den blå himmel, og det koster at drømme om hvordan alting kan blive. Det koster at ønske sig gode ting, det koster at ønske andre dårlige. Det koster at have en fortid, og det koster at gøre op med sine ønsker om fremtiden. Du betaler hver dag, men gælden bliver større og større.”

“Lykken er at æde to pakker lakridser lige efter hinanden. Simpelthen proppe sig, og derefter lade stabiliseringsmiddel (gummi arabicum), sødestoffer (xylitol og acesulfam-K), salmiak, lakrids, vegetabilsk olie og aroma sive ud i computeren igennem mine vidåbne porer (porrer?). Mine digte bliver hvad jeg spiser: Lykken er derfor at skrive meget små, sorte, velsmagende digte – gode for ganen, især hvis man hoster. Det er det bedste for mig.”

“Laboratoriet åbner klokken 19.30, kom indenfor. Se os omdanne spyt og knogler til ord, lade som om vi har erfaringer og endda mod på at give dem videre. Se os hænge oppe under loftet, med neglene i malingen, tænkende. Kom selv ind og deltag i blandingen – hvem ved, måske bliver det lige netop DIT molekyle vi opdager i dag? Hvilken glæde, at have sig selv på formel. Ja, det er det vi søger efter. Kom indenfor.”

“Den dybe stemme runger i mørket. Kun kunstigt lys præger min blinde famlen. Der er en mumlen tæt på øret, udefra blot en hvisken, men indefra hører jeg den tydeligt: Det er lyden af syd, af varme, af noget som ikke er her. Det er blevet koldt nu, og vi må arbejde hårdere. Det er derfor vi er rige, men også mere ulykkelige. VI er sære og eksotiske. DE er normale.”

“Himlen står højt og koldt over vores gang. I dag har vi raslet med bøsserne og hvisket med sablerne: giv, giv, giv. Og det har de gjort. 5 kroner hver – fra hver eneste mellem vugge og grav. Det vil sige: En halv spegepølse. En billig en. Det var hvad det kunne blive til. Vel 1 % af hvad vi bruger på ligegyldigheder og druk om måneden – og så er vi endda stolte. En mærkværdig verden. Regnskaberne passer ikke sammen.”

“Lørdag er den nye hviledag! Det skriger vi ud over tagene. Og de har bare at hvile, derude, for det gør vi. Hvis Gud alligevel bare er noget vi har fundet på, så kan vi vel også komme en hviledag i hu, selvom vi lægger den på en lørdag. Og endda gøre den hellig. Denne dag erklæres hellig. For mig. Og så skal den også være det for jer. Adlyd!”

“Ak, endnu en fredag. Fire mere og jeg er fri, fri til at rime på fredag. Jeg går i Robinsons fodspor og gør fredagen til min tjener. Den skal give mig nydelse. En skål til Dan Marstrands ære! Du er da alligevel den mest utålelige af alle de sejrherrer vi har set. Men husk at takke Hanne, den lede heks. Uden hendes ulidelige idioti var du aldrig blevet til noget. Tak Hanne – hun gav os noget at tale om. Og skrive om. Tak igen.”

“Når hjertet springer et slag over, er det som en cykelkæde der skrider et led. Klik! Et muligt styrt; en mulig katastrofe; blod og tårer ud over det hele. Så glider kæden på plads. Intet sker alligevel ikke.”