“Og 911 skulle endnu engang blive et holdepunkt, en udsmider, en lammende pause, der først kan genoptage sindsbevægelsen to uger efter (se HTML-filernes datoer for dokumentation), ligesom sidste år, hiin navnkundige dato, som har givet os alle noget at snakke om, noget at se på, noget at væmmes over, noget at måle os i forhold til – og hvor sammenligningen for en gang skyld falder positivt ud og vi kan ånde lettet op og sige: “SÅ slemme er vi dog ikke”.”
Kategori: Strøet Frø
“Så slasker lyden igen, under cyklen. Det er asfalten der smelter af mit varme tråd. Jeg er på vej igen, til og fra, i trædemøllen, rotteræset, derude hvor pengene ruller og sveden drypper og alt står stille i solens sitren. Men det er godt at være tilbage, godt at være ude af sit alt for lyse værelse, der hvor man ikke kan gemme sig. Kun når solen er væk, og varmen med den, kan jeg vende tilbage og koldt og kirurgisk gøre det som jeg er kommet hjem for at gøre.”
“En ung mand taler om ‘den legendariske nummeret-på-servietten-ting’ i et Dating-program, og selvom han endnu ikke er helt klar over det, har han allerede tabt alt. Du kan ikke institutionalisere kærligheden, selvom du kan forsøge. Men det er dømt til at mislykkes. Forhåbentlig.”
“I dag: en vis uvilje.”
“Frit efter William Goldman: I det kreative arbejde er det vigtigt at få så dårlige ideer som muligt – således at man kan udvikle de gode ideer ved at forklare, hvorfor de dårlige er dårlige. Man skal være en ‘spytkaster’.”
“Eksempler til efterfølgelse…Der er jo ellers nok at tage af. Hvorfor følger vi dem ikke?
Være som Ole Lippmann – i dag, hvordan? Der er jo ingen tyskere længere. Bortset fra tyskerne i dit eget hovede, i din egen fantasi. Skyd dem! Eller tænk dem væk!
Eller tænk dem tilbage til virkeligheden og bekæmp dem med al din magt (de er der jo nok stadig, et eller andet sted).”
“Og du ved at det vil ske, for kan se dem og det, derhenne om hjørnet. Det kigger frem med grum hat og mørke briller, med klare, spidse tænder. Det venter på dig, dét møde med det hele, og det er morderisk og voldsomt og helt uden grænser, men også sært smukt som en løve eller en los (eller dem begge to, ja, lad os bare sige det), og det springer frem og bider stærkt igennem og brøler: “Så er vi her, WRAUW, sådan helt fantastisk!””
“Min gård er dét som de alle leder efter: Den store smeltedigle, såmænd, den effektive integrationsmaskine, den blide danske udgave af det store æble (uden flyattentater). Her mødes børn af alle racer, køn og religioner og samles om leg med fodbold, fodboldmål, hockey, vandkamp, kastebold, ståtrold og hvad fanden det nu hedder alt sammen. Og det er så idyllisk og så fint, for børn de tænker sgu ikke på religionskrige eller kulturkløfter, men leger bare derudaf og skaber integrationen, sådan helt forfra og på gadeniveau. Men ved I hvad: DE LARMER AF HELVEDE TIL!”
“Det Gode er det, som man skal gøre, også når man ikke har lyst.”
“Tidligere var jeg ikke så dygtig til at leve i det faktiske år. Når jeg fx skrev ‘1999’ tænkte jeg: ‘Jamen, er det allerede 1999, det kan da ikke passe! Jeg har jo intet opnået. Er det ikke 1992 eller 1989 eller 1973?’ Det var det ikke, og det undrede mig. Stadig ingenting var sket. I dag er det anderledes. Jeg skriver 2002 og ser straks, at det er året, som det er, og som det vil blive nogle måneder endnu. Og så vil det være 2003. Og det er helt fint.”