F. P. Jac: “Under de græssende hinkestene”

En af de store læseglæder her i eftersommeren har været F. P. Jac’s “Under de græssende hinkestene” fra 2000, en fantastisk inspireret hærværkstur med seriedrankeren Holger Sørensen, fortalt fra hans søns, Sløjfes, vinkel (med temmelig meget insider-viden må man sige, men at fortællepositionerne flyder er bare en del af Jac’s trick). Jeg havde selv den glæde at se hr. Jac oplæse nogle af sine første digte ved Hvedekorns 75 års jubilæum, og at dømme efter den viltre præstation er der mere end et gran selvbiografi over Sørensens alkoholiske vej til at “få noget sprog i munden”.

Netop denne sproglige drukfældighed er kernen i Jac’s prosa, der svinger vildt og voldsomt, og meget meget morsomt, et underligt floromvundent kancelisprog, lidt altmodisch og skævt og samtidigt fuldt af spilopper. Alle karakterne, fra Sløje og mor til Holger Sørensens erotiske eventyr, taler på samme måde, men det er jo bare en del af sprogglæden, der ikke går så meget op i om det nu er ‘realistisk’ eller ej, når hr. Sørensen beder om at få “en kaffe med gaffeltruck” (en kaffe med en tre-dobbelt fernebranche avec) eller “en lille hurlum med hej i” (vodka med mere vodka), for den midaldrende forsumpede bibliotekar er en ægte poet, også selvom der er nogle tiltræk til at søge hans uansvarlighed i episoder i ungdommen, der heldigvis er så traumatisk latterlige, at man ikke kan tage det alvorligt, da han blev dranker fordi hans far gennemkneppede hans ungdomskæreste, som han knap nok selv turde kysse. Psykologiseringen a la Tom Kristensen forbliver heldigvis en joke, og glæden ved sproget og de våde vædsker bevares. Tonen er Benny Andersen møder Charles Bukowski og helt sin egen.

Jørgen Gustava Brandt: “Harlekin”

Vi må nok være mere forsigtige,

partner, med ord som intet

og tomhed

der frister de higende

som i sin tid altet og fylden

Der suttes for meget på intet

Jeg ser kun et øde

og ordene

pis i sne

Dersom nogen siger at alt er intet

må vi svare: og intet er alt

Men lad os begynde forfra,

altså hvorsomhelst, f.eks. her

hvor noget er

Noget er vidunderligt

Det udvider pupillerne

og sætter flammer på fingerspidserne

Det er ikke nødvendigt at flirte med urmørket

Selv farverne er grader af formørkelse

der viser at lyset er til

Og jeg er poet

     en liderlig poet

og vil ha noget

på spidsen

og gerne lige til roden

og til bunds

(1986)

Richard Peck’s Ten Commandments for Writing for the Young

Den amerikanske forfatter Richard Peck har skrevet følgende no-nonsense guide til hvordan man skriver for unge mennesker:

1. Do not commit autobiography—use other people’s memories, not your own. (He writes in the first person to eliminate himself.)

2. Don’t begin the story too early—avoid too much background. Instead, start with the human voice (all readers are lonely) and action.

3. Do not allow adult characters to take over—especially the mother. A wise adult is okay, but the main character must solve the problem.

4. Avoid sentimentality. Childhood is a jungle, not a garden. You can’t both protect and portray characters. We’re writing the biographies of the survivors. If it’s too sweet, there’s no triumph.

5. Don’t patronize anybody—don’t write “down” and don’t give advice. Raise questions. What do you wonder? No unsolicited advice. No happily ever after.

6. Don’t attempt to recreate the wheel unaided. To write, you must read.

7. Do market research till it comes out your ears. Get publishers’ catalogues, read award-winners.

8. Don’t communicate with young readers by e-mail. Snail mail letters.

9. If you see an adverb, shoot it. Replace adverbs with better verbs; they are the mark of an amateur.

10. Use good vocabulary. Don’t write if you don’t know the meaning of “fustian.” (Sorry you¹ll have to look it up, just like we did!)

Læs mere Richard Peck’s Ten Commandments for Writing for the Young

Elmore Leonard: “Easy on the Hooptedoodle”

Den amerikanske forfatter, Elmore Leonard, der har skrevet en lang række krimier, heriblandt Rum Punch, der blev filmatiseret som “Jackie Brown” af Quentin Tarantino, har skam også skrevet sin egen lille poetik. Hvordan skriver man godt? Få svaret her:

Easy on the Hooptedoodle

These are rules I’ve picked up along the way to help me remain invisible when I’m writing a book, to help me show rather than tell what’s taking place in the story. If you have a facility for language and imagery and the sound of your voice pleases you, invisibility is not what you are after, and you can skip the rules. Still, you might look them over.

1. Never open a book with weather.

If it’s only to create atmosphere, and not a character’s reaction to the weather, you don’t want to go on too long. The reader is apt to leaf ahead looking for people. There are exceptions. If you happen to be Barry Lopez, who has more ways to describe ice and snow than an Eskimo, you can do all the weather reporting you want.

Læs mere Elmore Leonard: “Easy on the Hooptedoodle”

Jørgen Gustava Brandt: fra “Afmagt”

Der gives ingen forsoning,

intet middel til helende forening

med et blændværk

Resignation styrker, – befordrer

frihed. Jeg læser det nær:

resignare, at løse op, at

bryde segl. Fanden ta

det, der bandt, og Fanden, er det,

jeg skriver et øre af

Kun i denne emancipation taler ordet

Så kan jeg ikke participere

i formuleringen af en kommunisme,

for sværmerier

og drømme om en fremtid

har selvfølgelig ingen hjemmel,

men er en ørkesløs

sysselsættelse

Jeg insisterer på fællesskabet

i dette sprog

Talen tilhører ingen kaste,

talen forener, men

besidder intet,

som en proletar

(1977)

Horats: “Glæd dig ved dagen i dag – Carpe Diem”

Til Leuconoë.

Søg ej at forske, hvad os er forment i Verden at vide:

    Grænsen, som Guder har sat, Timen, da vi skulle dø;

spørg ikke Stjerne derom, men lid, hvad Dig gives at lide,

    enten den Vinter, som nu pisker den oprørte Sø,

bliver Din sidste paa Jord, eller mange maaske skal Dig gæste;

    fat Dig, bered Dig Din Vin – Livet kan hænde er kort.

Glæd Dig ved Dagen idag, og fæst ikke Lid til den næste –

    nu, mens vi taler, vor Tid lister misundelig bort.

Fra “Horats’ Oder”, ved Axel Juel, København 1933, s. 18: