En af de store læseglæder her i eftersommeren har været F. P. Jac’s “Under de græssende hinkestene” fra 2000, en fantastisk inspireret hærværkstur med seriedrankeren Holger Sørensen, fortalt fra hans søns, Sløjfes, vinkel (med temmelig meget insider-viden må man sige, men at fortællepositionerne flyder er bare en del af Jac’s trick). Jeg havde selv den glæde at se hr. Jac oplæse nogle af sine første digte ved Hvedekorns 75 års jubilæum, og at dømme efter den viltre præstation er der mere end et gran selvbiografi over Sørensens alkoholiske vej til at “få noget sprog i munden”.
Netop denne sproglige drukfældighed er kernen i Jac’s prosa, der svinger vildt og voldsomt, og meget meget morsomt, et underligt floromvundent kancelisprog, lidt altmodisch og skævt og samtidigt fuldt af spilopper. Alle karakterne, fra Sløje og mor til Holger Sørensens erotiske eventyr, taler på samme måde, men det er jo bare en del af sprogglæden, der ikke går så meget op i om det nu er ‘realistisk’ eller ej, når hr. Sørensen beder om at få “en kaffe med gaffeltruck” (en kaffe med en tre-dobbelt fernebranche avec) eller “en lille hurlum med hej i” (vodka med mere vodka), for den midaldrende forsumpede bibliotekar er en ægte poet, også selvom der er nogle tiltræk til at søge hans uansvarlighed i episoder i ungdommen, der heldigvis er så traumatisk latterlige, at man ikke kan tage det alvorligt, da han blev dranker fordi hans far gennemkneppede hans ungdomskæreste, som han knap nok selv turde kysse. Psykologiseringen a la Tom Kristensen forbliver heldigvis en joke, og glæden ved sproget og de våde vædsker bevares. Tonen er Benny Andersen møder Charles Bukowski og helt sin egen.