To af de vigtigste filminstruktører i europæisk film døde i går, mandag:
Ingmar Bergman markerede sig fra slutningen af 50’erne og langt ind i 70’erne som nordisk films mest markante instruktør siden Carl Th. Dreyer. Hans letgenkendelige stil og tematiske dvælen ved død og vanvid blev både efterlignet og parodieret af folk så forskellige som Woody Allen og Akira Kurosawa. Selv holder jeg meget af Det Syvende Segl, Ved Vejs Ende og Gøglernes Aften, mens jeg har et lidt mere anstrengt forhold til hans senere, mere modernistiske film, selvom jeg godt kan se det fantastiske i Persona. Robert McKee skriver et sted, at han regner Bergman for den bedste manuskriptforfatter i moderne film, men man skal også lægge mærke til hans brug af ansigter og nærbilleder.
Jeg er nok mere til neorealisme end modernisme – og langt mere til italiensk film end fransk – og derfor er det også smerteligt, at Michelangelo Antonioni gik bort samme dag som Bergman. Begge var stærkt inspirerede af den neorealistiske bevægelse, og den udvikling som den gennemgik via Fellinis mesterværker. Ingen film over og ingen ved siden af De elskendes eventyr, det skulle da lige være Viscontis Leoparden.
Sikke et tilfælde. To store tab for europæisk film. Ikke at man regnede med flere store værker fra de gamle mestre (Antonioni havde længe været svækket af sygdom, og Bergman var et godt stykke over 90), men deres bortgang understreger med al tydelighed europæisk films snart mangeårige krise. Hvem kan bære faklen fra de store generationer efter Krigen? Det er vel i virkeligheden ikke mange andre end Lars von Trier tilbage? Jeg ved godt, at der stadig laves gode film i Europa, men de fleste er voldsomt tilbageskuende tematisk og stilistisk, og ingen af dem formår at samle publikum og kritikere, som bl.a. Bergman gjorde.
Men i det mindste kan vi se frem til nogle gode retrospektive serier i Cinematektet. Hvilket for øvrigt minder mig om, at mit første møde med Filmmuseet (som det hed dengang) i 1992 var en serie med … Antonioni. Ja, måske var det endda De elskendes eventyr, der fascinerede i den lille sal på Christianshavn?
Et lille P.S.: Bergmans første ti film er kedsommelige stiløvelser. Det samme kan siges om fx John Ford eller til dels Fellini. Mestrene skal have tid til at blive gode. Men de fleste instruktører når i dag – på grund af den måde, branchen er skruet sammen – end ikke at lave ti film i løbet af hele deres karriere. Måske er det derfor, resultaterne ikke længere er så revolutionerende?
Fun fact: Kieslowski og Lucio Fulci doede ogsaa samme dag. Ellers ingen sammenligning.
Pudsigt. Og ildevarslende, når man kender Fulci…
Ildevarslende, maaske – men hvis der var tale om reanimering, ville det saa ikke vaere sket nu? Det var trods alt i 96, de doede.
Mindearrangement i Cinemateket fredag: Visning af Ved Vejs Ende og foredrag af Thomas Bredsdorff.
Jeg skal desværre noget andet.
PBT: Kombinationen af Kieslowski og Fulci er faktisk mere ildevarslende, end man lige skulle forestille sig. Har du fx set Veronikas to liv? Tænk lige “reanimering” én gang til.
Hej filmnørder.
Min mandag var ikke sort. Vi genså Wir Kinder vom Bahnhof Zoo. Derefter Fritz Langs Dr Mabuse og til sidst Werner Herzogs filmatisering af Georg Büchners Woyzech med en fabelagtig Klaus Kinski i hovedrollen. Det var vel en slags tysk temaaften. Fassbinder kan ikke opstøves. Vi elsker tyske film. Vi elsker alvorlige film. Film skal være grimme. Christiane F var ikke grim, men filmen var grim. Kan nogen huske musikken? David Bowies Heroes og andre klassikere fra hans Berlin-periode. Konge. Dagen efter bestilte vi en rejse til Berlin. Neuköln, hvor ellers. Film har en stor betydning. Billeder betyder alt, ord betyder intet. Havde der ikke været fotografer i Irak, havde 90 procent af amerikanerne stadig støttet tilstedeværelsen, projektet, eventyret, visionen. Krimkrigen i 1850’erne var den første krig, som blev fotograferet, men fotograferne var underlagt streng censur. Hvad ellers? Man måtte ikke tage billeder på slagmarken, det var verboten, og heller ikke af de dræbte soldater. Der blev taget billeder af soldater, der poserede foran kameraet, smilende, med ranke rygge, og med gevær i hånden. Opfindelsen af kollodiumpladen var forudsætninbgen for, at der kunne tages billeder af krigssituationer. Hvordan mon verden ville have set ud, hvis ikke Frederick Scott Archer havde opfundet kollodiumpladen. Nå, det var et sidespring, men billeder er interessante, selvom vores gode ven Kant jo ellers sagde, at vi ikke måtte gøre os billeder. Så havde det været ligegyldigt med ham Ingmar Bergman og ham Antonionionionionioni (?!) Men herligt at se, at du er tilbage fra de dødes rige, Lars, og fortvivl ikke. Et eller andet sted i verden sidder der lige nu et menneske og brygger på et nyt filmisk mesterværk.
Men ja til Leoparden, hvilken fantastisk film. Vi så repremieren for nogle år siden i Grand. Blot en skam at manden på biografsædet foran smed cowboystøvlerne allerede under reklamerne. Burt Lancaster var jo sjov, og hvad med den sengescene med korset ovenover? Hæ, hæ.
Tak for dine altid indsigtsfulde kommentarer, Bielefeld. En tysk filmaften er ikke at foragte, og hvor havde Tyskland idag været uden Leni Riefenstahl, kan man med rette spørge?
Der er noget filmsnobberi over jeres indlæg, drenge. Hvad er der galt med Jurassic Park? 🙂
@Bielefeld
Nu har jeg tilfældigvis set Woyceck på teatret (i Dresden) og filmen når ikke teaterudgaven til sokkeholderne. Sådan synes jeg ofte, at det er. Film er ikke kunst. Læg mærke til, hvor få film, man husker bagefter. Eller hvor få film, der rører én. Jeg kan faktisk ikke nævne en eneste.
Med venlig hilsen,
Beate
Det er da sørgeligt, Beate. Jeg har ellers set en del rørende film, som jeg også husker bagefter. Måske ser du de forkerte film?
Jamen, Beate dog.
Kjell Abel stiller et spørgsmål i ” Teaterstrejf i påskevejr”: hvorfor ser man en film flere gange? Og svarer: ikke fordi den er god, men fordi man glemmer den hurtigt. Teater glemmer man ikke lige så hurtigt. Nej, du da ret i, film ikke er teater: film er film, teater er teater. Men jeg tror nu, at du tager fejl, når du hævder, at teater rører os mere, end film typisk gør. Filmen rører folk mere end teatret gør. Hvad der jo skyldes, at filmens suggestionskraft er større end teatrets, meget større endda. Det har måske noget at gøre med, at man i biografen befinder sig et andet sted end hovedpersonerne. Sådan er det jo ikke i teatret. Her skal man forestille sig mere. Her finder man sig ikke i så meget. Her når man at afreagere positivt eller negativt, hvis begivenhederne på scenen påvirker en. Jeg er ikke ekspert på filmområdet, men i biografsalen er det i hvert fald anderledes. Her er man tilbøjelig til at finde sig i mere møg. Og bagefter bliver man så lidt pinlig over, at man lod sig rive med. Det er den gode Barbro Boman, der har fremført dét synspunkt. Jeg kan sagtens følge ham. Man skal ikke forestille sig så meget i biografen, for alt bliver vist på film. Man følger Christiane F ud på gaden, ned i undergrunden, op på taget af Mercedes-bygningen og ind i bilen hos en sexkunde, så man ikke når at reflektere over begivenhederne, før man har forladt biografen igen. I teatret mister man personerne af syne, hver gang de forlader scenen. Vi kan identificere os med personerne på lærredet, fordi de befinder sig i et andet rum end os selv. Vi ser verden med deres øjne, mens vi i teatret mere ser verden med vores egne øjne. Derved opstår filmens såkaldte suggestionskraft. Som måske også skyldes, at det at se film er en mere privat oplevelse end det at se et teaterstykke. Selv om biografen er fyldt, ser man filmen mutters alene. Man kan ikke se film med andre. Det er heller ikke rigtigt at sige, at filmen ikke er kunst (eller er dårlig kunst), mens teatret er god kunst. Måske skal man bare acceptere, at filmen er episk og teatret dramatisk. I tilfældet ’Woycech’ er det pudsige så, at filmen jo faktisk er lavet som et teaterstykke og ikke som en film i traditionel forstand (med hundredvis af scener), så måske er det derfor, at jeg ikke har glemt den endnu.
Hvidberg, kan det virkelig passe, at jeg så dit glatte ansigt tidligere i dag ude på det tankens slot, den røde højborg?
Christian Metz beskriver jo filmoplevelsen som en drømmeagtig suggestiv tilstand, forstærket af mørket, lydene (og måske lugten?) i biografsalen. At bruge drømmebegrebet er måske en anelse romantiserenede, men indlevelsen og forførelsen kan i hvert fald være helt anderledes intens i biografen. Oplevelsen af “virkelighed” er simpelthen meget stærkere, da filmen fremstår som et “billede” af virkeligheden, og endda reelt kan være det i tilfældet dokumentarfilm (eller pornografi). Teatret slipper aldrig det forstillede og dermed indtrykket af glorificeret skolekomedie. Det er dog også en del af charmen ved teatret: Gad vide om de snubler i næste replik? Her føler man med skuespillerne. I filmen føler man med karaktererne.
Bielefled: Svaret er “Ja.”
Enhver der har taget sig selv i pludselig at stortude over noget så banalt som “It’s a wonderful life” uden at kunne forstå helt, hvor man blev grebet, ville jo netop mene, at filmens force no 1 er, at den er intenst rørende i en grad intet andet medie kan præstere.
Hej begge,
Jeg kender ikke Bormann, Abel og Metz (jo, jeg kender en, men det er en anden, der var på DR :-))
Jeg synes I glorificerer filmen ud over alle grænser. Nævn mig blot 2 film, som har sat sig spor i jeres sind.
Nu læste du heller ikke, hvad jeg skrev, Bielefeld. jeg skrev, at film ikke rører MIG, ikke folk i almindelighed. Måske skal man have et særligt film-gen?
Jeg kan heller ikke rigtigt se, Lars, hvorfor teatr skulle være mere “forestillet” end film. Det er da skuespillere allesammen?
Men en super spændende diskussion, det er i det hele taget en rigtig interessant hjemmeside, du har, Lars, helt anderledes end de fleste andre, synes jeg.
Med venlig hilsen,
Beate
Hej Beate,
Først mange tak for din ros. Men ellers synes jeg, det er et lidt mærkeligt spørgsmål, du stiller, siden vi begge helt tydeligt har fået stærke indtryk af mange film?
Lad mig blot nævne Excalibur, The Godfather, Starship Troopers, Leoparden, Små og store synder, og mange flere. Og Bergman og Antonionis bedste film, naturligvis.
At du ikke har særlige oplevelser ved film, i modsætning til teater, er selvfølgelig fair nok. Men det kan jo også skyldes en vis skævvridning i forhold til målgruppen? De fleste film laves nu engang til 10-årige knægte, der leder efter billig underholdning, og appellerer ikke til mere følsomme mennesker. Der skal man gå en omvej for at finde film, der interesserer én. Eller tvinge sig selv til at se dem på en anden måde.
Teater, derimod, er lavet til den kunstnerisk interesserede målgruppe (gælder dog ikke musicals). Derfor kan det opleves som om, at teater er “mere intenst” end film, simpelthen film som hovedregel er lavet til et uinteresseret og dovent publikum.
Det rører dog efter min mening ikke ved, at filmen er et stærkere medie, fordi illusionen simpelthen er stærkere. Det er jo på sin vis nemt nok at give en stærk oplevelse til folk, der insisterer på at få en stærk oplevelse. Men at give en stærk oplevelse til folk, der hellere bare vil hygge sig med popcorn og cola, det er et mesterstykke. Alligevel formår mange film at medrive og henrykke – også de tvære tømmersvende med armene over kors.
Teater er mere forstillet, fordi illusionen ikke er så komplet. Skuespilleren er typisk til stede på de skrå brædder “som skuespiller”, mens skuespilleren kun sekundært er til stede i filmen – her er det rollen (eller måske snarere “typen”) der regerer.
Nå, så Lars går i seng med fjenden. Det havde jeg ikke troet om dig…
Mht. film vs teater: Når det kommer til Beate’s spørgsmål må jeg erklære mig enig med Lars, det var da et besynderligt spørgsmål. Hvis ikke Beate selv kan nævne to-tre film som virkelig har gjort indtryk, så har hun set de forkerte film.
Jeg er aldrig frivilligt gået i teatret, og jeg kunne ikke drømme om at betale penge for det. Det er et forældet medie, som kun er overlevet herhjemme i kraft af massiv statsstøtte.
Det sagt, jeg tror det er lidt at skyde ved siden af at sammenligne teateroplevelsen med filmoplevelsen. En mere relevant sammenligning er vel teateroplevelsen vs. biografoplevelsen. Men også her er det efter min overbevisning meget nemt at se, hvor meget stærkere film-mediet er.
@Gisela: Lars har været omkring Jurassic Park tidligere:
http://www.larshvidberg.dk/blog/?p=1033
Thomas S: “It’s A Wonderful Life” skal selvfølgelig også med på listen! Fantastisk film! Din kommentar blev af en elelr anden grund snuppet af mit spamfilter, beklager.