Livvagterne – med livrem og seler

Livvagterne – DRs nye flagskib og Peter Thorsboe og Mai Brostrøms efterfølger til “Rejseholdet” og “Ørnen”. Creme de la creme i dansk krimi-fiktion er forventningen, og den bliver indfriet. Med forbehold. Og så stor er konkurrencen altså heller ikke.

Spændingselementerne fungerer upåklageligt. Flot og dragende filmet, afsnit 3 holdt mig fanget i fuld varighed, hvilket ellers sjældent sker foran fjernsynet – jeg er rastløs og begynder at lave noget på computeren i samme sekund, jeg keder mig. Det gør jeg ofte, men ikke her.

Velspillet, godt med nye ansigter – omsider nye ansigter! Manuskriptet stramt og ambitiøst, vel det mest handlingsmættede og potentielt forvirrende, DR endnu har givet sig i kast med. Jeg var ikke forvirret, selvom jeg ikke har set de to foregående afsnit.

Lidt for mange replikker bærer dog præg af at være eksposition – når man ser en karakter, man ikke har set før, springer der heldigvis en anden karakter til og forklarer hvem det er. “Morten Friis? Var det ikke ham, der i 2006 blev fængslet for at bombe et somalisk kulturcenter” (citeret efter hukommelsen) osv. Det er kluntet, men det går 1-2 gange per afsnit. Ikke 5 eller 6.

Politisk eller kulturkritisk er serien indtil videre for tynd. Der er gået grønt segment i den. Plottet om en velintegreret, sympatisk borgerlig iransk-født kvinde, der bliver kulturminister er fint nok, men så skal der også balanceres balancegang til den helt store guldmedalje. Det er svært, og nok også for svært.

En højreekstremistisk gruppering af vanvittige skydebrødre – alle mænd men ledet af en samvittighedsløs kvindelig partileder (godt nok udbryder af Dansk Folkeparti, men ikke så lidt en klon af Pia-musen) og en ondskabsfuld og beregnende godsejer med en fortid på venstrefløjen (der fik du den, Pittelkow! Eller Hedegaard … eller Camre). De taler om det “rene” Danmark og hader “gode eksempler på integration”, og vil hjertensgerne slå en dansksindet indvandrer ihjel. Undskyld, er vi i 1940? Til Broholmmøde med hofjægermester Jørgen Sehested? Den køber jeg ikke, ikke som hovedplot i hvert fald, og med mindre der kommer et overraskende spin på højrefløjs-historien, burde Thorsboe og Brostrøm heller ikke gøre det. Måske havde det fungeret, hvis Waffa Larsen var blevet justitsminister? Så kunne man i hvert fald stille relevante spørgsmål om sharia. Men minister for gøgl og benspjæt? Who cares…

Hvis vi skal tage historien alvorligt, må vi også kunne tage skurkenes projekt alvorligt. Det er svært her.

Den eneste højtprofilerede indvandrerpolitiker vi har herhjemme er Naser Khader, og han er skam også under PETs beskyttelse – men fra mordlystne islamister. Dem ser vi ikke meget til i serien, selvom det antydes, at frafaldne muslimer kan være i fare. Jasmina, en PET-agent med egyptisk baggrund, er i hvert fald bevidst om, at hun står på dødslisten – men indtil videre er det altså kun danske højreekstremister, der har fingeren på aftrækkeren.

En enkelt vred muslim dukker der op, men han kommer sølle og ensom gennem regnvejret på cykel og råber noget truende efter den nye kulturminister. Undskyld … på cykel!? Hvad med en scooter i det mindste?

En anden radikal muslim skal skydes som syndebuk for drabet på PET-agenten Jasmina. Han er også tidligere fængslet – men frikendt, får vi at vide. I modsætning til den ovennævnte Friis tilføjes der ikke “men vi ved, det var ham”. Om han virkelig var uskyldig får vi nok at se – forhåbentlig. For der må være meget mere i serien end den lidt tynde eksposition, der er kommet ud i afsnittet her.

Som helhed: Lovende. Kan gå begge veje. Bør strammes på det politiske tidssignalement.

P.S. – bruger en højreekstremist virkelig en mac? Den har jeg – også – svært ved at tro på.

JFKs store kærlighed

Jeg er ved at gennemlæse Poul Høis artikelsamling “Der er dage…” (som kan gennemlæses i sin helhed på google books) og faldt over en ret spændende historie om John F. Kennedys store kærlighed, den danske pige Inga Arvad.

Hun var en voldsom skønhed med store ambitioner – som 21 årig tog hun til Tyskland for at skabe sig en karriere som journalist, og hendes første interview skulle være med selveste Adolf Hitler. Hun fik interviewet – og et positivt indtryk af manden, som hun omtalte pænt i pressen. Han syntes også om hende – og hendes nordiske skønhed – og hun var bl.a. hans ledsager ved de Olympiske Lege i Berlin i 1936. De havde dog næppe et erotisk forhold – den slags brød der Führer sig ikke om.

Senere kom hun til USA, men rygtet om nazisympatier hang ved, og da hun begyndte at se den purunge John F. Kennedy i vinteren 1942, tog FBI affære. Hun og JFK blev aflyttet i den store stil, og til sidst fik far Joseph junior forflyttet til Stillehavet for at spolere affæren. Ellers ville han sandsynligvis have giftet sig med hende (der var i gang med en skilsmisse fra instruktøren Paul Fejos), og hans politiske karriere ville være spoleret. Men måske ville hans lykke være gjort? FBIs aflytninger tyder i hvert fald på, at de to elskede hinanden meget højt – og elskede med hinanden ganske højlydt.

Poul Høis artikelsamling anbefales i øvrigt. Han er en begavet og dygtig journalist, der desværre efter min mening på det sidste har ladet sine politiske overbevisninger – eller måske snarere sine antipatier – farve journalistikken lidt for meget.

Romantiske film ødelægger kærligheden

Jeg har altid ment, at romantiske film er langt skadeligere end pornografi, når det handler om vores forventninger til livet, og mistanken bekræftes af en ny skotsk undersøgelse. Problemet er skæbnetroen i de romantiske film:

Undersøgelsen har vist, at par, der ser mange kærlighedsfilm er
dårligere til at kommunikere indbyrdes. Mange har den opfattelse, at
hvis det er meningen at de skal være sammen, så må partnere af sig selv
finde frem til hvilke behov, man har. Ingen grund til at sige det.

Murren er her

Mumitroldene var noget af det mest sindssygt uhyggelige, man kunne sende, da jeg var barn. Første afsnit er stadig vanvittigt skræmmende! Exorcisten go home, Murren er den mest uhyggelige skurk siden Nosferatu. Ensomheden, vinteren, kulden, mørket … personificeret i en grotesk, murrende skikkelse …

The Wire

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=KQbsnSVM1zM]

En scene fra HBO’s glimrende politi-serie The Wire – en ekstremt realistisk serie om kriminalbetjente og narkopushere i Baltimore. Realistisk på den måde, at nogle få ildsjæle på begge sider kæmper for at holde butikken i gang, mens de fleste er hovedløse egoister, der følger deres egne interesser indenfor organisationernes snævre – og ofte irrationelle – rammer. Der er næsten lige så meget sociologi og økonomisk teori som crime-fighting, og det er rigtig interessant.

Scenen her er dog ikke specielt realistisk, men et eksempel på, hvordan amerikanske tv-serier (især fra HBO) igen og igen er villige til at tage chancer og gøre det usædvanlige: En hel efterforskningsscene, hvor der kun bliver brugt ét ord – dog i forskellige variationer. Det hele handler jo alligevel om kropssprog og betoning, så hvorfor egentlig sige noget?

Hvordan J.R. vandt den kolde krig

Våbnet var lavkulturens globalisering:

In Romania, “Dallas” was the last Western show allowed during the nightmare 1980s because President Nicolae Ceausescu was persuaded that it was sufficiently anti-capitalistic. By the time he changed his mind, it was already too late — he had paid for the full run in precious hard currency. Meanwhile, the show provided a luxuriant alternative to a communism that was forcing people to wait more than a decade to buy the most rattletrap Romanian car.

After the dictator and his wife were shot on Christmas Eve 1989, the pilot episode of “Dallas” — with a previously censored sex scene edited back in — was one of the first foreign shows broadcast on the liberated Romanian TV. Over the next few years, Hagman became a ubiquitous pitchman in the country for firms such as the Russian petroleum company Lukoil (“The Choice of a True Texan”).

Flammen og Citronen


Flammen og Citronen
Så fik jeg set Danmarkshistoriens dyreste film, og det var faktisk ikke nogen dårlig oplevelse – i en stuvende fuld biograf med en hel del ældre medborgere, der selv havde oplevet tiden og højlydt kommenterede med. Jeg var MEGET begejstret for Thure Lindhardt som den krigeriske “Flamme”, mens Mads Mikkelsens Citron savnede lidt mere klarhed. Han svedte for meget til at være troværdig.

De konkrete scener med likvideringer og overraskelser fungerede bedst. Der burde have været flere af den slags scener på gadeplan, og mindre voice over og underlægningsmusik. Der var god spænding og atmosfære i filmen, men spionintrigen med Stine Stengade som femme fatale virkede lidt anstrengt. Det er dog på forhånd en næsten umulig mission at skabe en troværdig og forståelig historie ud af modstandsbevægelsens miskmask (som der jo allerede er sat så mange billeder på), og Lars K. Andersen og Ole Christian Madsen har løftet en jætteopgave.

Dog var jeg lidt skuffet over filmens overvejende dystre og revisionistisk tematik. Selvfølgelig var der meget mudder med de forskellige kommandogange og konflikter mellem hær, regering, Frihedsråd, England og folkene på gulvet, men filmen får næsten fremstillet Flammen og Citronen som naive stakler, der gav deres liv for ingen verdens ting.

Men fakta er jo alligevel, når alle mellemregningerne er trukket fra, at uden stikkerlikvideringer var den danske modstandsbevægelse blevet optrævlet i løbet af 1943. Ikke alle likvideringerne var nødvendigvis berettigede og der var mange gråzoner, men i sidste ende var det altså et nødvendigt og utaknemmeligt stykke arbejde, der skulle udføres. Og som heldigvis blev udført. For de enkelte likvidatorer var følgevirkningerne ofte voldsomme og negative, men i det store hele udførte de et godt stykke arbejde. Det er et paradoks, som filmen efter min mening ikke helt får fat i. Og det er i grunden lidt synd. Jeg tror, at dokumentaren Med ret til at dræbe (som jeg selv var med til at researche), faktisk kommer tættere på virkeligheden og mangfoldigheden i opgaven.

Opdatering: Med ret til at dræbe kommer for øvrigt i aften på DR1. Når man snakker om solen.

Hvad med Cagney?

Jyllands-Posten har i dag en liste med hvad de kalder “filmhistoriens værste psykopater“. Det er en af den slags lister, der handler mere om, hvad læseren (og måske journalisten) har øverst i bevidstheden, end hvad der egentlig gemmer sig i filmhistorien.

Psykopaterne på listen er sådan set alle uhyggelige, og Javier Bardem fra No Country For Old Men er ikke noget dårligt bud på en topplacering, men er det ikke mystisk, at psykopaterne næsten kun er fra de sidste 20 års Hollywoodfilm? Var der ikke uhyggelige og mindeværdige skurke før det? Selvfølgelig, men dem husker folk ikke lige, fordi filmhistorien er en by i Rusland på de danske public service kanaler og blandt dvd-udlejerne. Det mest ironiske og historieløse ved artiklen er naturligvis, at mange af psykopaterne på listen er bygget direkte på tidligere psykopater.

Javier Bardems Anton Chigurh minder fx ikke så lidt om Robert Mitchums vanvittige preacher-psykopat i Charles Laughtons fantastiske Night of the Hunter. Hele jagt strukturen i No Country For Old Men låner meget fra Laughtons frygtelige skæbnenat. Bardem synger ikke, men den smilende ro er den samme.

Mitchum i Night of The Hunter

Og hvor ville Joe Pesci have fundet sin psykopat i Goodfellas, hvis ikke han havde set Cagney i White Heat? James Cagney er nok den sejeste og mest konsistente psykopat i filmhistorien, fordi han overskrider sine roller og spiller den samme psykopat igen og igen. Lidt ligesom Thomas Bo Larsen, uden sammenligning i øvrigt.

Se Cagney i White Heat

Og hvad med Peter Lorre i M, alle seriemorderfilms moder? Hvad med Anthony Perkins i Psycho? Eller Carl Boehms Peeping Tom? Eller såmænd bare vores egen Ulf Pilgaard i Nattevagten? De glimrer alle med deres fravær. Når man laver en filmhistorisk liste, så gør det altså ikke noget, at den rent faktisk indeholder lidt filmhistorie, i stedet for kun at inkludere hvad man kan finde på en sløv søndag i Blockbuster.

Folk er dumme – lad staten bestemme

Et bevis på, hvorfor man aldrig skal spørge kunstnere om deres holdning til samfundet. Klip fra Informations interview med den svenske filminstruktør Roy Andersson. Det er deprimerende på to forskellige måder, både enfoldigt og nedladende. Ikke så underligt, at manden laver så negative film.

Privatiseringerne har blandt andet medført, at man allerede som ung må begynde at tænke på sin pension. Folk bliver stressede af det. Man bliver stresset af at skulle finde ud af, hvilket telefonabonnement der er bedst, og hvilket el-selskab man skal vælge for at få strøm? Før i tiden fandtes der kun ét el-selskab, et teleselskab, ét pensionssystem, og man havde tid til at lave meget andet. Nu har man kun tid til det her, og alle føler sig hele snydt hele tiden. Folk er fortabte, og det betyder, at man er et let bytte for alle mulige idiotiske underholdningsprogrammer. Man er så forvirret, at man kun kan slappe af, når man ser X Factor eller dansekonkurrencer.

Uha, skal man tænke på sin pension mens man er ung? Fri os for den slags – lad staten bestemme (vi må jo bare håbe, at den husker at spare op for os). Bliver folk forvirrede af konkurrencen mellem teleselskaberne? Fri os for den slags – lad staten bestemme. Så har man også masser af tid til at lave andre ting, mens man venter flere måneder på sin nye telefon (vi er nemlig nogle der godt kan huske dengang det tog laang tid at få et telefonnummer). Og lad staten så lige lukke for alle de der dumme underholdningsprogrammer, mens vi er i gang. Folk kan jo slet ikke finde ud af, hvad der er godt for dem. De skal da se Roy Anderssons film! Og når staten vælger alle andre ting for dem, så får de også tid til det. Genialt!