Wow som dannelsesroman?

Min dwarf paladin er nu på lvl 53 (!) og jeg er godt på vej imod Burning Crusade, den store udvidelse til World of Warcraft. Endnu en fortsættelse, hvor man kan komme fra lvl 70 til 80, er dog for længst annonceret: Wrath of the Lich King. Dette interview antyder, at udvidelsen vil inkludere nogle meget interessante forsøg på at stille moralske dilemmaer op for spilleren, som vil medvirke til at udvikle karakteren.

Man vil kort sagt blive stillet overfor de samme problemstillinger som Prince Arthas, og spørgsmålet er, om man bliver lige så korrumperet.

The idea’s certainly an enticing one. And as quick as Metzen is to point out that “this ain’t Shakespeare,” there’s definitely something literate here: a narrative nod to the fact that in MMOs, the designers really are pulling the strings. “We want to add some layers of psychology that put you in strange moral situations of how you fight the good fight that mimic some of Arthas’ own experiences…. By the time you reach level 80 [the expansion’s new level cap], by the time you stand toe-to-toe with this bastard, do you still have your pretty principles and highfalutin morality, or is it a mirror reflection? Arthas is after that as much as global domination. It’s a hook that makes it personal that Burning Crusade didn’t have.”

Jeg synes, det lyder rigtig interessant, for MMORPG-spillene mangler efter min mening personlighed i den forstand, at man kan udvikle karakterer på alle mulige forskellige måder, bortset fra i deres moralske indstilling til verden. Lad os se, om forsøget kan lykkes, for det moralske aspekt kan være svært at kombinere med multi-player elementet, der hurtig opfordrer til karaktermæssig forfladigelse.

P. S. Når jeg skriver, at man ikke kan udvikle karakterernes moralske indstilling (det man i gammel rollespilsjargon ville kalde alignment) er det selvfølgelig ikke rigtigt. Man kan sagtens rollespille en karakter alt det man har lyst til, men selve rollespillet bliver ikke understøttet af spillets funktioner. Det gør fx ikke nogen forskel, om man slår uskyldige dyr ihjel eller ej, hjælper andre spillere eller ej, osv. Karakteren har som sådan ikke nogen historie, der skaber rollens fremtid.

4 kommentarer til “Wow som dannelsesroman?”

  1. Det er altså noget ærgerligt noget, at du mister læsere og potentielle kommentatorer ved, at din “nye” blog ikke fungerer i rss-regi.

    Anyhow, ethvert løfte fra Blizzard om noget, der bare minder om rollespil, lyder som det rene fluff (og er det garanteret også), men det er da hyggeligt at se, at du har kastet dig over det, så man kan få nogle andre vinkler på det.

    Ifm. indlevelse og en udvikling af éns figur (karakter er et forbudt at bruge i nærheden af sprogfascisten Morten Skovgaard, chefost på >pcplayer, har jeg ladet mig fortælle) findes der naturligvis op til flere spændende artikler og forelæsninger (ja, der findes højpandede forelæsninger om den slags), men jeg har fundet én, der er særligt interessant.

    http://store.cmpgame.com/product.php?id=42&cat= er en forelæsning på den såkaldte Game Developer(‘s) Conference, hvor der bliver undervist i og diskuteret ting, der bl.a. ligger i forlængelse af McKee og deslige. Netop den forelæsning, jeg linker til, handler om interaktivt narrativ – underforstået, i rollespilshenseende – og en fascinerende forklaring af troværdigheden (credibility) som den bærende økonomi for, at sådan et skal lykkes. I din uddannelses retorik kan det muligvis sammenlignes en smule med forventningshorisonten.

    Jeg plaprer, men jeg tænkte, at en person med din baggrund og interesse i rollespil og dramakirurgi ville finde det interessant. Forresten er beskrivelsen af forelæsningen på siden noget, der skal ignoreres – det er en længere historie – så der er ikke tale om nogen dekonstruktion af din gode ven McKee.

    (Tjek forresten evt. http://nickyee.com/index-daedalus.html).

  2. Hmm, RSS feed virker altså fint for mig, både i Google Reader og Newsfire. Så jeg forstår ikke helt hvad du mener?

    Tak for links i øvrigt, jeg tjekker dem ud ved lejlighed. Rollespil i wow, der ikke er rent brugerstyret, er sikkert det rene fluff, men jeg fandt ud af, at man havde haft noget lignende i de gamle Ultima spil, som jeg dog aldrig har spillet. Jeg var paper-and-pen rollespiller indtil jeg begyndte på wow. (dvs. jeg spillede faktisk ikke rigtig siden ca. 1993). Men jeg mener bestemt, at der er et stort nyt og spændende marked, som dukker op her i krydsfeltet mellem rollespil og online verdener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *