Over weekenden fik jeg læst to vigtige bøger i klima-debatten, Al Gore’s An Inconvenient Truth (der også er en oscar-belønnet dokumentarfilm) og Bjørn Lomborgs Cool It: The Skeptical Environmentalists Guide To Global Warming, der kan ses som et direkte gensvar til Gore’s bog. Jeg skriver muligvis mere senere, men her kommer lige en kort note.
Jeg har ikke set Gores film (som en ven har beskrevet som verdens bedste power-point præsentation), men jeg må indrømme, at jeg var meget skuffet over bogen. Jeg er i forvejen mildt skeptisk overfor hele klima-hurlumhejet, og Gore fik mig ikke ligefrem omvendt. Tværtimod bekræftede han mine fordomme: Gore er rig på retorisk fylde og emotionelle udgydelser, men ekstremt svag på argumenter. De egentlige informationer i bogen kan fylde en A4 side, resten er anekdoter fra Gores personlige liv (der sådan set er interessante, men ikke har noget som helst med klimaet at gøre), og eksempler på “hvor galt det kan gå”, hvis vi ikke “gør noget”. Men her er ingen forslag til prioritering af de gigantiske udfordringer, Gore sætter op. Det vigtigste for ham er tydeligvis den moralske følelse af at have et projekt.
Lomborgs bog er helt anderledes tør og faktuel og repræsenterer efter min mening den eneste saglige tilgang til klimasagen. Lomborg tager IPCC rapporterne på ordet, erklærer at kloden opvarmes af menneskelig aktivitet og ser det som et problem. Men det er naturligvis et problem, der skal vurderes på linje med alle mulige andre udfordringer, vi står overfor, fx AIDS i Afrika, manglen på rent drikkevand, sult, fattigdom osv. Ydermere viser han, at en politik der satser på vækst frem for CO2-nedskæringer faktisk vil være bedre til at møde klimaudfordringerne, fordi klimaproblemerne forstærkes mangefold af fattigdom. Det er et meget overbevisende argument, og Lomborgs Cool It bør være tvungen læsning for enhver, der beskæftiger sig med klimapolitik eller med global politik i det hele taget.
Det vil i praksis sige, at alle bør læse bogen, for politikerne er allerede nu ved at vedtage klimaaftaler der 1) Er enormt dyre, og 2) ikke gør nogen forskel. Det er kort sagt spild af penge, der kunne være brugt meget bedre andre steder. Tak for bogen, Lomborg, og tak fordi du tør sige noget, der går imod den offentlige mening.
Hvis jeg nu a) er grundlæggende enig når det kommer til policyimplikationerne af Lomborg’s argumenter, b) har læst dit referat og c) blot er en fattig studerende, kan jeg så slippe for at købe bogen? Bøger koster, og jeg har mange på listen i forvejen…
Godt at se at du blogger igen i øvrigt.
Ja, jeg vil mene, at du ikke får nævneværdig ny information, hvis du kender Lomborgs Copenhagen Consensus i forvejen. Grundtanken er den samme, men gennemgangen af implikationerne af klimaforandringerne var dog nye for mig. Jeg var ikke klar over, at vi fik SÅ lidt for pengene med Kyoto.
US:
Brug biblioteket! Mange bøger er værd at læse, men overflødige at eje. Man må så vente lidt på dem, men hvis man ikke gider læse dem når de kommer, så er de måske i virkeligheden ikke så vigtige.
Lars H:
Det er ikke en PowerPoint-præsentation, Al Gore fremfører. Det er rent faktisk en Keynote-præsenatiton.
Al Gore sidder i Apples bestyrelse og bruger naturligvis Apple-produkter. Herunder presentationsprogrammen Keynote:
http://www.apple.com/hotnews/articles/2006/05/inconvenienttruth/
Men forestillingen er imponerende og underholdende ikke desto mindre. Som dansker bliver man dog ikke overrasket over Gores scenarier. Det er ligesom noget vi har hørt før, det er kendt stof. Takket være blandt andre netop den gode B. Lomborg har vi jo haft debatten bredt i offentligheden herhjemme i mange år.
Filmen henvender sig tydeligvis til et amerikansk publikum. Henimod slutningen af filmen giver Gore anvisninger til hvordan amerikanerne kan gøre noget ved den globale opvarmning ved at blive lige så gode som fx europæerne.
Jeg har ikke selv læst bogen, har bare bladret den igennem. Den minder ved første øjekast mest som en forvokset pixi-bog eller noget lignende. Men derfor kan den selvfølgelig være god og vigtig nok.
Andreas: Ja, det er Keynote, der er rigtigt. Jeg refererede dog kun, hvad en ven havde sagt 😉
Filmen er sikkert imponerende, og det er bogen på sin vis også. Den er rigt illustreret og meget forførende, og den fungerer som et velment opråb, der dog ikke følges op af ret meget andet end en løftet pegefinger. De mange anvisninger er da fine nok, men der er efter min mening netop brug for en grundig overvejelse over, hvilke muligheder der giver mest for pengene. Gore end ikke strejfer omkostningerne ved Kyoto-aftalen, eller ved nogle af de andre løsningsmodeller, og det mener jeg er for tyndt.
Hos Tree Hugger havde de et lettere forarget indlæg efter at Lomborg havde været inde hos Steven Colbert. Det er den reaktion man kan forvente far amerikanske – ja – tree huggers. Men prøv at læse kommentarerne under indlægget. Mange siger noget i retningen af at de egentlig troede Lomborg var psykopat, men at han egentlig er meget rolig og velargumenteret. Og det er jo sagen: Lomborgs argumentation er svær at afvise, for selvfølgelig er også miljøspørgsmål et spørgsmål om prioriteringer.
http://www.treehugger.com/files/2007/09/colbert_does_bj.php
Jeg vil i øvrigt gerne erklære mig enig i at det er rart at se dig blogge lidt ind imellem 🙂
Tak for det link dér. Og tak til jer begge to for rosen, i øvrigt. Jeg håber jeg får mere tid til at blogge i fremtiden, men nu må vi se.
I øvrigt interessant, at posteren på linket insisterer på at kalde Lomborg for “denier”. Der er tydeligvis en heftig dæmonisering i gang af enhver, der ikke ser klimaforandringerne som verdens største problem, som der bare skal skrides ind overfor lige NU NU NU!
En kommentar som denne her fra linket ovenfor kan, som dit indlæg øverst oppe, ses som et tegn på at Lomborgs stil alene kan være en fordel for ham. I hvert fald hvis han er i stand til at eksponere sig selv tilstrækkeligt overfor de personer han ønsker at påvirke:
“I don’t really understand why you denounce Lomborg a “denieralist”, or whatever your trendy perjorative term is?
Lomborg emphatically doesn’t deny that climate change is real. He makes a very well reasoned argument, backed up by facts, for moderation.
The current dismissive and absolutist attitude toward anyone who is not screaming at the top of their lungs announcing immenent doom, really does give credence to the notion that Global Warming has an increasing extreme cult element.
Such shrill denunciations of anyone who doesn’t toe the party line is starting to get creepy. The debate needs more reasoned argument, and less dogmatic absolutism.”
Der er også ligesom mere intellektuel tilfredsstillelse i at diskutere Lomborgs tankevækkende idéer frem for blot at deltage i hylekoret med alle de andre. Hvilket desuden kan perspektiveres til Rådhuspladsen i morgen.
@Andreas
Du har selvfølgelig ret, biblioteket er en mulighed. Hvorfor tænkte jeg ikke over det med det samme? Tjo, tre grunde til at jeg ikke bruger biblioteksvæsenet mere end jeg gør:
a) Bibliotekerne har _aldrig_ de bøger jeg er interesseret i hjemme. b) Jeg har en grim vane med at tegne, skrive, male og generelt bare ødelægge bøger jeg kommer i nærheden af. Man skal jo kunne se, at de er blevet læst… c) Jeg hader at have læst noget, og så efterfølgende glemme hvad det nu var, der helt præcist stod, og beholder derfor ikke sjældent biblioteksbøger lidt for længe. Det koster. d) Hvis ingen låner bøger på bibliotekerne må politikerne da for pokker før eller senere indse, at de burde sælge dem fra og droppe ideen. Mere om det ufornuftige i et offentligt biblioteksvæsen her:
http://ullanoertoftthomsen.blogspot.com/2007/08/biblioteksvsen.html
Nå, “tre grunde” blev til fire…
“Jeg har en grim vane med at tegne, skrive, male og generelt bare ødelægge bøger jeg kommer i nærheden af. Man skal jo kunne se, at de er blevet læst…”
Uha! Så må du meget gerne holde dig meget lagt fra de offentlige biblioteker. Det er sådan noget os bibliotekselskere hader!
😉
Jeg ødelægger skam ikke biblioteksbøgerne, de er ikke min ejendom. Hvis der er skrevet i en biblioteksbog du har lånt, er jeg ikke synderen.
Pointen er alene at jeg finder det meget irriterende, at man ikke kan understrege vigtige passager eller tilføje relevante kommentarer i teksten, når man læser en biblioteksbog, hvilket får mig til at fravælge biblioteket på marginalen. Når man låner en bog på biblioteket, er der et implicit krav om at bogen forbliver upersonlig og vel nærmest direkte steril – den tanke er mig dybt fremmed og vel nok også direkte ubehagelig. For mig er bøger meget personlige genstande, nærmest at sammenligne med private fotoalbums.