Ikke et land for tøsedrenge

Coen-brødrenes nyeste film No Country For Old Men løb med fire Oscar-statuetter i går. Det er også en ganske bemærkelsesværdig film, som undertegnede faktisk fik set for en måneds tid siden. Men alligevel var jeg ikke helt tilfreds med de fire statuetter.

Lad og starte med de to Oscars, der er helt helt fortjente: Instruktion og Bedste mandlige birolle.

Coen-brødrenes instruktion (begge brødrene er krediterede med instruktion for denne film) er som altid på et plan, hvor de fleste andre instruktører slet ikke kan være med. De har det, som folk som Scorsese og Coppola har mistet, og som ellers kun P. T. Anderson kan mestre i Hollywood lige nu: Evnen til at skabe fantastiske scener, der står helt for sig selv, og som ikke blot føles som endnu et led i fortællekæden. En ven sagde engang, at med Coen-brødrenes film er det de enkelte scener, man husker – ikke historien: “Nu kommer den fede scene hvor…”. “No Country For Old Men” består udelukkende af den slags scener. Hver eneste af dem sætter sig fast og dukker op igen og igen lang tid efter. Western landskaberne har her en dødbringende thriller-stemning, som man ellers ikke forbinder med genren. Her lykkes det umulige: At gøre en ørken klaustrofobisk.

Javier Bardem (der er mest kendt for sine roller for Pedro Almodovar) er den bedste filmskurk i de sidste ti år, mindst. Faktisk kan jeg ikke komme i tanker om andre end Robert Mitchum i Night of The Hunter, der kommer op på siden af ham i ren, vanvittig ondskab. Han er overnaturlig. Han vinder altid. Og i modsætning til i Charles Laughtons thriller er her ingen uskyld og godhed, der kan få ham til at bukke under. Her kommer politiet altid for sent. Bardem er fantastisk og alene for ham er filmen en must see.

Men der er også noget, der skurrer i “No Country For Old Men”, og det er – som så mange gange før i Coen brødrenes film – manuskriptet. Deres øre for dialog er perfekt, men jeg kan ikke lade være med at føle, at de her prøver en lille smule for hårdt på at drille tilskueren. Forventer man en ny “Fargo”, hvor den sorte humor og satiren løsner op for den blodige thriller, bliver man skuffet. “No Country For Old Men” er sort, kulsort, hele vejen igennem. Helt nådesløs. Det er som om, Coen brødrene har villet lave en ægte modernistisk film, hvor det hele bare går ned til sidst. Det er thrillergenrens L’Avventura, hvor fortællingen til sidst forsvinder i depression og ingenting. Coen-brødrene vil her tage livtag med den rene uforfalskede ondskab, som aldrig straffes, og som er et faktum i vores verden. Men jeg kan ikke lade være med at føle, at de snyder en smule og jeg kan faktisk ikke helt se pointen. Måske er jeg bare blevet for gammel, og har fået set mine modernistiske klassikere i Cinemateket. Nu vil jeg bare gerne se en god historie. Og det er “No Country For Old Men” faktisk kun en del af vejen.

Fortjener “No Country For Old Men” så statuetten for bedste film? Tjo, nu har jeg ikke set There Will Be Blood, men det er da helt klart en film med så meget personlighed, dristighed og uforfalsket filmkunst, som Hollywood overhovedet kan præstere. Det er på mange måder en fremragende film, men jeg ved egentlig ikke, om man kan kalde det en god oplevelse. Efter min opfattelse lykkes Coen-brødrenes store projekt kun 100% i én af deres film, nemlig Fargo, som så tilgengæld også er en af de bedste film, der er kommet ud af Hollywood siden … ja, nok engang siden 70’erne. “No Country For Old Men” er tæt på, men ikke helt deroppe. Men måske er jeg bare selv en af de gamle (sure) mænd, titlen omtaler?

8 kommentarer til “Ikke et land for tøsedrenge”

  1. Hov Hov! Egentlig er det noget sludder, jeg skriver, for jeg ved ikke, hvad Coen brødrenes projekt er. Til gengæld mener jeg, at tingene går op i en højere enhed i Fargo, fordi historien virkelig fungerer som historie. Big Lebowski og O Brother er begge sjove film, men historien er løsere og ikke så velfungerende.

    Jeg genså for øvrigt No Country i går, og står ved min første fornemmelse: Den indeholder fremragende elementer, men er på en eller anden måde en smule uforløst (dette er dog en helt bevidst intention fra brødrenes side).

  2. Jeg keder mig lidt i begge film, selvom der selvfølgelig er mange sjove ting at forelske sig i. Men historierne er mest som et stykke krøllet sejlgarn, man kan hænge flotte dekorationer op på. I Fargo er historien i sig selv en interessant lysende kæde.

  3. Men hvad siger titlen så om de gamle mænd, Lars?

    Det er, som om du har nogle idéer om det, men kun tør stille det retorisk op.

    Kom nu – du vil jo gerne. 🙂

  4. Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener? Titlen – og filmen – er vel ret klar: Volden i dag er blevet så grusom og samtidig så tilfældig, at gamle mænd ikke kan klare mosten. “It’s just beyond anything” som der siges flere gange. En salgs nutidens forråelse, der ikke er som “i gamle dage”.

  5. Jeg er ikke helt sikker på at filmens pointe er at volden idag mere grusom en tidligere og at vi lever i en forrået tid. Dette skyldes den scene hvor Tommy Lee Jones taler med sin svigerfar. Han forklarer hvordan han ikke mere kan forstå den verden han lever i (its beyond me) og han derfor ikke mere magter sit job og vil trække sig tilbage. Til det svarer svigerfaderen med en historie om hvordan en gut i familien i starten af århundredet blev skudt på verandaen og blev efterladt der for at forbløde. Han siger noget i retning af. “It’s allways been like that”, om den meningsløse vold. Så spørgsmålet er om Coen Brødrene her kommer med deres virkelige pointe, at folk der blir ældre altid vil se den tid som de lever i som særlig forrået men at den egentlig ikke som udgangspunkt er hverken værre eller bedre end andre tidsaldre hvad det angår. Jeg er ihvertfald i tvivl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *