Med vanlig optimisme indkøbte jeg sidste år People’s Press’ samlede udgave af Dostojevskij, og nu har jeg endelig fået stavet mig igennem de to første bind, der dækker den sene roman Ynglingen. Mange mennesker mener, at jeg læser enormt meget. Men det hænger kun sammen med, at jeg læser enormt langsomt. Heldigvis er jeg lige så stædig, som jeg er langsom, så jeg når altid igennem bøgerne til sidst. Selv Proust kan læses på under et år, hvis man bare tager 10 sider om dagen.
Samtidig har jeg altid gang i mindst 10 bøger på samme tid, og da Dostojevskijs snørklede personer ikke er nemme at komme ind i, har jeg læst Ynglingen i store hug med måneders mellemrum. I påsken åd jeg mig igennem den sidste tredjedel, og selvom den aldrig kom helt op og synge, var det en god oplevelse. Dostojevskij skriver efter min mening de mest fascinerende psykologiske portrætter man kan opdrive, og Ynglingen nærmest flyder over med mærkelige, hysteriske typer, som den unge Arkadij møder på sin vej til at blive voksen.
Ynglingen var det dog en langt mere spraglet affære end Dostojevskijs andre mere fokuserede romaner, og det var nok grunden til, at interessen ikke helt blev holdt fangen. Bogen starter stærkt med præsentationen af hovedpersonens store idé (der i øvrigt minder betragteligt om den idé, der driver hovedpersonen i There Will Be Blood) – at blive en hovedrig Rotschild, så han kan slippe for andre mennesker. Men som romanen skrider frem, fortaber ideen sig i ynglingens baghoved (den er jo kun en ungdommelig grille), og det går op for ham, at han nok har mere brug for en familie end for penge.
Det er jo meget fint, men jeg holder nok mere af kompromisløsheden i en roman som Forbrydelse og straf, der rent formelt set er et af de stærkste udtryk for, at en historie kan have en “kontrollerende idé”, der driver dens handling. Ynglingen har mere portrættets struktur, et indtryk af en sindstilstand på grænsen mellem ung og voksen, hvor man ikke rigtig fatter, hvad andre mennesker tænker om én – men man frygter det værste.
Lige nu glæder jeg mig til at tage fat på Idioten, og så skulle jeg vist også være igennem Dostojevskijs “store” romaner.
Jeg kan varmt anbefale “Dobbeltgængeren”, den er (i modsætning til meget andet a Fjodor-drengen)ganske kort og letlæst, men giver et utroligt fascinerende billede af en psykisk syg embendsmand.
Yup, “Dobbeltgængeren” har jeg også læst. Den var rigtig god, både ret sjov og meget skræmmende, og er en af hans helt tidlige bøger. Jeg glæder mig i det hele taget til at læse nogle flere af hans kortere historier.
“Mange mennesker mener, at jeg læser enormt meget. Men det hænger kun sammen med, at jeg læser enormt langsomt.”
De to er ikke gensidigt udelukkende, ‘meget’ kan både relatere til tidsforbruget og til # sider læst. Jeg kan ærligt talt heller ikke se, hvorfor det ene mål skulle være mere interessant end det andet. Det at læse kan sagtens være en passiv aktivitet på linje med tv, men at læse og lære på samme tid vil altid kræve hårdt arbejde. Måske ville du indvende, at din lavere læsehastighed blot giver dig mindre tid til ‘lære’-delen, men man kunne også vende den om og sige, at du har en anden fordel der kompenserer for dette, idet fristelsen til bare at lade læsningen være en passiv aktivitet
mindskes når du er tvunget til at arbejde for faktisk at sætte dig ind i, hvad der står, i stedet for bare at skøjte let henover materialet.
Taget i betragtning hvor meget ‘mange mennesker’ almindeligvis læser, er det i øvrigt slet ikke udelukket, at du scorer højt på begge parametre, også selvom du ‘tager dig god tid’. ‘De fleste danskere’ læser mildt sagt ikke ret meget.
Nu bliver det næsten for knudret… men kunne man ikke forestille sig, at man både læste hurtigt (sider/timen, jeg ligger på mellem 20 og 30) og forstod helt vildt meget, af det man læste? Det er klart, at der ikke er nogen fordel i at læse hurtigt, hvis man ikke forstår, hvad man læser. Men det ville være bedre at kunne læse lidt hurtigere, og samtidig forstå, hvad man læser.
Det kommer sig nok af, at jeg måtte stave mig igennem Kant og Heidegger på tysk, da jeg læste filosofi. Det gik godt nok langsomt, men jeg lærte også at sætte mig ind i, hvad jeg læste. Specielt fordi jeg faktisk ikke kunne tysk, og måtte have fat i ordbogen ustandseligt. Det var vel en 2-3 sider i timen, men det var det faktisk værd.
@Lars:
Måske bliver det lidt for langhåret, men lad os se om ikke jeg kan prøve at uddybe lidt. Du har:
i) Læsehastighed; sider/tidsenhed (lad os kalde den x)
ii) ‘Læse-efficiens’; udbytte/side (lad os kalde den y)
iii) Samlet udbytte af det læste (lad os kalde den z) = x*y*t = udbytte/tidsenhed*tid brugt
Sammenhængen mellem x og y er kvadratisk: Hvis man læser meget langsomt falder man i søvn, hvis man læser for hurtigt kan man ikke huske, hvad der stod. Den kvadratiske sammenhæng betyder, at det er muligt at løse for x (eller y), og dermed optimere z. Med andre ord har vi alle en optimal læsehastighed givet ved en kombination af selve læsehastigheden og hvor omhyggeligt vi tænker over, hvad der står.
Det problem jeg søgte at påpege i foregående kommentar var, at de færreste af os bare kan sætte hjernen på automatpilot og så forvente, at den optimerer for z. Det gør den ikke. Jeg læser relativt hurtigt (men ikke ‘vildt hurtigt’), og har det ofte sådan, at det jeg har valgt at betegne min ‘naturlige læsehastighed’ er suboptimal med henblik på optimering af z. Mit argument i den første kommentar var, at forskydningen mellem den optimale læsehastighed og den naturlige læsehastighed ikke er ens på tværs af individer, men at differensen mellem de to derimod er voksende i x.
Du har naturligvis ret i, som jeg også løst argumenterede for ovenfor, at forskellige individers optimale kombinationer af (x,y) ikke er ens, og at nogle individer har været så heldige at opnå (eller har arbejdet bevidst for at få…) høje værdier for begge. Men jeg er ikke sikker på den fordel disse individer har, er så stor, som nogen gerne ville gøre den. Blandt andet fordi den optimale læsehastighed naturligvis også afhænger af, hvad man læser. En væsentlig pointe at få med er netop, at jo mere formaliseret og kompakt (evt: matematisk…) materialet man læser er, jo mindre betydning får x (hvis ikke effekten som nævnt er direkte negativ) og jo vigtigere bliver valget af t med henblik på optimering af z (argumentet gælder selvom vi antager, at eks. ordforråd og læsehastighed er positivt korrelerede, og der dermed introduceres en disnytte for den langsomme læser forbundet med opslag o.l. Denne effekt aftager i øvrigt med stor sandsynlighed i kompleksitetsgraden).
Hvis vi til sidst skal en tur omkring IQ tror jeg effekten af g på y er langt mere væsentlig for optimeringen af z, end effekten af g på x er.
Det blev en lang kommentar, måske også for lang, men man bliver jo så let revet med… Hvis den er for meget af det gode (læs: dårlige) og du mener, jeg i stedet for at spamme dit site bør poste den på min egen blog, så bare slet kommentaren her på sitet, jeg har gemt en kopi.
Haha, nej det er en glimrende (og langhåret) kommentar. Men under forudsætning af, at man kun har begrænset tid (t) til rådighed (lad os sige, at man ikke kan afsætte mere tid til læsning, end man allerede gør), vil det så bedst kunne betale sig at forbedre læsehastighed eller læse-efficiens? Hvordan ser læringskurverne ud for de to variable?
Et godt spørgsmål… Almindeligvis er målet med læsetræningsøvelser jo at opnå en højere naturlig læsehastighed – læs hurtigere, husk mere af det du læst – så de skelner slet ikke.
Umiddelbart tror jeg dog de flestes fremgangsmåde, når det kommer til læsning, er denne: For givne t, optimer z ved at optimere for y. Lad x være bestemt ved y.
(mao: lad læsehastigheden være bestemt ved, hvor meget du ønsker at kunne huske af det læste. Hvis et afsnit føles ligegyldigt eller repetitivt øger man (u?)bevidst x og tromler let hen over det).
Hvis du vil forbedre x, øg t og hold y konstant.
Med andre ord, x vil næsten altid være den resulterende variabel, så fokuser på efficiens. Det er i hvert fald mit take på problemet her.
Jeg mener nu faktisk, at det bør være (er) omvendt. Man skal læse hurtigt og overfladisk, for så læser man ikke fundamentalistisk. Tænk hvis alle de (vi) troende læste sådan. Det ville løse en del problemer.
Tænk engang, hvis der i folkeskoleloven havde stået i §1 stk. 1. “Det er folkeskolens formål at gøre danske skoleelever til hurtige og overfladiske læsere.” Så havde vi ikke haft et parti, Det Radikale Venstre (hedder de stadig det?), som udklækkede små radikale unger, der i tide og utide pippede: “Vi skal have ændret Grundloven, for ingen forstår i dag, hvad kongen betyder.” !?! Med, hvad hedder han … ham der ligner en fra en dansk film fra 50’erne … Amm … Ammitzbøl. Simon Emil Ammitzbøl. Han forstår ikke, at konge betyder regering. Det havde han vidst, hvis han havde lært at skøjte hen over tekster. I stedet er han blevet fundamentalist. “Det står jo sort på hvidt”, siger han altid med sin pivestemme. Gad vidst om man ville lægge mærke til Dostojevskijs antisemitisme og obskuranisme, hvis man læste hans værker, som jeg anbefaler. Hmm …
… og tænk på skolelærer Jelved, der heller ikke læste Genèvekonventionen hurtigt og overfladisk nok. Hun læste den alt for grundigt.
Tak for jeres kommentarer. De er lige præcis grunden til, at jeg holder en blog (som jeg kan forsikre Bielefeld om, jeg ikke selv læser særligt grundigt – jeg skriver den bare).
Tilbage til Dostojevskij:
“Lige nu glæder jeg mig til at tage fat på Idioten, og så skulle jeg vist også være igennem Dostojevskijs “store” romaner.”
Jeg er bange for, at det ikke gør det. Brødrene Karamazov er et absolut must. Den slår Forbrydelse og Straf og er hans bedste bog; psykologiske skildringer der ikke gøres bedre, kombineret med sublime filosofisk-religiøse overvejelser. Styrken ligger i, at D. ikke propaganderer et standpunkt, men lader den rationelle ateisme og mytiske (ortodokse) kristendom gå i dialog gennem karaktererne. Afsnittet om Den store Inkvisitator (der kan læses helt selvstændigt af resten af bogen), bør man ikke gå glip af.
Jep jep, den har jeg skam også læst. Det var derfor jeg skrev, at jeg kun manglede “Idioten” 😉
“Brødrene Karamazov” anbefales også herfra…
Kasper, den rationelle ateisme og mystiske (ortodokse) kristendom … er det det, vi andre kalder obskuranisme … høhø.
Hvad med noget Pusjkin?
Lars, al det Dostojevskij … pas nu på ikke at nærme dig Jordans flod, så kommer Døberen bare og snupper dig 😉
…. men Vorherre har mange engle.
Pushkin er lidt længere nede på listen. Tror det bliver noget Tolstoj næste gang. Turgenjev og Lermontov har jeg læst.
Skal nok passe på, jeg ikke drukner i obskurantismens stormflod…
Det med Pusjkin var nu en opfordring til Kasper, hvis han er tilbøjelig til obskuranisme. Pusjkin er bestemt ikke min kop te. Jeg var faktisk et lidt ambivalent forhold til russisk litteratur. Jeg er ikke sikker på, at jeg får forstår den. Måske er det for ortodokst? Tolstoj kunne faktisk heller ikke fordrage Pusjkin. I en dagbog havde Pusjkin skrevet med en næsten leth’sk vending ”i dag har jeg med Guds hjælp nedlagt Anna Michajlovna” (og det lyder efter sigende værre i originalen). Tolstojs bedste er efter min mening Kreuzersonaten, hvori han opstiller to modsætningsfyldte slags kærlighed: kønskærligheden og næstekærligheden. De to slags kærlighed kan ikke forenes. Den første er et onde, som mennesket må kæmpe imod, fordi den stiller sig i vejen for den anden kærlighed. Romanens budskab er, at man aldrig skal gifte sig. Bringer kun ulykke med sig. I det hele taget sværmer denne roman, som mange andre russiske romaner, for eneboertilværelsen, for en trækken sig tilbage fra verden, fra ideen om at ensomheden er bedre end tosomheden. Det finder du jo også i Turgenevs En adelig rede, hvor Lavretsky må forlige sig med ægteskabet og med en kone, som er ham utro, og hvor den kvinde, som han elsker, og som elsker ham, bliver nonne i Sibirien. Kvinden vælger det gode liv, altså Marias (og ikke Marthas). Sådan er der så meget.
Jeg tror for øvrigt, at store dele af Sartres forfatterskab var et skjult opgør med Tolstoj. Sartre mente jo som bekendt, at “helvede er de andre”, mens den meste russiske litteratur, og senere eksempelvis T.S. Eliot, mere realistisk (og mere kristeligt) sagde: helvede er én selv. Russisk litteratur handler om os selv. Derfor er den vel vedkommende.
Jeg tillader mig lige at tænke højt…
Mon dét i bund og grund er den politiske forskel mellem højre og venstre?
Altså om man mener, at helvede er én selv, eller om man mener, at det de andre…?
Hvad mener du?
At ansvaret for liv og levned skal lægges over på én selv i stedet for på de andre, det vil altså sige på samfundet. Hvis man ved eller mener, at “helvede er én selv”, så begynder man med sig selv, hvorimod det individ, som ved eller mener, at “helvede er de andre”, begynder med de andre. Det er aldrig ens egen skyld. Det er altid de andres skyld. Ansvaret er altid kollektivt. Ansvaret er aldrig individuelt. Det er blot en tanke. Måske er den forkert. Den er selvfølgelig forenklet. Men som en grundlæggende distinktion?
Jeg tror du har fat i noget. Men hvad så, hvis man mener, at helvede både er én selv og alle de andre?
Så bliver man tidehvervsmand 🙂
Hvad hvis man godt er klar over, at det er de andre, der er helvede, men bare har erkendt, at hvis noget skal ændres, så er den eneste, der er fornuftig nok til at lytte, en selv? Det giver, så vidt jeg kan se, samme resultat som hvis helvede var en selv, men med den modsatte begrundelse.