Jyllands-Posten har i dag en liste med hvad de kalder “filmhistoriens værste psykopater“. Det er en af den slags lister, der handler mere om, hvad læseren (og måske journalisten) har øverst i bevidstheden, end hvad der egentlig gemmer sig i filmhistorien.
Psykopaterne på listen er sådan set alle uhyggelige, og Javier Bardem fra No Country For Old Men er ikke noget dårligt bud på en topplacering, men er det ikke mystisk, at psykopaterne næsten kun er fra de sidste 20 års Hollywoodfilm? Var der ikke uhyggelige og mindeværdige skurke før det? Selvfølgelig, men dem husker folk ikke lige, fordi filmhistorien er en by i Rusland på de danske public service kanaler og blandt dvd-udlejerne. Det mest ironiske og historieløse ved artiklen er naturligvis, at mange af psykopaterne på listen er bygget direkte på tidligere psykopater.
Javier Bardems Anton Chigurh minder fx ikke så lidt om Robert Mitchums vanvittige preacher-psykopat i Charles Laughtons fantastiske Night of the Hunter. Hele jagt strukturen i No Country For Old Men låner meget fra Laughtons frygtelige skæbnenat. Bardem synger ikke, men den smilende ro er den samme.
Og hvor ville Joe Pesci have fundet sin psykopat i Goodfellas, hvis ikke han havde set Cagney i White Heat? James Cagney er nok den sejeste og mest konsistente psykopat i filmhistorien, fordi han overskrider sine roller og spiller den samme psykopat igen og igen. Lidt ligesom Thomas Bo Larsen, uden sammenligning i øvrigt.
Og hvad med Peter Lorre i M, alle seriemorderfilms moder? Hvad med Anthony Perkins i Psycho? Eller Carl Boehms Peeping Tom? Eller såmænd bare vores egen Ulf Pilgaard i Nattevagten? De glimrer alle med deres fravær. Når man laver en filmhistorisk liste, så gør det altså ikke noget, at den rent faktisk indeholder lidt filmhistorie, i stedet for kun at inkludere hvad man kan finde på en sløv søndag i Blockbuster.