Det er alvorlige tider for verdensøkonomien med en stor kreditkrise og voldsomt stigende fødevarepriser. Selv vores lille pizzaria på hjørnet har måtte sætte priserne op på alt. Bacon var steget 50 % i det sidste halve år, og for nogle varegrupper var stigningen endnu værre. Det er jo ikke så slemt for os, for vi kan sagtens betale, men for de fattige i lande med stor import af madvarer, som Bangladesh og Vestafrika, er stigningen intet mindre end katastrofal.
Stigningen skyldes mange forskellige faktorer, bl.a. det store økonomiske opsving i Kina, der har drevet priserne på kød op. Men en af grundene er skævvridningen af det internationale marked på grund af den voldsomme regulering af landbrug og fødevarer på nationalt plan. EUs landbrugsstøtte er blot én af synderne i et langt register over kortsigtede løsninger, protektionisme, forkælelse af særgrupper og andre mere eller mindre vanvittige planøkonomiske tiltag. En af de vigtigste grunde til stigningen på korn har været forskellige regeringers (først og fremmest USAs) meget rundhåndede støtte til produktion af biobrændsel, der øger efterspørgslen kraftigt. Ingen gode intentioner uden negative bivirkninger, kunne man sige – det er jo næsten som en lektie fra de gamle græske tragedier.
The Economist rammer hovedet på sømmet i denne uges vigtige leder:
In general, governments ought to liberalise markets, not intervene in them further. Food is riddled with state intervention at every turn, from subsidies to millers for cheap bread to bribes for farmers to leave land fallow. The upshot of such quotas, subsidies and controls is to dump all the imbalances that in another business might be smoothed out through small adjustments onto the one unregulated part of the food chain: the international market.
For decades, this produced low world prices and disincentives to poor farmers. Now, the opposite is happening. As a result of yet another government distortion—this time subsidies to biofuels in the rich world—prices have gone through the roof. Governments have further exaggerated the problem by imposing export quotas and trade restrictions, raising prices again. In the past, the main argument for liberalising farming was that it would raise food prices and boost returns to farmers. Now that prices have massively overshot, the argument stands for the opposite reason: liberalisation would reduce prices, while leaving farmers with a decent living.