“Hans fikse fingre spiller hurtigt og behændigt, op og ned, ned og op, og tonerne triller ud og han blæser og ler og blæser liv i leret og man klapper begejstret og siger flot flot og hvor er du god, men han ved godt, at nogen Olatunji-mester bliver han aldrig, for han er blot en ussel efterligner, og han ved som alle os, der sidder dér og blæser i leret (her og nu, fx.), at hvor Olatunji-mestrene spillede og sang og skrev med to imperativer, som var deres magi – 1) Elsk verden og alt hvad den indeholder af godt og ondt, 2) Skid på det HELE – så blæser helt andre toner ud af vore dovne danske munde (metonym): 1) Had alt, hvad der for alvor er anderledes og 2) Pas nu godt på dig selv.“