“Da jeg først hørte Olatunji-mesteren kunne jeg ikke forstå hans musik. Jeg havde lært at stor kunst skulle være negativ. Skulle brokke sig. Skulle undgå at se nogen mening i noget som helst, skulle behændigt kigge den anden vej når glæden og meningen kom væltende os i møde – som de jo så ofte gør. Og hvor var det naivt, perverst og vulgært ligefrem at lave en hel plade for at sige ‘tak for alt’. Svineri. Jeg var rystet. Men så lyttede jeg efter. Og hørte at det var mig der tog fejl. At De Gamle havde løjet for mig. At de i virkeligheden ingenting vidste. Men at Olatunji-mesterens saxofon vidste alt. Den virkelige kunst er at se alt det onde i øjnene, inklusive leverkræften og den tredje verdens elendighed – og alligevel elske det hele.”