“”Du kan huske det hele”, siger hun selvtilfreds, læner sig tilbage i sin mørke stol og siger det igen og igen: “Du kan huske det hele” og mener sig selv og sin fantastiske hukommelse. For hun er så klog og så viis, og husker både barndom, ungdom, alderdom og har bevaret sin nysgerrighed og alt det der som hun tror hun skal.

Men jeg, jeg vil glemme. Jeg kan ikke huske ret meget, og hvorfor så forsøge at huske på det? Glemme – det kan man jo lige så godt. Hvorfor ikke?”