Art Spiegelman: Comix 101

Sidste mandag var jeg til et imponerende arrangement: “Maus“-skaberen Art Spiegelmans prismodtager-foredrag på DC’s Corcoran Gallery. En eksklusiv affære formedelst 25 dollar, men så fik man også en veloplagt taler og et auditorium fuldt med en umage blanding af kunstsnobber, art school studerende og tegneseriefreaks.

Spiegelman er kendt for nærmest egenhændigt at have bragt tegneserierne ind i finkulturen – hvor man har omdøbt dem til graphic novels for ikke at blive alt for slummede – ved at vise, at tegneseriemediet (inklusive sjove dyr) kan skildre og behandle de mest alvorlige temaer, selv Holocaust, på en givende og nuanceret måde, der kan give den “fine” kunst kamp til stregen. Muligvis kan der ikke skrives poesi efter Auswitch, men så kan der tegnes tegneserier.

Spiegelman havde dog bestemt mere at byde på til foredraget, og han kendte tydeligvis sin tegneseriehistorie til fingerspidserne. Hans fokus var primært amerikansk, og han skildrede overbevisende og med mange sjove eksempler, hvordan tegnesiererne fulgte eller spejlede den sociale udvikling. Fra at være et lavkulturelt massefænomen på linje med filmen, blev tegneserierne i USA i 1950’erne underlagt betydlig censur. De skulle tjene et samfundsgavnligt formål: give børn en tryg barndom, og ikke sprede skræk og rædsel og vold. Serierne blev renskuerede, og det undergravende, vedkommende eller interessante bevægede sig ind i dyre-historierne, som fx Carl Barks vittige fortællinger.

Fra 1960’erne begyndte tegneserierne at afspejle en stadigt mere vrængende og indforstået kultur, hvor mediet og medieverdenen i det hele taget ikke længere blev set som troværdige. Blade som Mad Magazine begyndte at vende skytset mod tegneseriemediet selv – og alle andre medier – gennem parodi og satire. Udviklingen fortsatte med Robert Crumb og den “alternative” tegneserie, et miljø som Spiegelman også selv var en del af. Det var en befrielse af mediet, der åbnede for uendelige kunstneriske muligheder.

Spiegelman endte imidlertid med at begræde den stadigt stærkere “postmoderne” tendens i tegneserien og i dens læsere, hvor ironien er så tyk, at vi ikke længere tager noget alvorligt. Jeg ved ikke, om han har helt ret – fra min stol er 90’ernes ironi i høj grad erstattet af en ‘ny inderlighed’ – men det virker overbevisende, at der kan findes et rum på den anden side af ironien, hvor man igen kan fortælle rene og klare historier – både med tegneserier og andre medier. Det er Speigelmans egne serier jo i øvrigt et fint bevis på.

Tilføjelser:

Spiegelman brød sig ikke om Roy Lichenstein og drillede det finkulturelle publikum for, at det sikkert var derfra de bedst kendte tegneserier. følge Spiegelman foragtede Lichenstein tegneserier og brugte dem kun for at vise, hvordan den mekaniske reproduktion er en fattig erstatning for ægte følelser. Det mente Spiegelman selvfølgelig var noget vrøvl, og hans pointe er, at netop fordi tegneserier er håndtegnede kan udtrykket blive meget personligt og umiddelbart.

Censuren af tegneserier gik så vidt, at de store tegneserieproducenter i 1954 gik sammen for at danne en Comic Code Authority, der skulle certificere, at tegneserierne kun bestod af “good, clean family entertainment you can trust“. Os nørder, der i 80’erne hærgede Fantasks hylder for amerikanske tegneserier, genkender naturligvis det lille logo. Nu er der ikke i sig selv noget galt i selv-certificering, men i lighed med 30’ernes Hays Code for Hollywood, var CCA et resultat af politisk pres: Hvis I ikke regulerer jer selv, så regulerer vi jer. For industriens store spillere har det også været en fordel at få smidt konkurrenter og entreprenører på porten via regulering. Den primære kraft bag anklagerne mod tegneserierne var psykiateren Frederick Wertham og hans bog “Seduction of the Innocent”.

Spiegelmans hovedidé om tegneseriernes virkning er, at de minder om den måde, hjernen virker på. Det skal forstås på den måde, at hjernen tænker i små, koncentrerede associationsbobler frem for i lange linjer eller stillestående billeder. Jeg har for lidt forstand på kognitionsforskning, til at vide, om han har ret, men det lyder ikke helt skørt. Det ved Torben Grodal sikkert mere om.