Observationer fra Amerika III

I Danmark får man altid serveret et eller andet til forretningsmøder. Kaffe, vand, måske nogle kiks. Det anses for uhøfligt ikke at byde gæsterne på noget. Sådan er det ikke i USA. Man bydes aldrig på noget til møder: hverken vand eller kaffe, slet ikke kiks. Intet.

Måske har det noget at gøre med, at man er “i arbejdstiden”. Men det er imidlertid meget mærkværdigt, fordi også ud fra et professionelt perspektiv kan kaffe, vand og lidt sødt være med til at få et møde til at glide. Og amerikanerne er ellers gode til at få tingene til at glide – og på hjemmefronten er de dygtige til at diske op med noget.

I Danmark skal man altid “sørge for at der er kaffe”, og hvis kunderne er vigtige, skal der også være lidt godter. I ministerierne skal der “bestiles kaffe fra kantinen”, når gæsterne kommer – andre steder skal man brygge den selv. Det er meget pinligt, hvis man ikke har sørget for kaffe. I USA: Ingenting. Måske fordi man ikke må hygge sig?

Til gengæld afholder amerikanerne ofte “brown bag”-meetings: Frokostmøder, hvor man tager sin lunch med (fx en sandwich i en lille brun pose), og så bliver der præsenteret et eller andet relevant. Så spilder man ikke tiden ved at spise frokost.

2 kommentarer til “Observationer fra Amerika III”

  1. Pudsigt. Er det tilladt at tage f.eks. en flaske vand med til et møde, eller ville det blive set skævt på?

  2. Nej, det tror jeg er ok. Folk tager måske også selv en to-go kaffe med. Det mærkelige er, at det ikke bliver set som en del af det at “holde et møde” at sørge for forfriskninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *