“Og så aftvang hun mig tavst de dyrebareste ord, fordi hun gjorde en bestemt bevægelse: Hun styrede sine hænder og formede fingrene, så de langsomt gled ind i hinanden som to tandhjul der glider i hak, som et mønster der ordner sig, som to kaotiske fraktaler hvis matematiske formler for en tid overlapper og falder sammen, kommer overens. Godt.”